Everything is changed.

Da Alex storesøster dør, da hun kun er 15 år. Tager hendes liv en dramatisk drejning. Hendes bror, som holder familien sammen, tager på College i USA. Hendes forældre bebrejder Alex, for hendes søsters død. Da Alex er 17 år, stjæler hun, laver ballade, hun hænger ud med de forkerte.
Men hvad sker der, når hun møder det berømte boyband One Direction på et krise center?
Hvad sker der, når politiet banker på deres dør, og hendes onkel Paul, drengenes manager, tvinger hende til at bo sammen med dem. Vil det forandre hende? Eller vil hun forandre dem?

(Alex er pigen på coveret)

58Likes
125Kommentarer
18298Visninger
AA

20. Problems.

Alex

__________________________________

Jeg elsker dig. Jeg. Elsker. Dig. Alex. Omg. Hans ord var printet ind i min hukommelse. De blev afspillet på replay. Over and over again. Jeg elsker dig Alex.

Jeg steg ud af toget, jeg var endelig ankommet til London, efter flere timers togkørsel. Jeg gik den velkendte vej hjem, jeg så snart mine forældres hus. Og deres smadret bil. Den bil som jeg smadrede. De havde ikke fået den repereret endnu. Jeg gik op mod hoveddøren, jeg trak ned i håndtaget, men den var låst. Jeg fandt hurtigt nøglen under planten, og låste mig ind. Hele huset var tomt. Alt for tomt. Jeg tjekkede huset 2 gange, men der var ingen. Jeg fandt min mobil frem, og ringede til en mekaniker. Han ville komme så hurtigt han kunne. Jeg gik op på mit værelse, og skiftede tøj. Et kvarter senere, ringede det på døren. Mekanikerne ringede på. Jeg viste ham bilen.

''Hvordan er den skade sket?'' Spurgte han. Jeg rødmede.

''Jeg kom til at lukke lågen ned i den, også skete det. Hvor hurtigt kan du lave den?'' Spurgte jeg.

''Inden for 1 uge, vil jeg regne med. Men det vil ikke blive billig.'' Svarede han.

''Okay, bare send beløbbet til mit kort. Tag bare bilen med nu.'' Sagde jeg. Han nikkede, han gik hen til sin kranbil, og tog bilen med. Okay, 1 god gerning indtil videre. Jeg låste døren, og fandt hurtigt ind til byen. Jeg fandt hurtigt Olive. Vi krammede hinanden.

''Hvor er det dejligt at du er tilbage Alex!'' Sagde hun.

''Det er ikke længe, jeg er her.'' Sagde jeg. Hun kiggede forvirret på mig. ''Jeg rejser væk igen.''

''Du er jo lige kommet tilbage Alex!'' Sagde hun surt. Hun var sur, og ked af det. Det kunne man se i hendes øjne.

''Jeg ved det Olive. Men jeg har forandret mig.'' Sagde jeg. Det her var hårdt. Hårdt fordi jeg sårede en, som holdte af mig.

''Vil du ikke forandre dig tilbage? Please Alex. Du er den eneste jeg har.'' Sagde hun, hun havde fået tårer i øjnene.

''Olive, jeg er ikke sådan mere. Jeg holder af at gøre små enkle ting, jeg kan ikke blive. Jeg hører ikke til her.'' Sagde jeg. Det var ærligt. Jeg mente det, og jeg havde ret. Jeg hørte ikke mere hjemme i det her miljø. ''Det gør du hellere ikke.''

''Du ved ikke, hvad der er godt for mig.'' Sagde hun en lille smule hårdt.

''Det gør jeg Olive. Du er min bedsteveninde.'' Sagde jeg, jeg tog fat i hende, ruskede lidt i hende. Men hun slog mine arme væk.

''Du var min bedsteveninde. Det ændrede sig, da du mødte dem.'' Sagde hun. Hun lagde tryk på dem, og havde en stor afsky i stemmen, da hun sagde det.

''Dem, er ikke noget dårligt. De drenge er det bedste som er sket for mig!'' Sagde jeg hårdt. Jeg kiggede ind i hendes iskolde øjnene, som lynede.

''Det sagde du også om mig. Men du skifter jo mening, som folk skifter undertøj.'' Sagde hun koldt. Jeg så chokeret på hende. ''Tror du virkelig selv, at de ville have taget dig ind, hvis ikke du var i familie med ham der.''

''Jeg har faktisk mødt dem før.'' Sagde jeg.

''Ja, på den der krise psygo noget. Du passer perfekt ind.'' Sagde hun koldt. Hendes ellers smilende ansigt, blev koldt, ingen følelser i. Jeg svingede min hånd, og gav hende en perfekt lussing. Der var et rødt mærke efter min hånd. Hun tog sig til kinden, vendte sig rundt, og begyndte at gå.

''Olive! Jeg kan hjælpe dig!'' Råbte jeg efter hende, hun vendte sig rundt, og hvis blik kunne dræbe, var jeg død.

''Hvordan vil du hjælpe mig? Når du er lige så død for mig, som din søster.'' Råbte hun tilbage. Det stak. Mit hjerte trak sig sammen. Hvordan kunne hun sige det? Min bedsteveninde? Der kom et hånligt grin fra hende, så gik hun videre. Jeg begyndte at få våde øjne. Det sviede. Det stak. Jeg følte mig hjælpeløs. Forladt. Somom jeg var helt alene i den her verden. Jeg begyndte langsomt at gå hjem. For hvert et skridt jeg tog, gjorde det ondt. Min søster betød alt. Det vidste hun også godt.

Jeg nåede langsomt hjem, jeg trak ned i håndtaget, døren var åben. Var mine forældre hjemme? Der lød snak i køkkenet. Jeg gik forbi døren, da jeg blev stillet et spørgsmål.

''Hvor er bilen?'' Spurgte min mor pludselig. Jeg stoppede op, gik tilbage, og kiggede på hende. ''Bilen?''

''Den er til en mekaniker. Han hentede den idag.'' Svarede jeg. Min mor lavede en gestus mod stolen. Min far stod lænet opad køkkenskabet. Jeg gjorde som hun vidste. Der var et stykke tid, før de endelig sagde noget.

''Din mormor har ringet.'' Sagde min far pludselig, jeg kiggede på ham. Han havde ikke sagt noget til mig, i 2 år. Ikke noget flinkt, altid råbt. ''Hun fortalte det hele.''

''Vi er kede af det Alex. Utrolig kede af det.'' Sagde min mor, hun havde fået tårer i øjnene.

''Kede af det?'' Spurgte jeg rasende. ''I er kede af det? Hvordan tror i så ikke jeg har det?!''

''Det var ikke retfærdig at gøre det, ingenting af det.'' Forsatte min mor.

''Retfærdig? Fair? Intet af det som I gjorde, har nogensinde været retfærdig!'' Råbte jeg. Jeg havde rejst mig op, jeg stirrede rasende på mine forældre.

''Alex, vi er kede af det. Jeg er ked af det! Det skulle ikke have været gået udover dig. Aldrig.'' Sagde min far.

''Nå, men det gjorde det far! I var der aldrig for mig!'' Råbte jeg. Jeg havde fået tårer i øjnene ligesom mor.

''Vi er kede af det Alex.'' Sagde mor.

''I er ikke en skid kede af det!'' Råbte jeg igen. Min far kom over mod mig, han tog fat i mig. Jeg begyndte at slå ham på hans brystkasse, flere gange. Han trak mig ind i et kram, han holdte om mig. Jeg græd i hans arme.

''Vi elsker dig Alex. Det må du aldrig tvivle på.'' Sagde min far. Mor kom også hen til os. Hun lagde arme omkring mig også. De elskede mig? Jeg havde altid troet de havde mig?

''Vi elsker dig så højt Alex.'' Sagde min mor, hun græd også.

''Jeg elsker også jer.'' Sagde jeg.

****

1  uger senere

''Alex bilen er kommet!'' Råbte min mor til mig. Jeg satte mig op i sofaen, og gik ud i haven, hvor mine forældre stod. Bilen som jeg havde smadret, var ikke smadret mere. Men skinnende! Wow! Jeg gik hen til mine forældre. Min far tog om mig. Den her uge, har været en af de bedste i mit liv. Vi var en familie igen. En god familie. Vi råbte ikke ad hinanden. Men lavede familie ting sammen. Det var fantastisk. Men jeg skulle afsted idag, det havde jeg bestemt. Vi gik ind i stuen igen, jeg havde stillet min taske der.

''Er du sikker på, at jeg ikke skal kører dig derned?'' Spurgte far. Jeg smilede til ham. Et rigtigt ægte familie smil.

''Nej far, jeg går.'' Smilede jeg. Jeg krammede mine forældre, og gik ud af døren. Vi var en familie igen. En rigtig familie. Vi havde det godt sammen igen. Jeg blev revet ud af mine tanker, da jeg pludselig kom gående forbi politistationen. Jeg stoppede op, da en bestemt person kom gående ud af dørene. Hans blik ramte straks mit, der kom et klamt smil over ham. Hans blik lyste af mord.

______________________________________

Så piger! Så kom der endelig noget!

Jeg undskylder mange gange,

for at der ikke er kommet noget,

i et stykke tid!

Hvem tror i han er?

Hvorfor smiler han til Alex?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...