Everything is changed.

Da Alex storesøster dør, da hun kun er 15 år. Tager hendes liv en dramatisk drejning. Hendes bror, som holder familien sammen, tager på College i USA. Hendes forældre bebrejder Alex, for hendes søsters død. Da Alex er 17 år, stjæler hun, laver ballade, hun hænger ud med de forkerte.
Men hvad sker der, når hun møder det berømte boyband One Direction på et krise center?
Hvad sker der, når politiet banker på deres dør, og hendes onkel Paul, drengenes manager, tvinger hende til at bo sammen med dem. Vil det forandre hende? Eller vil hun forandre dem?

(Alex er pigen på coveret)

58Likes
125Kommentarer
18304Visninger
AA

2. What the hell.

2 år senere.

 

Alex

____________________________________________________________________

Jeg blev vækket af nogle unger, som synes det var sjovt at gå og rende rundt, og slå på folks dører. Jeg havde det her sted. Det her center. Heldigvis skulle jeg væk herfra igen, idag. Jeg var kommet i mandags. Jeg havde været her i 3 for mange dage. Men de der psygoloiske læger, mente det var godt. Seriøst? Tager i pis på mig? Jeg har været ind og ud af det her sted, og jeg er stadig den samme. Den samme Alex, som jeg var for 1 år siden. Men ikke for 2 år siden. Der var jeg den søde, populærer pige. Men da Angie døde, blev myrdet. Ændrede det hele sig. I de første uger var hele familien stille. Mike, min bror, han gik nu på College i USA, på Stanford, jeg var virkelig stolt af ham, og hvordan han kom så langt. Han ville ikke afsted først, men jeg overtalte ham til det. Da han rejste, begyndte mor og far ikke at snakke til mig. Jeg ved godt hvorfor. De bebrejder mig for Angies død. Faktisk, så skulle de have været mig der blev myrdet. Jeg begyndte langsomt, at komme ud af den populærer kreds. Jeg lavede ikke mine lektier mere, jeg blev hende den ukloge. Jeg blev mere sej, synes jeg selv. Jeg begyndte at hænge ud med mine nye venner. De lærte mig at stjæle, måske ikke de bedste. Men de forstod mig. De var de eneste som bekymrede sig om mig. Min psygolog havde placeret mig her igen, igen igen. Det ville ikke ændre sig, jeg ville stadig være mig. Jeg satte mig op i min seng, eller den seng som var i rummet. Jeg gik hen og så mig selv i spejlet, det blå øje min far havde giver mit i søndags, var stadig meget tydeligt. Jeg kunne ikke dække det med make-up, det ville bare gøre ondt, og det ville ike dække den stærke blå farve. Fuck ham. Jeg tog mine solbriller på, man kunne ikke længere se det blå øje, eller mine flotte blå øjne. Jeg redte mit lange blonde hår igennem. Jeg tog nogle stramme jeans på, en sort top på, og en vest. Mine elskede converse sko, tog jeg også på. Jeg børstede hurtigt tænder og gik ud af døren.

''Godmorgen Alexandra.'' Smilede en af de ansatte falsk. Jeg rakte min hånd frem, så jeg kunne få min Iphone. Af en eller anden latterligt grund, tog de den om aften. Spassere. Jeg gik ind i den store sal, som jeg skulle sidde i, i flere timer. Indtil jeg måtte gå. jeg spiste hurtigt noget mad, og satte mig ved et bord, som var i hjørnet. De andre teenager, og voksne undgik mig. Jeg tror de var bange for mig, jeg havde aldrig snakket med dem, eller værdiget dem et blik. Jeg kiggede min mobil igennem for SMS'er.

''Hvornår må du gå, fra det der psygo sted?'' Havde Olive skrevet,  min bedste veninde.

''Snart!'' Skrev jeg hurtigt tilbage. Pludselig kom der en dame hen til mig, Marge. En af de ansatte, som jeg faktisk godt kunne lide.

''Alexandra, alle skal være ind i præsentationen rummet nu. Vi har fået nogle specielle gæster idag.'' Sagde hun smilende. Jeg nikkede og rejste mig. Jeg gik ind i rummet, hvor der nogle gange var nogle som sang. Latterligt. Jeg satte mig ned på en stol, bagerste række. Der var faktisk ikke særlig mange rækker. De fleste sad foran, eller 4 stole fra mig. Det var ret morsomt at de var bange, jeg gjorde dem ikke noget. Men engang imellem kunne jeg godt lide det. Jeg ville helst være alene på det her sted. Pludselig så kom overhovedet ind, hun havde faktisk et stort hoved. Hun begyndte at tale.

''Godmorgen søde børn.'' Begyndte hun. Seriøst? Børn. Man sagde skuda ikke børn til teenager. Jeg var selv 17, så jeg var ret irriteret. Hun fortsatte. ''Lige om lidt, så får vi specielt besøg. Der kommer 5 unge fyrer. De er fra et boyband. One Direction.'' Smilede hun, straks da deres navn blev sagt, begyndte nogle piger at skrige. Seriøst? De kunne godt lide En Vej? Eller hvad de nu hed. ''Byd hjertelig velkommen til drengene, Louis Tomlinson, Liam Payne, Zayn Malik, Niall Horan og Harry Styles.'' Der kom 5 drenge ind på scenen. Eller ''fyrer'' som hun havde sagt. De var faktisk ikke grimme. De var allesammen ret flotte faktiske, måske lækre. Jeg blev hurtigt fanget af drengen med krøller. Ret søde krøller. De andre piger begyndte at smile, drengene de smilede også. Også var der mig, som ikke smilede i hele salen. Ret sjovt.

''Hej allesammen! Idag går vi rundt og snakker med jer allesammen, og giver autografer og måske et billede.'' Sagde en dreng, med en stribet bluse. Louis tror jeg han hed. Louise hedder han nu. Ej, joker. Flere piger begyndte at skrige lidt. Der var en som græd. Seriøst pige? Jeg rejste mig op, jeg larmede lidt. Alle vendte sig rundt og kiggede på mig, pigerne med dræberblikke. Drengene på scenen, kiggede undersøgende men smilende på mig. Jeg ignorede dem, og gik ud mod gangen.

''Du skal blive herinde Alexandre.'' Sagde overhovedet, stor hoved damen. Jeg kiggede irriteret på hende. Hun kunne ikke se det, fordi mine solbriller dækkede. Jeg var ligeglad, jeg skubbede døren op, og gik over til mit bord, i hjørnet. Jeg hørte musik igen. Pludselig begyndte de at larme inde ved siden af. De sang. Hvad fanden. Jeg skruede højere op. Jeg lukkede øjnene, og lænede mig tilbage. Det har var dejligt.

Jeg var faldet i søvn, for jeg hørte larmen. Jeg åbnede mine øjne, også at alle sad inde i salen. De 5 drenge, de sad ved et bord og snakkede, med nogle tøser. Jeg kiggede undersøgende på dem. Jeg fik pludselig øjenkontakt med den krøllede dreng, Harry. Han smilede et ret sødt smil til ham, jeg rejste mig op langsomt op, jeg gik over mod dem. Da jeg passerede dem, og tøserne. Stoppede samtalen, jeg gik videre ned mod Marge.

''Hvad så søde?'' Spurgte hun.

''Hvornår må jeg gå?'' Spurgte jeg hende. Hun kiggede på klokken.

''Om halvanden time må du.'' Smilede hun. Jeg gav hende et kort smil, så tog jeg et æble og en cola. Jeg gik over til mit bord igen, og igen da passerede deres bord, stoppede samtalen. Der kom en lille latter ud af mine læber. Seriøst. Jeg satte mig ned, ved mit bord. Der gik en 1 time. 30 minutter tilbage, af det her sted. Pludselig så rejste de 5 drenge sig. De gik hen til Marge. Jeg tror de skulle til at gå, da ham den krøllede Harry sagde et eller andet til dem. Jeg kunne også hører at Marge snakkede med dem. De vendte rundt, og havde kurs direkte mod mig. De stoppede op ved mit bord, og jeg gikkede overraskende på dem.

''Må vi sætte os?'' Spurgte Harry, den krøllede dreng. Jeg lavede en gestus ud på stolene, og de satte sig ned. De sad der lidt, og kiggede skiftevis på hinanden.

''Hej, jeg hedder Harry.'' Sagde Harry, han rakte hånden ud, jeg rystede den, jeg snuppede også lige hurtigt hans ur, et Rolex. Jeg kiggede på ham, han havde nogle ret flotte grønne øjne. De andre drenge sagde også hvad de hed igen, og de rakte også hånden ud, og rystede den.

''Alex.'' Sagde jeg kort. Jeg gjorde dem nervøse. Sikkert fordi at de troede at jeg ville slå dem. Hvad havde de tøser sagt om mig.

''Er det en forkortelse af et eller andet?'' Spurgte en af drengene. Liam, han havde brunt hår, og nogle flotte brune øjne. Jeg nikkede kort, og kunne se at de gerne ville vide hvad det stod for.

''Alexandra, men jeg kan bedre lide Alex.'' Sagde jeg, og kiggede på dem. Det var faktisk den længste sætning jeg havde sagt her på stedet. Ikke fordi jeg er stille eller noget.

''Hvorfor har du solbriller på indenfor?'' Spurgte Harry, hans grønne øjne prøvede at finde mine blå.

''Du er godt nok nysgerrig.'' Sagde jeg, og han nikkede.

''Hvorfor gik du, før tiden?'' Spurgte drengen Louis, eller Louise som jeg kaldte ham. Jeg kiggede lidt på ham, også på den blonde dreng. Han så rigtig utilpas ud. Somom han også var bange for mig.

''Jeg gad ikke rigtig, at være derinde.'' Sagde jeg kort, jeg kunne se at de tænkte lidt over det. Da den blonde dreng pludselig sagde.

''Hvorfor er du her endelig?'' Spurgte han. ''Du ser ikke syg ud.'' Jeg kiggede undrende på ham.

''Fordi, der er nogle som mener jeg kan blive anderledes. De vil have, at jeg ikke er mig mere.'' Sagde jeg, han så spørgende på mig. 10 minutter tilbage, også måtte jeg gå. Harry han rykkede tættere på mig. Jeg blev overrasket over det. Han tog hånden op til mine solbriller.

''Må jeg?'' Spurgte han. Jeg bed mig i læben, og nikkede kort. Langsomt kunne jeg mærke at de røg af. Pludselig kunne jeg se rigtig ind i hans grønne øjne. Han kiggede ind i mine blå. Han rørte langsomt mit blå øje, det gjorde ondt. De andre drenge de sad chokeret.

''Hvem gjorde det her?'' Spurgte Harry. Skulle jeg fortælle det til en fremmede dreng. Jeg kunne se at Marge sad og kiggede med, hun havde store øjne. Jeg følte mig utilpas, og tog mine solbriller fra hans hånd, jeg tog dem på igen. Jeg rejste mig op. Jeg tog fat i hans hånd, jeg lagde hans Rolex ur i, og gik. Jeg stoppede op, få borde væk, jeg vendte mig rundt, og svarede på hans spørgsmål.

''Min far.'' Sagde jeg kort, og gik.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...