Everything is changed.

Da Alex storesøster dør, da hun kun er 15 år. Tager hendes liv en dramatisk drejning. Hendes bror, som holder familien sammen, tager på College i USA. Hendes forældre bebrejder Alex, for hendes søsters død. Da Alex er 17 år, stjæler hun, laver ballade, hun hænger ud med de forkerte.
Men hvad sker der, når hun møder det berømte boyband One Direction på et krise center?
Hvad sker der, når politiet banker på deres dør, og hendes onkel Paul, drengenes manager, tvinger hende til at bo sammen med dem. Vil det forandre hende? Eller vil hun forandre dem?

(Alex er pigen på coveret)

58Likes
125Kommentarer
18371Visninger
AA

18. The lake.

Alex

______________________________________________

''ALEX NEJ!'' Råbte nogle efter mig. Tårende pressede på, men jeg løb videre. Det sidste stykke Alex! Der var snart ikke meget plads tilbage af dørene. Jeg var næsten henne ved døren, som langsomt blev lukket. Jeg hoppede ind af døren, jeg vendte mig forpustet om, og så at døren, blev lukket lige for næsen af Harry. Han så helt knust ud. Han hamrede på ruden.

''ALEX! DU MÅ IKKE GØRE DET!'' Råbte han, han blev ved med at hamre på. De andre nåede hen til ham, jeg så på Pauls skuffede ansigt. Jeg kiggede væk, langsomt begyndte toget at køre. Harry fulgte med, han løb langs med toget. Han blev ved med at råbe mit navn. Toget satte op i fart, Harry var begyndt at spurte for at nå det. Toget begyndte at køre fra ham, og efterlade ham på banegården, sammen med de andre. Tårene var løbet ned af mine kinder, hele vejen igennem. Jeg fandt mig hurtigt en plads, og satte mig ned. Der var næsten ingen mennesker, i toget, da det var sent. Jeg brød helt sammen nu. Min mobil vibreerede i min lomme, jeg tog den op, og kiggede på displayen. Harry ringede. Ignore.

Harry

______________________________________________

Jeg stod helt stille, og så toget forsvinde. Jeg har mistet hende. Jeg havde mistet Alex. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville hjælpe hende. Ikke skræmme hende væk. Paul må virkelig hade mig. Hvordan kunne jeg lade det ske? Hvorfor havde jeg løjet? Hvorfor Harry? Hvorfor skulle jeg være sådan en idiot? Hvorfor skulle jeg lyve? Hvorfor Harry? Hvorfor kunne jeg ikke bare sige sandheden? At jeg godt kunne lide hende? At jeg var skør med hende? Men nej, lyve var det nemmeste. Jeg kunne langsomt høre nogle skridt komme imod mig. Drengene kom.

''Harry, du prøvede.'' Begyndte Louis.

''Jeg prøvede intet. Det er min skyld at hun rejste.'' Sagde jeg koldt. Jeg knyttede min næve. Jeg mærkede pludselig en hånd på min skulder, jeg drejede hovedet og så hvems hånd det var. Det var Pauls hånd.

''Harry, du prøvede. Det er det eneste vi kunne have gjort. Hun traf selv beslutningen.'' Sagde han. Jeg var med i den beslutning.

''Hvorfor tog hun ikke toget til London?'' Spurgte Liam pludselig.

''Hendes mormor. Hun ville besøge hende.'' Svarede jeg. Jeg vendte mig rundt og kiggede på de andre. De tænkte præcis det samme som mig, at vi skule afsted nu, og hente hende hjem. Men Paul stoppede vores fælles tankegang.

''Nej drenge. I morgen tidlig kan i kører, men ikke nu.'' Sagde Paul. ''Jeg ringer til hendes mormor, og beder hende holde hende hen. Indtil vi kommer, i morgen.'' Vi havde en plan. En god plan. Jeg skulle nok få Alex tilbage. Jeg skulle nok hjælpe hende.

Alex

________________________________________________

Jeg nåede at få 2 timers søvn, før toget holdte i mormors by. Jeg gik ud af toget, og den kolde luft ramte mig som knive. De frøs mine våde kinder og tårer til is. Jeg begyndte at løbe ind imod byen. Jeg skulle nok få varmen i kroppen igen. Det tog ikke mere end 5 minutter, så kunne jeg se byens lys. Jeg løb igennem de tomme gader, og ud på en lille vej. Jeg kunne se min mormors hus, der var belyst af lamperne som hang derude. Jeg skyndte mig derhen, jeg fandt hurtigt en ekstra nøgle, som lå under planten. Jeg låste mig hurtigt ind, og lukkede forsigtigt døren. Der kom straks en varm luft imod mig. Jeg smed mine sko, og gik ud i køkkenet. Jeg satte mig ned på en af stolene, og samlede tankerne.

''Alex?'' Sagde en stemme pludselig. Jeg kiggede hen mod døren, og så min mormor stå der. Jeg gik hen og krammede hende, pludselig kom tårene frem igen, alle mine følelser kom ud. Jeg fortalte hende det hele. Jeg måtte blive der så længe jeg ville. Jeg gik op, og tog et langt bad. Bagefter gik jeg i seng, klokken var 3 om natten.

****

Jeg vågnede igen, da klokken var 12. Det var dejligt, bare at ligge og slappe af, ikke at skulle noget. Jeg tog langsomt og sløvt noget tøj på, shorts og en top, jeg tog en blomstet oversize udover. Jeg børstede hurtigt tænder, og lagde en let make-up. Så gik jeg langsomt ned af trapperne, jeg mødte en dejlig duft. En duft af lækkert morgenmad, pandekager. Jeg kom ud til en smilende mormor, jeg satte mig ned, og hun stillede en hel stak af de lækreste pandekager! Jeg spiste lystigt i mig, da mormors telefon begyndte at ringe. Hun gik hen og tog den.

''Goddag Bente.'' Smilede min mormor til mig.

''Jeg har bare besøg af mit barnebarn.'' Smilede hun stadigvæk.

''Ja da, du kommer bare senere idag.'' Sagde hun.

''Hvornår kommer du så Bente?'' Spurgte hun.

''Allerede? Jo, det skal jeg nok.'' Sagde hun.

''Så ses vi Bente.'' Smilede hun, og lagde på. Bente? Jeg kiggede spørgende på hende, og hun rystede blidt på skulderne. Jeg tænkte ikke mere over det, så jeg spiste lystigt videre. Efter det, tog jeg hurtigt mine converse sko på, og gik ud for at finde nogle smukke blomster, som jeg kunne give til mormor. Jeg var virkelig glad for hende. Hun betød alt. Jeg fik hurtigt samlet en masse smukke blomster. Da jeg gav hende dem, fik jeg et rigtig stort smil. Men der lå noget bag det, det var somom hun var ked af noget, noget hun ville gøre? Jeg tog trappen i 5 skridt, jeg pakkede hurtigt min taske, så værelset stadigvæk ville være ryddet, hvis nu Bente ville se det, eller noget. Jeg gik ned af trappen, normalt. Jeg kunne skimte en sort stor bil komme kørende.

''Mormor! Bente kommer nu!'' Råbte jeg til hende. Jeg gik hen til døren, og åbnede den. Bilen holdte stille, og dørene blev åbnet. Dørene? Var der ikke kun 1 person? Jeg kunne pludselig se en bestem dreng, en dreng med krøllet hår. Jeg stod lammet til stedet. Harry? Han så mig, det samme gjorde de 5 andre. Liam, Louis, Zayn, Niall og Paul. jeg smækkede døren i, jeg låste den hurtigt. Så fløj jeg op af trapperne, ind på værelset jeg havde fået. Jeg skubbede alle tingene væk fra en kommode, jeg stillede den foran døren. Jeg kunne hører en bulrend på trappen. Jeg greb min taske, og åbnede hurtigt vinduet. Jeg var på 1 sal. Der var langt ned, men jeg havde gjort det her før. Jeg trådte ud på det lille tag, og gik langsomt hen mod, nedløbsrøret. Der lød et brag inde fra værelset af. De havde kommet forbi kommoden, jeg kunne langsomt se nogle krøller stikke ud af vinduet.

''Alex.'' Kaldte Harry. Jeg nåede hen til nedløbsrøret, jeg svingede mig ud i luften, jeg røg langsomt ned af røret. Jeg landede blidt på jorden, jeg satte af, og løb ud mod vejen.

''ALEX!'' Råbte Harry. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, jeg løb ind på en lille sti. Den hergang ville jeg ikke komme væk. De ville fange mig. Jeg kiggede hurtigt tilbage, Harry løb forrest, bagefter ham, kom resten af drengene. Jeg løb igennem en budsk. Der ville snart komme en lille bro. Den gik 1 meter over en vild å, strømmen dernede var ret stærk. Der var engang en fra byen, som druknede i den. Jeg drejede hovedet, og så de kom hurtigt igennem budsken, ligesom mig.

''ALEX PAS PÅ!'' Råbte en af dem pludselig. Jeg kiggede fremad igen. Der var ingen bro. Broen var styrtet ned. Jeg havde glemt det. Jeg var kun få meter fra den. Jeg prøvede at bremse. Men det virkede ikke rigtigt. Mine sko gled. De ville ikke stoppe.

 

_____________________________

Hvad vil der ske?

Vil Alex ryge ned i vandet?

Vil Harry nå at stoppe hende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...