Everything is changed.

Da Alex storesøster dør, da hun kun er 15 år. Tager hendes liv en dramatisk drejning. Hendes bror, som holder familien sammen, tager på College i USA. Hendes forældre bebrejder Alex, for hendes søsters død. Da Alex er 17 år, stjæler hun, laver ballade, hun hænger ud med de forkerte.
Men hvad sker der, når hun møder det berømte boyband One Direction på et krise center?
Hvad sker der, når politiet banker på deres dør, og hendes onkel Paul, drengenes manager, tvinger hende til at bo sammen med dem. Vil det forandre hende? Eller vil hun forandre dem?

(Alex er pigen på coveret)

58Likes
125Kommentarer
18313Visninger
AA

4. Then we meet again.

Alex

_________________________________________________

Jeg var ret stolt af mig selv. Jeg havde ikke været på centeret i 2 uger nu. Ret fedt. De sidste 2 uger, har jeg tænkt mere på den krøllede dreng. Jeg kunne ikke være faldet for ham. Nej! Jeg var træt idag, meget træt. Mig og Olive havde været til fest hele ugen, for det meste hang jeg ud med slænget. Drengene som havde været der for mig, og Olive, den sødeste pige jeg kendte.

''Kommer du over til drengene idag?'' Havde Olive skrevet, jeg havde svaret hende kort. Jeg gik hen og tog make-up på. Mit blåøje var væk! Fedt fedt fedt. Jeg satte mit blonde hår op i en løs hestehale, så tog jeg mine solbriller på. Jeg kunne godt lide dem. De var ret fede. Jeg tog min mobil, og gik ud af døren. Klokken var 19 om aften, så mine forældre var ligeglade igen. Jeg gik den hergang. De var alligevel ikke så langt væk. De var lige ind i byens centrum. 10 minutters gang.

Jeg så dem hurtigt, da jeg kom ind i Londons centrum. De smilede og vinkede til mig. Jeg gav dem et kram, også gik vi.

''Hvad skal vi lave idag?'' Spurgte Ty. Han var en mørk håret fyr, han var rigtig sød. Og hans udseende var hellere ikke het grim.

''Jeg kunne godt tænke mig, nogle nye sko. De her er ret slidte.'' Sagde en ny fyr. Michel tror jeg han hed. Hans sko så nye ud. Så han ville sikkert stjæle fra nogen. Jeg havde ikke noget imod at stjæle fra dem som var rige. Men ikke de fattige, gamle, børn eller teengager. Kun voksne, som regl på mine forældres alder. Han fandt hurtigt nogle sko, han ville have. Han gik ind i butikken og stjal dem, så gik han ud igen, somom intet var sket. Jeg hængede kun ud med dem, fordi de havde været de eneste, som havde været der for mig, da Angie døde. Det stak. Jeg så en mand, han havde et stort guldur på sig, og en tegnebog fyldt med kontanter. Mit nye offer. Jeg gik ind i ham, og undskyldte falsk smilende. Haps. Guldur og kontanter. Han fandt hurtigt ud af det, og vi løb allesammen væk. Jeg stoppede grinende op sammen med Olive og Ty. Pludselig kunne vi se nogle blå og røde blink. Shit. De løb væk, og politimænde steg ud af bilen, og løb efter os. Jeg vidste ikke hvem af os de løb efter. Men jeg spurtede ind i en gade, og rundt om et hjørne. Jeg løb over en vej, og rundt om endnu et hjørne, jeg kiggede mig tilbage. De løb ikke efter mig. Fedt. Jeg stoppede op, og gik rundt om et hjørne igen. Lige ind i en fremmede mand. Lige ind i politimanden.Han smilede venligt til mig, jeg rejste mig hurtigt op, jeg skulle lige til at løbe den anden vej, da der stod endnu en poltimand.

''Shit.'' Mumlede jeg. Den ene tog et hårdt greb i min arm. ''Slap af!''

''Tøm dine lommer.'' Kommanderede han. Jeg gjorde som han sagde, jeg fandt et guldur og kontanterne i min lomme.

''Det er ikke mine.'' Sagde jeg uskyldigt. De troede ikke på den.

''Navn og alder.'' Kommanderede han igen.

''Alexandra Westchest. 17.'' Sagde jeg kort. De snakkede lavmælt sammen. Men jeg kunne godt forstå det. Jeg kunne mundaflæse.

''Hun er Pauls niece.'' Sagde den ene. Paul. Hvordan vidste han det? Seriøst.

''Vi må hellere tage hende med over til ham.'' Sagde den anden.

''Vil i virkelig tage mig over til min onkel?'' Spurgte jeg spørgende. De svarede ikke, den ene tog godt fat i min arm. De satte mig ind på bagsædet af politibilen. Jeg kiggede tilbage i ruden, jeg så Olive og Ty stå der. De så kede ud af det. De kørte hurtigt hen til en stor bygning. Eller stor lejlighedsting. Det sidste jeg hørte fra ham, at han havde fået et boyband af en slags. Jeg havde ikke holdt kontakten med ham. Han forlod os. Han forlod mig. De førte mig ud af bilen, og op i en elevator. Langsomt hen af en gang, som lugtede af rengørinsmiddel. Inde fra et rum, lød der høje grin. Jeg havde hørt de grin før. Den ene politmand bankede på. Pludselig blev døren åbnet. En dreng med brunt hår åbnede. Hans brune øjne genkendte mig hurtigt. Liam åbnede døren. Da kunne da ikke passe?

''Fuck.'' Mumlede jeg lavmælt. Deres boyband var min onkels. Fuck, fuck, fuck!

''Vi vil gerne snakke med Paul.'' Sagde den ene. Pludselig så jeg min onkels ansigt. Jeg kunne skimte de andre drenge. Han så straks mig, og hans smil blejnede.

''Hey onkel.'' Sagde jeg smilende. Falsk smil. Jeg havde faktisk et smil et rigtig smil, i over 2 år. Kun falske, ligesom med mit grin.  Paul han sagde noget til Liam. ''Gå hen til de andre.'' Mundaflæsede jeg. Han gjorde som der blev sagt.

''Hvad drejer det her sig om?'' Spurgte Paul. Den ene politimand svarede. Og slap sit greb om min arm. ''Alexandra gå ind til de andre.'' Jeg gjorde som han sagde for nu. Jeg gik ind i en lille gang af en slags, også videre ind i en stor stue. De andre, 'drengene' sad i sofaen og kiggede overraskende på mig. Fuck, seriøst? Jeg gik lydløst hen og satte mig på en stol. Var de ikke snart færdige med at snakke, så jeg kunne skride herfra.

''Hvorfor fulgte politiet dig herhen?'' Spurgte Liam. De andre kiggede på mig.

''Det var en lille misforståelse.'' Sagde jeg kort. Pludselig kom Paul ind, han så rigtig sur ud.

''Vil du forklare mig, hvad der skete?'' Spurgte Paul, han kiggede rasende på mig.

''Der skete ikke noget, vi havde det bare lidt sjovt. En misforståelse.'' Sagde jeg, jeg havde rejst mig, og gik hen mod døren. ''Tak for hjælpen Paul.''

''Du bliver her.'' Sagde han kort. Jeg stoppede op. Hørte jeg rigtig? Det gjorde jeg ikke. Jeg gik videre. ''Du bliver her Alexandra.'' Jeg vendte mig rundt mod ham.

''Hvorfor?'' Spurgte jeg.

''Du bliver her for inat, og imorgen ringer jeg til dine forældre.'' Svarede han. Seriøst? Skulle jeg blive her.

''Og du tror ikke at de er ligeglade? De har været ligeglad i lang tid. Det burde du have vidst.'' Sagde jeg koldt. Drengene i sofaen, sad som forstenet. De rykkede ikke en muskel. De bevægede knap nok deres øjenlåg.

''Hvad skal det så betyde?'' Sagde han.

''Vil du virkelig gerne vide det Paul? Lige siden du rejste, forlod os. Så har det hele gået ned af bakke. Du ved ikke hvad der sker. Mine forældre hader mig, de er ligeglade, hvad der sker for mig. Tror du det er 1 gang politiet står udenfor vores dør. De har gjort det flere gange. Mine forældre sagde ingenting. Så ring du bare til dem.'' Sagde jeg koldt. Jeg kunne se at han så chokeret ud. ''Jeg skrider.'' Jeg gik hen mod døren.

''Du bliver her!'' Råbte Paul. Jeg vendte mig igen mod ham.

''Siden hvornår er du begyndt at bekymre dig om mig?'' Råbte jeg igen. Han gik nogle skridt hen mod mig.

''Lige siden den da du blev født.'' Sagde han koldt.

''Nå så det gør du. Helt sikkert Paul. Du har aldrig bekymret dig om mig! Aldrig! Du har altid gået, aldrig været der!'' Råbte jeg af ham, han var endnu mere rasende. Jeg vendte mig rundt og skulle til at gå, da han tog fat i min arm. Jeg kiggede overrasket på ham.

''Hvad vil du gøre? Slå mig? For så ligner du vel bare resten af familien.'' Råbte jeg af ham igen. Han slap straks.

''Du skal sove derinde.'' Sagde han kort og pegede på en dør. Jeg var rasende! Jeg kiggede på ham, også drengene. Jeg gik hen mod døren.

''Jeg vidste ikke at du havde fået en ny familie.'' Sagde jeg højt til ham. Jeg gik ind på værelset, også smækkede jeg hårdt døren i. Tag den Paul. Jeg smed mig i en dobbelseng, frustreret. Han kunne da ikke seriøst mene, at jeg skulle bo sammen med dem? Haha, det må være en joke. Det kunne det kun værer.

Pludselig smilede jeg et lille smil. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg havde set Harry, den krøllede dreng. Jeg smilede ned i puden. Jeg havde virkelig lavet lort i den. Flot Alex.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...