Everything is changed.

Da Alex storesøster dør, da hun kun er 15 år. Tager hendes liv en dramatisk drejning. Hendes bror, som holder familien sammen, tager på College i USA. Hendes forældre bebrejder Alex, for hendes søsters død. Da Alex er 17 år, stjæler hun, laver ballade, hun hænger ud med de forkerte.
Men hvad sker der, når hun møder det berømte boyband One Direction på et krise center?
Hvad sker der, når politiet banker på deres dør, og hendes onkel Paul, drengenes manager, tvinger hende til at bo sammen med dem. Vil det forandre hende? Eller vil hun forandre dem?

(Alex er pigen på coveret)

58Likes
125Kommentarer
18237Visninger
AA

34. Over again.

Harry

_____________________________________________________

Hvad havde jeg gjort? Jeg havde skubbet, noget af det bedste fra mig. Jeg stirrede tomt ind i skærmen, jeg kiggede på Alex sidste tweet.

''@AlexWestchest ready to Halloweenparty! Wish you were here babe @Harry_Styles.'' Der var vedhæftet et billede, og der stod Alex i sit bi kostume. Jeg havde beskyldt hende for, at være mig utro. Jeg havde råbt af hende. Kaldt hende utilgivelige navne. Jeg havde skubbet hende, så hun var faldet. Hvordan kunne jeg skubbe til Alex, når jeg elskede hende så højt? Hvad var der galt med mig? Jeg havde ikke engang lyttet til hende. Når jeg tænkter tilbage på det, så ville hun aldrig have været mit utro. Jeg var den største idiot nogensinde. Jeg hadede mig selv for det.

''Haz, du skal nok få hende tilbage.'' Sagde Liam blidt til mig. Jeg kiggede op på ham, med tårer i øjnene. Louis så på mig med væmmelse, han havde været ved at smadre med, hvis ikke Zayn og Liam havde trukket ham væk. Han kunne ikke forstå, hvordan man kunne skubbe en pige, han holdte meget af Alex. Han var faldet til ro, men jeg vidste hvad han tænkte.

''Ikke den her gang.'' Sagde jeg. Hvorfor skulle jeg være sådan? Det rev mig i stykker, at jeg havde opføret mig sådan. At jeg havde gjort skade mod Alex.

Alex

__________________________________________________

Jeg var helt knust. Jeg havde efter flere timers, hvor jeg havde ligget i gangen og grædt, havde jeg endelig slæbt mig selv ind på mit værelse. Det bankede på døren, og min mors blide stemme trængte igennem.

''Er du okay skat?'' Spurgte hun, jeg svarede ikke, med græd bare videre ned i min pude. Min mor kom langsomt ind, og satte sig i sengen til mig, hun strøg min ryg.

''Så skat. Det hele skal nok gå.'' Hviskede hun stille. Jeg satte mig op, og hun tog mig ind i et kram, jeg græd ud på min mors skulder.

''Hvad er der galt?'' Spurgte hun mig, hun kiggede mig i øjnene, og tørrede mine kinder.

''Mig og Harry er forbi, han troede jeg havde været ham utro.'' Svarede jeg hende, lige da jeg havde sagt det, begyndte det at stikke slemt i mit hjerte. Hun aede min ryg, og strøg mig over håret. Jeg faldt langsomt i søvn i hendes arme.

Da jeg vågnede igen, var kl 09 om morgen. Søndag morgen. Jeg slæbte mig ud i et bad, jeg kiggede på mit spejlbillede, mine øjne var helt røde, og det gjorde lidt ondt når jeg blinkede. Jeg tog langsomt mit tøj af, og lod de varme stråler ramme min nøgne krop. Den krop, som havde rørt. Jeg ville være ren, helt ren for ham. Jeg tog noget tørt tøj på, og føntørrede mit hår. Jeg kunne slet ikke smile. Jeg løftede op i min sweater, og man kunne ane lidt nogle blå mærker, fra da Harry skubbede mig. Han skubbede mig, så jeg faldt. Jeg trykkede blidt på dem, de gjorde ikke så ondt, men de var irriterende. Jeg tog mine yndlingssolbriller på, selvom solen ikke skinnede. Så ville folk ikke se mine øjne. Jeg pakkede hurtigt min taske, og kiggede på min mobil, 26 misset opkald, 47 SMS. Jeg slukkede min mobil, og gik ned i gangen, med min taske. Jeg satte mig ud i køkkenet, til mine forældre, som var igang med at spise morgenmad.

''Hvordan har du det skat?'' Spurgte min mor. Jeg løftede bare på skuldrene kort, det var svaret. Elendigt. Forfærdeligt. Sur. Græde. Jeg kender en masse triste ord. Jeg tog noget yogurt, jeg ville normalt tage rundstykker og æg, men jeg var ikke rigtig sulten. Jeg spiste kun halvdelen, da jeg skubbede tallerknen fra mig. Jeg gik ind på badeværelset, og skyndte mig at børste tænder. Jeg tog min converse sko på, jeg gik ned og krammede mine forældre farvel, jeg trådte ud i den kolde morgenvind. Jeg gik hen og satte mig på en bænk, og kiggede ned i jorden. Jeg kiggede min taske igennem, og selvfølgelig manglede jeg nogle bøger. Og jeg vidste godt, hvor de var. Jeg prøvede at ringe Paul op, men han tog den ikke. Så jeg gik hen mod deres lejlighed, jeg trykkede usikkert på knappen, elevatordørene lukkede sig langsomt, og jeg steg opad. Elevatore stoppede op, og jeg steg ud. Jeg gik med langsomme skridt hen mod deres dør. Den dør jeg havde smækket, og løbet grædende ud af. Jeg tog mit ører til døren, og kunne ikke høre noget. Jeg trak ned i håndtaget, den var åben. Jeg gik langsomt derind, stuen var tom, de lå vel stadigvæk og sov. Jeg så mine bøger ligge på en stol, jeg gik hutigt men stille hen og tog dem. Jeg proppede dem ned i min taske. Pludselig blev en dør åbnet, jeg smed mig om bag sofaen, jeg lå helt stille, og så Louis fødder, han gik ud i køkkenet. Jeg rejste mig langsomt op igen, han stoppede op, og kiggede undrende på mig.

''Jeg skulle hente nogle bøger.'' Hviskede jeg, min stemme lød helt grødet. Louis gik hen til mig, og trak mig ind i et kram. Vi satte os ud i køkkenet, han lavede noget varmt the til os. Han fjernede blidt mine solbriller, og så mine røde øjne. Pludselig blev en dør åbnet, jeg fór sammen.

''Harry er her ikke. Det har han ikke været siden igår aftes.'' Sagde Louis, jeg slappede af igen. Straks kom Liam ud, han krammede mig også, ligesom Louis gjorde.

''Harry fortalte os det hele igår.'' Sagde Liam, jeg nikkede bare. Jeg havde fået tårer i mine øjne igen.

''Harry er en idiot. En stor en! Og det ved han også godt. Han har det hele elendigt.'' Sagde Louis, han lød helt sur.

''Jeg er ligeglad med, hvordan han har det.'' Sagde jeg koldt, jeg tørrede nogle tårer væk.

''Han er virkelig ked af det Alex.'' Sagde Liam. ''Men han skulle ikke have gjort det.'' Han hentydede sikkert til skubbet, og at han slet ikke lyttede til mig. Jeg sank en stor klump.

''Du vil ikke se os, i et stykke tid.'' Sagde Louis, jeg kiggede undrende på ham. ''Vi tager på tourne i USA, vi er væk i 4 måneder.''

''Jeg kan stadigvæk godt snakke med jer ikke?'' Spurgte jeg dem, Louis smilede til mig.

''Altid, vi vil altid snakke med dig.'' Svarede han mig. Jeg smilede faktisk et varmt smil til ham. Jeg kiggede på klokken, den var ved at være mange. Jeg rejste mig op, og krammede de 2 søde drenge farvel.

''Pas godt på dig selv Alex.'' Sagde Liam.

''I lige måde.'' Smilede jeg til ham. Jeg tog min taske, og gik ud af døren. Jeg gik ned mod stationen, og jeg stod og ventede på toget, da jeg pludselig hørte en velkendt hæs stemme.

''Alex, hør på mig.'' Bad han, jeg begyndte at gå væk fra ham.

''Alex please. Jeg var en stor idiot.'' Sagde han, jeg vendte mig rundt, og så ind i hans flotte grønne øjne, de var lige så røde som mine. Han gik et skridt hen mod mig, og jeg gik afværende tilbage. Jeg var bange for ham. Bange for, at han ville skade mig mere, knuse mit hjerte igen.

''Jeg er så ked af det.'' Sagde han.

''Bare stop Harry. Du er ikke ked af det. Du er bare sur, fordi du ikke havde ret.'' Sagde jeg hårdt til ham, min stemme kunne knække hvert eneste sekund.

''Jeg er ked af Alex. Jeg ville aldrig gøre dig ked af det, jeg ville aldrig have råbt af dig.'' Sagde han, jeg kiggede væk fra ham.

''Please Alex, tilgiv mig.'' Sagde han, han tog pludselig fat i min hånd. Jeg trak den hurtigt til mig.

''Du skal ikke rører mig!'' Sagde jeg, tårene trillede frem igen. Jeg kunne ikke tilgive ham. Ikke efter alt det han gjorde. ''Vil du ikke nok bare lade vær? Har du ikke gjort mig fortræd nok?''

''Jeg er så ked af det Alex. Jeg skulle have lyttet til dig, jeg skulle ikke have været sådan. Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv.'' Sagde han, tårene flød ligesom hos mig.

''Harry, jeg kan ikke.'' Græd jeg.

''Jeg elsker dig så højt Alex.'' Sagde han. Han lagde pludselig armene omkring mig, først prøvede jeg at skubbe ham væk, men jeg stoppede med at kæmpe imod, og lagde så armene omkring ham. Vi græd sammen.

''Vi kan ikke være sammen Harry.'' Græd jeg.

''Hvorfor ikke?'' Spurgte han.

''Fordi der vil ske ting som det igen.'' Svarede jeg.

''Det vil der ikke.'' Sagde han, han lød helt bestemt, men han kendte også godt svaret. Det ville der.

''Jeg elsker dig Harry.'' Græd jeg. Langsomt stoppede toget op, jeg trak mig ud af hans kram.

''Farvel Harry.'' Græd jeg.

''Alex please.'' Bad han, jeg rystede bare grædende på hovedet. ''Alex please! Jeg bliver bedre! Jeg kan blive bedre!'' Dørene sammen, og jeg fandt et sæde og græd ud. Toget kørte langsomt væk fra Harry. Jeg ved ikke hvor længe jeg græd, men pludselig blev nogle arme langsomt omkring mig. Jeg kiggede op, og kiggede ind i James dejlige blå øjne.

''Hvad så?'' Spurgte han, jeg fortalte ham det hele. Han holdte bare om mig hele tiden.

''Hvem tror du det var?'' Spurgte han pludselig. Hvem hvad var?

''Hvad?'' Spurgte jeg tilbage.

''Den person på båndet, personen kendte dit kodeord, hvor dine ting lå, og kunne få adgang til dit værelse.'' Svarede James mig. Pludselig faldt alle brikkerne på plads. Sally den bitch. Hun lå i min seng! Mit Catwoman kostume lå smidt på gulvet, og døren var jo låst om aften!

''Sally.'' Hvæsede jeg. Payback is gonna be a bitch! James så skræmmende på mig, jeg tørrede mine øjne, og der kom en ny følelse frem i mig. En følelse af had. Toget stoppede op i Bradford. Vi steg ud, og satte os ind i bussen.

''Du har ikke tænkt dig, at gøre noget stort vel?'' Spurgte han.

''Nej da, du kender mig.'' Svarede jeg.

''Ja, lige præcis.'' Sagde han. Han kendte mig for godt. Bussen stoppede op foran Colleget, og vi gik ind på skolens grund, vi blev hilst på af en masse. Keith smilede og vinkede til mig. Jeg smilede overraskende tilbage til ham. James fulgte mig hen til værelset, han holdte mig tilbage, men der var ingen Sally i rummet. Jeg fjernede alle hendes klamme ting fra min halvdel, og gik ud i kantinen sammen med James. Vi satte os ned, og spiste lidt mad. Jeg skimtede en velkendt pige, gå ind på gangen. Jeg ventede, og så at hun kom tilbage til kantinen.

''Se der.'' Sagde jeg til James, han kiggede derover, og jeg rejste mig hurtigt op, og gik med besteme skridt hen mod hende.

''Shit.'' Hørte jeg James sige. Mit hjertede bankede og pumpede derud af. Hun smilede til mig.

''Hej Al....'' Hun nåede ikke at sige mere, før jeg havde banket min knytnæve lige ind i hendes fjæs. Hun skreg af smerte. Jeg tog fat i hende, og skubbede hende henover et bord med mad. James prøvede at mase sig igennem, men folk var samlet rundt omkring mig og Sally. Hun rejste sig op igen, og jeg slog hende endnu engang.

''DET ER FORDI, AT DU VAR I SENG MED EN, OG TÆNDTE MIN COMPUTER SÅ HARRY TROEDE DET VAR MIG!'' Råbte jeg af hende, så skubbede jeg til hende hårdt, så hun ramte jorden hårdt.

''Dit elendige liv er først lige begyndt!'' Råbte jeg af hende. Pludselig blev nogle stærke arme lukket omkring mig.

''Slip mig!'' Råbte jeg, jeg blev hevet væk fra flokken. Det var Keith som havde hevet mig væk fra Sally af.

''Slap af Alex!'' Råbte Keith af mig. Han trak mig udenfor, så jeg kunne falde til ro. Jeg slappede af.

''Du kan ikke bare banke løs på hende.'' Sagde han til mig. ''Du kan blive bortvist!'' Jeg havde vidst ikke helt tænkt det igennem.

''Undskyld.'' Mumlede jeg.

''Du skal ikke undskylde, det var fedt!'' Smilede Keith til mig, jeg kiggede overraskende på ham.

''Hvad?'' Spurgte jeg, han begyndte at grine. James kom løbende ud mod os. Jeg gik tilbage mod kantinen, Sally lå ikke på gulvet mere, og folk kiggede respektfuld på mig. Jeg troede de ville freake out, og blive total bange, men nej. Hvad skete der? Jeg tog et æble, og gik ind på mit værelse. Jeg satte mig i sengen, og proppede mine høretelefoner i ørene, og gik ind på Twitter. Der kom en masse lort frem, og et Twitcame fra Harry af.

Harry

_______________________________________________________

Jeg stirrede tomt ind i skærmen, viewsne rullede ind. De havde sikkert forventet, at se en glad og smilende Harry, men det gjorde de ikke.

''Kender i det, når man lader ens livs kærlighed gå?'' Spurgte jeg dem. Nogen gjorde, men de fleste gjorde sikkert ikke. Jeg bed mig i læben, mine øjne var stadig røde.

''Jeg var en idiot her igår. Den største nogensinde. Jeg gjorde en person rigtig ked....'' Begyndte jeg, jeg stoppede op og kiggede ned. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg vidste godt hvad jeg ville synge til hende, men, jeg ved ikke.

''Alex, jeg er virkelig ked af det.'' Begyndte jeg, jeg gik ind og afspillede en melody, som ingen kendte udover os.

''Said i’d never leave her cause her hands fit like my tshirt,Tongue tied over three words, cursed.
Running over thoughts that make my feet hurt,
Bodies intertwined with her lips

Now she’s feeling so low since she went solo
Hole in the middle of my heart like a polo
And it’s no joke to me
So can we do it all over again

If you’re pretending from the start like this,
With a tight grip, then my kiss
Can mend your broken heart
I might miss everything you said to me

And I can lend you broken parts
That might fit like this
And I will give you all my heart
So we can start it all over again

Can we take the same road two days in the same clothes
And I know just what she’ll say if I make all this pain go
Can we stop this for a minute
You know, I can tell that your heart isn’t in it or with it

Tell me with your mind, body and spirit
I can make your tears fall down like the showers that are British
Whether we’re together or apart
We can both remove the masks and admit we regret it from the start

If you’re pretending from the start like this,
With a tight grip, then my kiss
Can mend your broken heart
I might miss everything you said to me

And I can lend you broken parts
That might fit like this
And I will give you all my heart
So we can start it all over again

You’ll never know how to make it on your own
And you’ll never show weakness for letting go
I guess you’re still hurt if this is over
But do you really want to be alone?

If you’re pretending from the start like this,
With a tight grip, then my kiss
Can mend your broken heart
I might miss everything you said to me

And I can lend you broken parts
That might fit like this
And I will give you all my heart
So we can start it all over again

If you’re pretending from the start like this,
With a tight grip, then my kiss
Can mend your broken heart
I might miss everything you said to me

And I can lend you broken parts
That might fit like this
And I will give you all my heart
So we can start it all over again.'' Jeg sluttede af. Det var måske noget utrolig dumt, det jeg lige gjorde. Eller også var det, det bedste. Jeg lukkede min bærbar i, og kiggede ud mod stjernerne. Jeg savner hende. Jeg savner hendes dejlige grin, hendes dejlige smil. Hun kunne bringe lys, til min ellers så mørke verden. Jeg ville altid elske hende. Hun vil altid være den eneste ene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...