Everything is changed.

Da Alex storesøster dør, da hun kun er 15 år. Tager hendes liv en dramatisk drejning. Hendes bror, som holder familien sammen, tager på College i USA. Hendes forældre bebrejder Alex, for hendes søsters død. Da Alex er 17 år, stjæler hun, laver ballade, hun hænger ud med de forkerte.
Men hvad sker der, når hun møder det berømte boyband One Direction på et krise center?
Hvad sker der, når politiet banker på deres dør, og hendes onkel Paul, drengenes manager, tvinger hende til at bo sammen med dem. Vil det forandre hende? Eller vil hun forandre dem?

(Alex er pigen på coveret)

58Likes
125Kommentarer
18302Visninger
AA

26. Stay away.

Alex

________________________________

Person kom gående imod mig, da han trådte forbi lyset, kunne jeg se hans kendte ansigt. Jeg rejste mig op, og begyndte at gå, i den modsatte retning. Personen begyndte at gå lidt hurtigere. Han ville indhente mig. Pludselig tog han blidt fat i mit håndled, og svingede mig rundt, så jeg så, lige ind i hans smukke grønne øjne. Mine øjne blev straks fyldte med tårer. 

''Alex, lad mig nu forklare.'' Begyndte han.

''Lad mig nu bare være Harry.'' Sagde jeg. Jeg tog min arm til mig, og begyndte at gå igen. Han tog fat i mit håndled igen, han holdte fast den her gang.

''Alex, jeg er utrolig ked af det.'' Begyndte han igen.

''Forfanden Harry! Lad mig nu være!'' Råbte jeg ad ham.

''Hør nu bare på mig!'' Sagde han. Jeg stirrede hårdt, ind i hans øjne. Helt tomme. ''Lad os snakke sammen.''

''Vi to, er færdig med at snakke med hinanden.'' Sagde jeg hårdt. Da jeg havde sagt det, kom de endelig frem, tårene strømmede ned af mine kinder. Han så helt knust ud, jeg vente mig om, og begyndte at gå igen. Han gik efter, jeg begyndte at gå hurtigere.

''Alex.'' Bad han. Jeg gik videre, jeg tørrede hurtigt nogle tårer væk. Hvorfor kunne han ikke bare fatte det?  Seriøst.

''Alex, please, hør nu på mig.'' Begyndte han igen. Jeg gik hen og samlede nogle blade op, og smed dem efter ham. Seriøst Alex? Blade? Han tog fat i mit håndled igen, og vendte mig rundt, endnu en gang.

''Please Harry, lad vær.'' Sagde jeg, med tåre ned af kinderne.

''Alex, hør nu på mig. Jeg er virkelig ked af det.'' Sagde han, han havde fået våde øjne.

''Hvorfor gjorde du det? Hvordan kunne du gøre det?'' Hviskede jeg. Han prøvede at tøre nogle tårer væk, men jeg fjernede mit ansigt. ''Hvordan kunne du gøre det?''

''Alex......-'' Begyndte han. Men jeg afbrød ham.

''Hvordan kunne du?'' Råbte jeg ad ham. ''Du har været helt kold overfor mig, lige siden jeg blev optaget.'' Han svarede ikke, men kiggede ned i jorden.

''Svar mig Harry! Hvorfor?'' Græd jeg. ''Hvorfor?'' Han kiggede endelig op i mine øjne, han svarede stadigvæk ikke. Jeg begyndte pludselig, at slå ham på hans brystkasse. Og pludselig lagde han armene omkring mig, jeg lænede mig ind mod hans bryst, og græd.

''Jeg er så ked af det Alex.'' Sagde han, vi satte os hen på en bænk, han holdte stadig armene omkring mig. Han fortalte mig det hele. Hvordan han havde haft det, hvad ham og Louis havde snakket om idag. Alt.

''Vi vil altid være her for dig Harry.'' Sagde jeg.

''Det ved jeg godt.'' Sagde Harry tilbage. Han tog mig i hånden, og vi gik hjem ad. Vi var kommet til parkens indgang, da Harry stoppede op.

''Jeg har helt glemt at gøre noget.'' Sagde han, jeg kiggede underligt på ham.

''Glemt at gøre hvad?'' Spurgte jeg.

''Det her.'' Svarede Harry, og plantede sine bløde læber mod mine, i et hedt kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...