Everything is changed.

Da Alex storesøster dør, da hun kun er 15 år. Tager hendes liv en dramatisk drejning. Hendes bror, som holder familien sammen, tager på College i USA. Hendes forældre bebrejder Alex, for hendes søsters død. Da Alex er 17 år, stjæler hun, laver ballade, hun hænger ud med de forkerte.
Men hvad sker der, når hun møder det berømte boyband One Direction på et krise center?
Hvad sker der, når politiet banker på deres dør, og hendes onkel Paul, drengenes manager, tvinger hende til at bo sammen med dem. Vil det forandre hende? Eller vil hun forandre dem?

(Alex er pigen på coveret)

58Likes
125Kommentarer
18298Visninger
AA

38. The End.

3 år senere

Alex

______________________________________________________________

Jeg kiggede en sidste gang på mig selv, og betragtede den blå graduering kjole, og smilede stort til James, han kastede hatten til mig, og jeg tog den på. Der blev kaldt på os, og vi skyndte os hen til de andre.

''Er du spændt?'' Spurgte James mig, og jeg grinede kort. Jeg var nervøs.

''Nej, det hele bliver easy pie.'' Svarede jeg, han grinede og rystede på hovedet.

''Easy cake.'' Rettede han mig. Jep, det store muskelbundt var blev en rigtig smartass. Jeg gav ham et kram, og stillede mig over i rækken. Alle de andre var også nervøse, men ikke som jeg var. Jeg havde fået den opgave af, at holde afskedstalen, og det er ikke helt nemt. Jeg havde skrevet den om, flere gange end jeg kan huske, og flere gange end jeg vil indrømme. 

Vi gik ud på græsplanen, og stillede os bag ved scenen, så ingen af de andre kunne se os. Langsomt begyndte musikken at spille, og vi gik forbi scenen, og ud på en stor græsplane, med en masse stole, hvor alle forældre, søskende, venner, kærester, andre elever sad og ventede på os. Vi satte os hen på vores stole, og jeg nåede lige at finde min brors blik, han smilede stolt til mig. Vores rektor kom ud på scenen, og vi klappede allesammen, og smilede. Han begyndte at snakke, og sige velkommen, bla bla bla. Lad os komme til det spændende!

Han begyndte, at råbe navn efter navn op, og min kom op, og fik sit ''diplom''/uddannelsespapir af ham, om at man havde bestået, så skulle man sætte på en stol deroppe. 

''Beddingfield, James Beddingfield.'' Sagde rektoren, og jeg smilede stort og klappede. James rejste sig smilende op, og gik op og modtog papiret, hvor han vendte sig ud mod publikum, og løftede armene over hovedet, i en slags sejr. Typisk James. Jeg ventede i endnu et stykke tid, før de endelig kom til W. Hvorfor skulle mit efternavn, da også lige starte med W?

''Westchest, Alex Westchest.'' Sagde han, jeg rejste mig langsomt op, jeg gik op til ham, og smilede stort. Han rakte hånden frem, og jeg rystede den blidt. Jeg tog papiret, og vendte mig rundt mod publikum. Jeg lavede blikket I-Told-You-So til min bror og min familie, og de grinte. Jeg satte mig hen på min stol, ved forreste række, og smilede stort. Rektoren læste det sidste navn op, jeg fik øjenkontakt med James, og han kunne godt se min nervøsitet. Shit. 

''Og nu, vil en af vores flittige elever holde afskedstalen. Her kommer Alex Westchest.'' Annoncerede han. Jeg rejste mig op, og gik hen til mikrofonen. Jeg kiggede ud over dem allesammen, og trak vejret dybt.

''For 4 år siden, der var jeg helt sikker på én ting, og det var, at jeg aldrig skulle gå på college, for det var helt latterligt. Jeg havde en svær fase lige der, jeg var ude i noget kriminelt, og jeg kunne ikke finde vej tilbage. Da jeg endelig ramte bunden, der havde jeg lige fået nogle nye venner, som tog sig godt af mig. De hjalp mig igennem hele denne fase, og jeg blev mere bevidst. Bevidst om livet, og om de pårørende jeg havde skuffet dybt, og hvordan jeg havde påvirket mig selv. 

For 3 år siden, med en masse hjælp fra min familie, venner, og min kæreste, der blev jeg overbevist om, at jeg godt kunne det her, at jeg sagtens kunne klare college. Men det ikke lige sådan til, det er rigtig hårdt arbejde, og der er det rart, at få nogle nye venner, nye bekendtskaber, nye fjender. Jeg gik vidst lidt af hvert. Men nu er jeg også helt sikker på én ting, og det er, at college er noget af det fedeste, man nogensinde prøver, når man er teenager. Det er så fedt, med alle festerne, med alle de nye venner, men ikke mindst med alle lærene. Ja, jeg sagde lærene. For de er med til, at du kan gennemføre college, de er også vigtige, selvom vi ikke vil indrømme det. Men college er helt sikkert noget man aldrig glemmer. Man kan ikke glemme sammenholdet som er her, og alle de fantastiske mennesker som går her.

Man glemmer hellere aldrig sine fejl. For hver eneste dag, er der lige en som skal huske, en på dem. Men hvad fanden, vi er teenagers, vi laver fejl. Alle laver fejl, og du skal lære af dem. Uanset hvad, så skal du lære af dem. Og det gør man som teenager, man tager alle erfaringerne med til når man bliver voksen. For vi er stadigvæk teenagers, vi vil ikke stå op om morgen, vi vil ikke tage ansvar. Men, det der lavet om på. Altså næsten, for vi vil stadigvæk ikke op om morgen, men vi tager ansvar nu. Vi sørger for gode karakter, med hjælp fra vennerne. For det er det vi gør, vi lære af vores fejl, vi lære at når du ikke har lavet lektier 10 gange, så skal du måske igang. 

Og, på vegne af os allesammen, vil jeg gerne sige tak for, alt støtten fra familie, venner, kærester og kæledyr, hvis man er så mærkelig. Men det betyder meget for os, at i altid støtter os, giver en hjælpende hånd. Det er vigtigt for os. Så tusind tak.

Og til alle jer, så tak for nogle helt fantastiske år, nogle af de bedste. En gang Bradford elev, altid Bradford elev.'' Jeg sluttede talen af, og folk klappede af begejstring, og jeg smilede stort. Jeg kiggede rundt på alle de smilende mennesker, og fangede hans grønne øjne. De strålede, og jeg smilede til ham. Jeg satte mig hen til min plads, og rektoren kom ud igen, og takkede af. Vi rejste os allesammen op på samme tid, jeg hev fat i min hat, og smed den op i luften, ligesom med 1000-vis af andre hatte. Jeg grinede, og løb ned i menneskemængden. Jeg fandt mine forældre, og gav dem et kram, så Mike, også til hans forlovede! JA HANS FORLOVEDE! Ih, hvor det vildt! Hun er virkelig smuk. Mike prikkede mig på skulderen, og pegede i en retning, jeg drejede rundt, og så at Harry stod og smilede til mig, jeg løb over til ham, og han svingede mig rundt.

''Jeg er så stolt af dig babe.'' Sagde han. Jeg smilede til ham, og placerede mine læber mod hans, det var et hedt passionaret kys.

''Jeg elsker dig Harold.'' Sagde jeg.

''Og jeg elsker dig Alexandra.'' Sagde han tilbage, han pressede sine læber mod mine, og det hele føltes så godt. Jeg havde fået hvad jeg ville have. Min familie tilbage, en dejlig kæreste, en masse nye venner og en uddannelse. Jeg kunne ikke være gladere. Det hele var perfekt.

_____________________________________________________________

Det var det! Så er hele historien mellem Harry og Alex forbi

Jeg håber i har nydt den!

Tusind tak, for alle de dejlige kommetare jeg har fået,

det har virkelig været dejligt, at læse.

 

Følg endelig med i mine andre movella'er.

-Secretlypassion.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...