Everything is changed.

Da Alex storesøster dør, da hun kun er 15 år. Tager hendes liv en dramatisk drejning. Hendes bror, som holder familien sammen, tager på College i USA. Hendes forældre bebrejder Alex, for hendes søsters død. Da Alex er 17 år, stjæler hun, laver ballade, hun hænger ud med de forkerte.
Men hvad sker der, når hun møder det berømte boyband One Direction på et krise center?
Hvad sker der, når politiet banker på deres dør, og hendes onkel Paul, drengenes manager, tvinger hende til at bo sammen med dem. Vil det forandre hende? Eller vil hun forandre dem?

(Alex er pigen på coveret)

58Likes
125Kommentarer
19199Visninger
AA

14. Hjernerystelse.

Alex

___________________________________________________

''HARRY PAS PÅ!'' Skreg jeg. Jeg havde fået øje på et rådyr, som pludselig var kommet ud på vejen. Harry så det, og drejede skarpt for at undgå rådyret. Vi fløj udover vejen, ned af en lille slags bakke, hvor der lå en mark. Bilen rullede rundt. Vi rullede ned af bakken, glasset splintrede, bilen blev skramlet. Jeg nåede slet ikke at opfatte det, før vi landede med et højt brag. Jeg røg centimeter ud af sædet af, sikkerhedselen holdte mig oppe. Jeg havde ondt over det hele. Mit hoved bankede. Jeg drejede besvært hovedet og så at Harry hang på præcis samme måde. Han kiggede hen på mig, hans pande var ødelagt af et stort blodigt sår i panden. Han havde nogle ridser på sin ene kind. Han sendte mig et forpint udtryk med øjnene. Pludselig kunne vi hører løbende trin, og nogle råb.

''HARRY! ALEX!''

''RING TIL EN AMBULANCE!'' Jeg kiggede til den anden side, og så at den var helt smadret. Man kunne ikke komme ud den vej. Pludselig dukkede Louis og Liams hoved frem fra Harry side, de så helt paniske ud.

''Vi skal nok få jer ud!'' Havde en af dem sagt, det var begyndt at flimre lidt for mig. Jeg rakte ud efter Harry, han tog min hånd i sin.

''Harry, læg dine hænder mod loftet, så åbner vi dit sikkerhedsbælte.'' Sagde en eller anden. Det var også blevet lidt sløret. Harry slap ikke min hånd, han ville ikke. Jeg tog modvilligt hånden til mig, så han kunne komme ud. Han lagde hænderne mod loftet, også låste Louis hans sikkerhedsbælte op. Han røg langsomt ned på loftet. Zayn og Liam trak ham ud.

''Også dig Alex.'' Sagde Louis. Jeg gjorde som han sagde, han var kravlet ind i bilen, for at åbne min sikkerhedsbælte. Men den ville ikke åbne.

''Fuck.'' Mumlede Louis.

''Hvad fuck?'' Havde en eller anden råbt. De hørte det også.

''Den vil ikke åbne!'' Sagde Louis panisk. Jeg fjernede hænderne, og prøvede selv. Jeg trykkede ned flere gange, men den sad fast.

''I må hive mig ud.'' Mumlede jeg svagt. Det var det første jeg havde sagt. Louis tog fat i mine arme, og trak langsomt til. Jeg rykkede mig ikke det mindste. Han trak lidt hårder til, han lå på maven.

''LOUIS SKYND DIG! DER ER BEGYNDT AT KOMME ILD!'' Sagde en panisk stemme.

''Den vil ikke give slip!'' Råbte han til de andre. Der var begyndt at komme ild? Ild!? Snart ville jeg blive futtet af, hvis jeg ikke kom ud. Jeg prøvede igen med knappen, men stadigvæk ingen virkning. Jeg kiggede ned på loftet, og fandt et stort stykke glas. Det var skarpt. Jeg greb ud efter det, og samlede det op. Jeg kunne langsomt hører en sirene, eller noget. Jeg begyndte at skærer i sikkerhedsbæltet. Jeg knugede hårdt om glasset, så mine fingre var begyndt at bløde. Jeg var ligeglad, med den skarpe smerte, jeg ville bare fri. Jeg prøvede at skærer i selen, det var svært. Det var stadig sløret, flimrende.

''Skynd dig Alex!'' Halvråbte Louis, jeg havde fået skåret den ene op. Jeg kunne langsomt se ilden. Den alt for varme ild. Louis så det også, han tog hårdt fat i mine arme, og trak til, jeg røg ned på taget på med et bump, så blev han trukket ud, imens han holdte i mine arme. Jeg kom langsomt ud på den våde jord. En eller anden hev mig op, og vi løb væk fra bilen. Pludselig blev vi skudt fremad, jeg landede hårdt på den mudrede jord. En eller anden hjalp mig op, Louis hjalp mig op. Han var helt mudret. Eller beskidt. Der holdte en ambulance oppe på vejen, og nogle brandfolk som slukkede bilen. Jeg kunne skimte at Niall og Zayn holdte Harry nede. Der var nogle ambulancefolk omkring ham. Jeg klamrede mig til Louis, det gjorde ondt, for hvert et skridt jeg tog. Smerte. Smerte. Men mest smerte fordi Harry var kommet til skade. Der kom en ambulancemand, og hjalp Louis, med at gå med mig. Jeg blev sat ind i en ambulance, lige overfor Harry. Han kiggede ned i jorden. Jeg blev tjekket, af en ung ambulancemand. Men jeg skulle på hospitalet for en sikkerhedsskyld, før at de kunne være sikre. Mit hoved bankede slemt.

 

Harry

_________________________________________________

Jeg havde kørt mig og Alex udover vejen. Hun havde siddet fast derinde, og jeg havde ikke hjulpet. Hvis jeg havde haft øjnene på vejen, ville jeg have set rådyret. Jeg ville ikke sidde her, og vente på en læge kom ud, og fortalte hvad der var galt med Alex. Paul og Simon sad der også. Og drengene. Niall havde grædt, han havde været helt ked af det. Louis klappede mig medfølende på skulderen. Jeg havde sluppet med nogle skrammer, men jeg havde ikke brækket noget. Jeg var helt normal. Stadig gaamle Harry, bare med et stort plaster i panden, og en bandage på armen, glasset havde skåret ham dybt ind i armen, da han landede ned på taget. Pludselig kom der en hvis læge hen imod os. Jeg rejste mig straks op, og gik hen mod ham, ligesom Paul, Simon og de andre drenge gjorde.

''Hvad så doktor?'' Spurgte jeg med en hæs stemme. Han så faktisk ret bekymrende ud.

''Alexandra har slået hovedet slemt, hun har fåen en slem hjernerystelse, derfor kan hun godt være svimmel. Hun må ikke falde i søvn de næste par timer, da hun måske ikke vil vågne igen. Hun skal komme ind i morgen kl 14, for at tjekkes. Hun må ikke sove indtil da.'' Svarede han. Jeg var sur på mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke få den hjernerystelse, og ikke Alex? Vi satte os hen, og ventede på Alex. Vi måtte ikke komme ind til hende, men hun skulle komme herud. Vi ventede i 10 minutter, før dørene endelig blev åbnet. Og ud kom Alex med et lille plaster i hovedet, hun skulle sys, hun havde også fået nogle skrammer. Jeg rejste mig hurtigt op, og gik hen til hende. Jeg trak hende ind i et kram.

''Undskyld Alex.'' Hviskede jeg ind i hendes ører.

''Det er ikke din skyld Harry.'' Hviskede hun tilbage. Hun havde ikke ret, for det var min skyld. Det var min skyld, at hun skulle sys, min skyld at hun fik en slem hjernerystelse. Jeg havde det forfærdeligt. Elendigt. Tænk jeg kunne gøre det mod Alex. Hvorfor hadede hun mig ikke? For det gjorde jeg nemlig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...