Everything is changed.

Da Alex storesøster dør, da hun kun er 15 år. Tager hendes liv en dramatisk drejning. Hendes bror, som holder familien sammen, tager på College i USA. Hendes forældre bebrejder Alex, for hendes søsters død. Da Alex er 17 år, stjæler hun, laver ballade, hun hænger ud med de forkerte.
Men hvad sker der, når hun møder det berømte boyband One Direction på et krise center?
Hvad sker der, når politiet banker på deres dør, og hendes onkel Paul, drengenes manager, tvinger hende til at bo sammen med dem. Vil det forandre hende? Eller vil hun forandre dem?

(Alex er pigen på coveret)

58Likes
125Kommentarer
18300Visninger
AA

16. Goodbye.

Alex

_________________________________________________

''Så jeg må godt sove nu?'' Spurgte jeg desperat lægen. Han nikkede smilende, jeg åndede lettet op.

''Din hjernerystelse er faldet meget, så du må godt sove. Men hvis du begynder at få en slem hovedpine, så skal du kommer herind igen.'' Smilede han, jeg nikkede. Jeg gik ud til de andre, Harry fortalte hurtigt de andre hvad lægen sagde.

''Så er det hjem i seng!'' Sagde Harry glad. De andre drenge begyndte at grine. Perverse.

Det føltes somom, vi var hjemme igen efter 5 minutter, fordi jeg glædede mig så meget til at sove. Jeg havde ikke sovet i over 24 timer. Så jeg var helt smadret. Det måtte Harry endelig også værer, for han havde hellere ikke sovet. Han havde været oppe hele natten, sammen med mig. Vi så nogle forskellige film, også gik vi en lang hyggelig tur, som endte med et lille kys. Jeg smækkede døren op, og gik langsomt ind på værelset, jeg smed mig i sengen, og faldt hurtigt i søvn.

Jeg vågnede pludselig igen, jeg kiggede på klokken, jeg havde kun sovet i 2 timer. Jeg kunne mærke nogle varme stærke arme omkring mig, og så det var Harry. Søde Harry. Han lå og sov sødt. Jeg betragtede hans smukke ansigt. Det var helt fortryllende. Jeg faldt langsomt i søvn igen, og tænkte på Harry. Jeg sov i flere timer, før jeg endelig vågnede igen. Klokken var 23 om aften. Da jeg vågnede igen, var der ingen Harry. Hans plads var tom. Ingen stærke arme omkring mig. Jeg satte mig langsomt op, og kunne hører nogle stemmer, inde i stuen. De sagde mit navn. Hvorfor sagde de mit navn? Jeg rejste mig langsomt og stille, og listede hen til døren.

''Harry, tror du selv at Alex kan komme ind på et College?'' Spurgte en stemme, Liams stemme.

''Jeg ved det ikke.'' Svarede Harry. Han havde fortalt dem om ansøgningen, jeg ville ansøge om. Han troede ikke jeg kunne komme ind?

''Hvorfor sagde du det så til hende?'' Spurgte Niall.

''Jeg ville bare gøre hende glad. Efter at det var min skyld.....'' Begyndte Harry, men en afbrød ham.

''Harry det var ikke din skyld.'' Sagde en stemme, Louis stemme.

''Jeg føler det bare sådan!'' Sagde Harry hårdt.

''Hvorfor er du endelig sådan Harry? Hun er okay. Er der mere bag?'' Spurgte Zayn.

''Nej.'' Svarede Harry kort.

''Men i har kysset, ikke?'' Spurgte Louis pludselig. Harry svarede ikke.

''Er det noget i det Harry?'' Spurgte Liam. Jeg holdte vejret.

''Nej, det var bare nogle uskyldige kys. De betød ingenting.'' Svarede Harry. Jeg stod mod åben mund. Ingenting? De betød ingenting. Hans ord gav genlyd i hele mit hoved. Jeg ville væk. Væk fra dem, væk fra det hele. Jeg gik hurtigt men stille hen til min taske. Jeg hoppede i nogle jeans, og en tyk trøje, jeg havde taget fra Zayn. Jeg smed Harrys sweatshirt på gulvet. Jeg tog hurtigt, og lydløst mine sko på. Jeg tog min taske, og gik hen mod vinduet. Der var en trappe, lige udfor vinduet. Jeg åbnede det lydløst, og gik ud af det. Jeg kastede et sidste blik på værelset. Mig og Harrys kram der. Jeg gik hurtigt og larmende ned af trapperne, da jeg nåede jorden, begyndte jeg bare at løbe. Jeg fandt min mobil frem, og sendte en bedsked til Olive.

''Jeg er på vej hjem. Vi ses snart. - Alex.''

Jeg fandt hurtigt den nærmeste tog station, og ventede på et tog, som ville gå ind til London. Det ville komme om 1 time. Bare de ikke fandt ud af det. Så ville jeg komme væk fra det her.

Harry

_______________________________________________

Klokken var 23:30, da jeg sidst kiggede på klokken. Vi sad og så TV, alle undtagen Alex. Det betød ingenting, var en løgn. Jeg holdte virkelig af hende, jeg kunne godt lide hende. Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det. Jeg var en idiot. Men jeg var ikke parat til at fortælle det. Jeg rejste mig op, og gik ind på mig og Alex's værelse. Jeg åbnede døre, strømmede en kold luft imod mig. Senge var tom. Jeg kiggede i hele rummet, men ingen Alex.

''ALEX ER VÆK!'' Råbte jeg til de andre, de kom farende ind.

''Hvad?''

''Alex er væk!'' Sagde jeg igen. Jeg fandt min sweatshirt ligge på gulvet. Hun var væk. Alex var væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...