Everything is changed.

Da Alex storesøster dør, da hun kun er 15 år. Tager hendes liv en dramatisk drejning. Hendes bror, som holder familien sammen, tager på College i USA. Hendes forældre bebrejder Alex, for hendes søsters død. Da Alex er 17 år, stjæler hun, laver ballade, hun hænger ud med de forkerte.
Men hvad sker der, når hun møder det berømte boyband One Direction på et krise center?
Hvad sker der, når politiet banker på deres dør, og hendes onkel Paul, drengenes manager, tvinger hende til at bo sammen med dem. Vil det forandre hende? Eller vil hun forandre dem?

(Alex er pigen på coveret)

58Likes
125Kommentarer
18319Visninger
AA

10. Surprise.

Alex

___________________________________________________

Jeg ved ikke hvor længe, jeg sad i Harry skød, men længe. Hans stærke arme, holdte stadig rundt om mig. De andre snakkede om deres næste show. De skulle først optræde om 4 dage, så de næste par dage, ville bare gå med at slappe af. Det var ved at blive sent, og jeg var træt. Men jeg ville ikke forlade Harry arme, der var sikkert der. Ingen farer. Jeg kan stadigvæk ikke helt fatte det. Jeg kunne have været død idag. Hajen var få meter fra os. Fra drengene. Fra Harry. Jeg lagde mit hoved mod Harrys skulder, og lukkede øjnene. Jeg tror jeg var faldet i en let søvn, da Harry hviskede i mit ører.

''Lad os gå ind i seng.'' Hviskede han, jeg nikkede ja, og flyttede mig fra Harrys arme.

''Godnat drenge.'' Sagde jeg, og gik hen mod døren, til et værelse. Harry kom hurtigt med ind også. Han kiggede væk, imens jeg hurtig tog nogle shorts og en løs t-shirt på, så lagde jeg mig ned i sengen. Harry tog hurtigt blusen af, også bukserne, han lagde sig ned ved siden af mig.

''Er du okay?'' Spurgte han, jeg nikkede, og smilede et lille smil. ''Undskyld.''

''Hvad?'' Spurgte jeg, hvorfor sagde han undskyld?

''Jeg skulle ikke have lavet det der nummer. Undskyld Alex.'' Sagde han, han kiggede ind i mine blå øjne. Hans grønne øjne, var ikke fyldt med med glæde, som de plejede. Men med tristhed. Det pinede mig, at se ham ked af det. Jeg smilede et opmuntrende smil til ham.

''Hey, det er lige meget Harry. Du ville jo bare være sjov, og hvis ikke hajen havde været der, så havde det været ret sjovt.'' Smilede jeg opmuntrende. Det virkede lidt, for hans grønne øjne blev mere normale igen.

''Hvorfor gik du endelig ud til den lille pige?'' Spurgte Harry pludselig. Jeg tænkte lidt over det, jeg vidste det ikke.

''Jeg ved det endelig ikke Harry. Da jeg så hende, skete der bare et eller andet med mig.'' Svarede jeg. Det var ærligt. ''Hvorfor holdte Louis og Zayn dig tilbage?''

''Da du løb derud, prøvede jeg at løbe med. Men de holdte mig tilbage.'' Sagde han.

''Hvorfor ville du løbe med mig?'' Spurgte jeg ham. Nu begyndt det at blive interassant.

''Fordi jeg holder af dig Alex. Meget endda.'' Svarede han. Han holdte af mig? Det kunne da ikke passe, der var ingen som holdte af mig. Udover min mormor. Jeg kiggede på ham, jeg ventede på at han skulle bygynde at grine. Men grinet kom aldrig.

''Du holder af mig?'' Spurgte jeg ham. Han nikkede.

''På så kort tid, så betyder du noget for mig. De andre holder også af dig.'' Smilede han. Jeg nikkede, og lukkede øjnene langsomt.

''Godnat Harry.'' Hviskede jeg.

''Godnat Alex.'' Hviskede han tilbage.

****

Da jeg vågnede op næste morgen, var Harry væk. Hans ord kørte rundt i mit hoved. Jeg holder af dig. Han havde næsten lige lært mig at kende. Og alligevel behandler han mig, som om han har kendt mig i lang tid. Han var dejlig. Jeg tog langsomt nogle jeans, og en blå bluse på. Ingen solbriller idag. Mit blåmærke var helt væk! Bye bye! Jeg gik ind til de andre, de sad rundt om bordet, og spiste morgenmad sammen med Paul. Tourbussen kørte stadig derud af. Jeg gik hen og satte mig ved siden af Harry, det var blevet en slags plads for mig nu. Jeg joinede ind i deres samtale.

''Hvor skal vi så lave idag Paul?'' Spurgte Niall, med munden fuld af mad.

''Vi skal besøge Alex mormor, Ingrid.'' Svarede Paul. Der voksede et stort smil på mine læber.

''Skal vi virkelig besøge min mormor?'' Spurgte jeg, og kiggede hen på Paul. Han nikkede, og jeg sendte ham et stort smil.

''Vi er der faktisk om 1 time.'' Sagde han. ''Så drenge, i må vidst hellere til at gøre jer klar.'' Drengene rejste sig modvilligt op, og gjorde sig klar. De var hurtigt klar, undtagen Zayn.

''Ved mormor godt vi kommer?'' Spurgte jeg Paul.

''Nej, det skulle være et slags surprise for hende.'' Smilede Paul, jeg nikkede, og satte mig hen ved siden af Harry. Jeg sendte ham et smil.

Langsomt kom vi kørende ind i min mormors landsby. Det var en lille sød landsby. Lidt efter kørte vi ind på hendes store gård, hvor de havde nogle marker, hvor de hystede korn. Jeg synes at det altid har været så hyggeligt her. Chaufføren åbnede døren, og vi trådte ud. Mig og Harry gik forrest. Vi gik hen til døren, og jeg åbnede den bare, og råbte.

''Mormor?'' Råbte jeg. Nogle stemmer inde fra køkkenet af blev stille. Hun var hjemme! Jeg gik ind og kom straks til det lille køkken, hvor min mormor sad og snakkede med en. Sad og snakkede med en dreng. En dreng jeg kendte godt. Min bror. Mike. Jeg stoppede op, så Harry stødte ind i mig, jeg stirrede på Mike også på min mormor.

''Alex?'' Sagde han, han rejste sig op. Han havde ikke forandret sig meget. Blevet højere, mere muskuløs, men han havde stadig det samme smil. Jeg stirrede rasende på ham. Min egen bror, som ikke engang havde kontaktet mig. Han gik hen imod mig, han prøvede at kramme mig, men jeg skubbede ham væk. Han så overrasket ud. Han så såret ud. Men jeg var ligeglad. Han havde ikke engang gidet at ringe til mig i 2 år! 2 lange år!

''Hvorfor er du sådan Alex?'' Spurgte han koldt.

''Hvorfor jeg er sådan? Hvorfor er du sådan en nar, og ikke engang at kontakte mig! Ikke engang ringe til mig! Eller besvare mine mails!'' Råbte jeg af ham.

''Det er da dig, som ikke gider at kontakte mig! Jeg har ringet til dig 1000-vis af gange! Jeg har skrevet til dig, men du har aldrig svaret!'' Råbte han igen.

''Nej du har ej!'' Råbte jeg af ham. Hvorfor begyndte han nu at lyve?

''Mor siger du ikke gider at snakke med mig! Hvad har jeg gjort? Det var dig som ville have mig afsted!'' Råbte han igen. Min mor? Havde min mor, sagt at jeg ikke gad at snakke med ham.

''Har mor sagt det?'' Spurgte jeg ham, helt normal. Ingen råben, eller noget.

''Ja, hun gav mig dit nye nummer, og din mail. Men du svarede aldrig.'' Svarede han. Hans stemme lød sårret.

''Jeg har ikke fået nyt nummer. Eller en ny mail. Mor hun løj for dig. Ligesom hun løj for mig. Min egen mor, lyver om mig.'' Sagde jeg, jeg havde begyndt at få tårer i øjnene.

''Så mor hun løj?'' Spurgte han, jeg nikkede.

''Det er ikke første gang.'' Sagde jeg, en tåre var kommet ned af min kind, Mike han tørte den straks væk, og trak mig ind i et kram.

''Jeg har savnet dig Mike.'' Sagde jeg lavmælt.

''Jeg har også savnet dig Alex.'' Sagde han lavmælt. Jeg hørte de andre rømme sig bagved mig. Jeg kom straks i tanke om dem. Hovsa.

''Mormor og Mike, det her er Harry, Louis, Niall, Liam, Zayn og Paul.'' Sagde jeg, de sagde hej, og det samme gjorde Mike og mormor. Mike klængede overraskende godt med drengene. Men jeg synes at mormor var lidt tilbageholdende. Somom hun skjulte noget.

''Hvad er der galt mormor?'' Spurgte jeg hende, hun svarede ikke. Jeg kiggede ind i hendes øjne. Der gemte sig noget. En hemmelig.

''Alexandra, jeg er ked af det.'' Sagde hun. Jeg rynkede panden.

''Hvad mener du?'' Spurgte jeg hende, de andre var holdt op med at snakke.

''Jeg vidste det. Jeg vidste godt, at dine forældre løj for Mike.'' Sagde hun. Hele min verden ramlede sammen. Hvordan kunne min egen mormor lyve for mig? Den eneste person som betød noget for mig.

''Du vidste det hele tiden?'' Spurgte jeg hende rasende. Hun lagde sin hånd oven på min, men jeg trak den hurtigt væk. Jeg bed mig selv i læben.

''Du ville ikke fortælle min bror, at min far banker mig? At jeg stjæler?'' Sagde jeg rasende, Mike kiggede uforstående på mig, også min mormor.

''Du vidste altså hele tiden, at mor løj for mig?'' Spurgte han, mormor nikkede. Jeg havde rejst mig op.

''Du var den eneste person, som jeg stolede på. Den eneste mormor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...