Everything is changed.

Da Alex storesøster dør, da hun kun er 15 år. Tager hendes liv en dramatisk drejning. Hendes bror, som holder familien sammen, tager på College i USA. Hendes forældre bebrejder Alex, for hendes søsters død. Da Alex er 17 år, stjæler hun, laver ballade, hun hænger ud med de forkerte.
Men hvad sker der, når hun møder det berømte boyband One Direction på et krise center?
Hvad sker der, når politiet banker på deres dør, og hendes onkel Paul, drengenes manager, tvinger hende til at bo sammen med dem. Vil det forandre hende? Eller vil hun forandre dem?

(Alex er pigen på coveret)

58Likes
125Kommentarer
19202Visninger
AA

24. Drugs and other stuff.

Alex

__________________________________________

''Hvad har du gang i?'' Hvæsede Louis af Harry. Han kiggede ned i jorden. Det lignede ham ikke. Pludselig så rejste han sig op, og stormede ud af døren, den smækkede højlydt efter ham. Liam og Niall kom hurtigt hen til mig.

''Er du okay?'' Spurgte Liam. Jeg prøvede at sætte mig op, men der skød en slem smerte i mine ribben, så jeg lagde mig hurtigt ned igen. Niall han tog min hånd, og gav den et lille klem.

''Løft lige op i din bluse, så jeg kan trykke lidt på dine ribben, for at se om de er brækket.'' Sagde Liam, jeg nikkede. Jeg trak blusen op, så den stadigvæk dækkede min bh. Der hvor jeg var landet ind i kommoden, var der kommet et stort rødt mærke. Jeg bed mig i læben, og holdte i Nialls hånd. Jeg nikkede,  og Liam begyndte langsomt at trykke på mine ribben, jeg klemte hårdt i Nialls hånd, for der kom en ny slags smerte. Jeg fik tårer i øjnene, af den stikkende smerte. Men også af det syn, som da jeg så Harry. Det billede var printet ind i min nethinde.

''Jeg tror du skal på skadestuen, og tjekkes ordenligt.'' Sagde Liam pludselig. Han gjorde tegn til Louis og Zayn, om at komme over og hjælpe. Zayn tog sine arme under mine arme, og Louis og Liam hev i mine arme. Og langsomt kom jeg op at stå, helt uden smerter. Okay, løgn. Med mange smerter.

''Tak.'' Mumlede jeg. Louis var stadigvæk sur, virkelig sur. Jeg tog fat i ham, og trak ham lidt til siden.

''Louis, find Harry.'' Sagde jeg bestemt, han kiggede på mig, somom jeg var en idiot. ''Du er hans bedsteven, du er den eneste, han vil lytte til.'' Jeg klappede ham blidt på armen, og gik så med Liam og Niall ud af døren. Det gjorde ikke så ondt, at gå, men stadigvæk.

****

Efter flere timers venten, kom vi endelig ind, jeg fik taget et røgtenbillede. Jeg havde ingen brækket ribben, men jeg havde fået et ordenligt slag, så jeg skulle holde mig i ro. Det ville gøre ondt, når jeg skulle sætte mig, og rejse mig. Men det ville gå væk, inden for nogle dage.

''Har i hørt fra Louis?'' Spurgte jeg, da vi sad i bilen igen.

''Nej, ikke endnu.'' Svarede Niall, han var faktisk rigtig kærlig, han spurgte hele tiden, om jeg ikke ville have noget vand eller noget. Rigtig sød.

Da vi kom tilbage på hotelværelset, var der ryddet op. Der lå ingen piller spredt, ud på gulvet. Zayn lå i sofaen, og sov. Men han vågnede da vi kom ind, Han kiggede straks bekymrende hen mod mig, og jeg smilede kort.

''Det var bare slaget, ikke noget stort.'' Sagde jeg, han smilede da jeg sagde det.

''Det er jeg glad for.'' Smilede han. Jeg gik ind på mit værelse, og fandt hurtigt min vibreende mobil. Louis ringede.

''Louis? Har du fundet ham?'' Spurgte jeg straks.

''Ja, jeg går over og snakker med ham nu.'' Svarede han.

''Vær forstående Louis, du må ikke anklage ham med det samme.'' Sagde jeg.

''Det skal jeg nok. Jeg får ham med hjem.'' Sagde han, også lagde han på. Jeg gik ind til de andre igen.

Louis

__________________________________________

Jeg fandt ham. Jeg fandt Harry, sidde på en bænk i en park, hvor en masse børn løb rundt og legede, han tiltrak sig ikke noget stort opmærksomhed, de kunne ikke kende ham. Jeg kunne ikke kende ham. Siden hvornår var han sunket sp dybt? At stoffer var en løsning? Jeg var virkelig indebrændt, og det vidste han også godt. Jeg gik hen mod ham, og satte mig ved siden af ham. Der var en stilhed i nogle minutter, hvor vi ikke sagde noget. Vi kiggede bare på de legende børn. Der var en lille dreng, med en masse mørke krøller, som løb rundt og legede, da han pludselig blev taklet af en anden dreng, en dreng som havde en stribet bluse på. De begyndte begge to at grine sammen. Det mindede mig, om mig og Harry. Jeg trak på smilebåndende, jeg kunne sig ud af øjnkrogen, at Harry gjorde det samme.

''Kan du huske første gang, vi rent faktisk snakkede med hinanden??'' Spurgte jeg helt stille og roligt. Spørgsmålet kom helt bag på Harry.

''Vi var lige blevet sat sammen, og sad i lejligheden og øvede os, hvor du pludselig siger et eller andet også begynder vi allesammen at grine?'' Spurgte han, jeg nikkede.

''Kan du så huske, hvad vi lovede hianden, efter nogle uger?'' Spurgte jeg igen, jeg kiggede stadigvæk, ud på mini Harry og mini mig.

''At uanset hvad, så ville vi fortælle hinanden alting. Fortælle, når vi var ved at synke, så den anden kunne hive os op igen. Fortælle, at hvis vi var en af os, var en stor idiot, skulle den anden sige det. At vi skulle holde sammen.'' Svarede han. Jeg kiggede hen på ham, med et løftet øjnbryn, hans eller så glade øjne, var helt matte.

''Hvorfor sagde du ikke noget til mig? Jeg kunne have hjulpet dig, hivet dig op igen?'' Spurgte jeg ham.

''Jeg ved det ikke Lou, det er bare blevet alt for meget, her på det sidste.'' Svarede han, han kiggede ned i jorden. Han sparkede til en sten, som lå på jorden.

''Alt for meget? Vi har alle prøvet det Haz, men vi andre hjalp hinanden op igen.'' Sagde jeg. ''Vi vil altid hjælpe dig, jeg vil altid hjælpe dig.'' Han kiggede på mig, med tårer i øjnene.

''Undskyld Lou.'' Sagde han, jeg lagde armene omkring ham, og tog ham ind i et kram. ''Det skulle aldrig have gået så langt.''

''Haz, det er er ikke okay. Men kom videre, for vi andre vi er kommet videre.'' Sagde jeg, jeg klappede ham på skulderen, og kiggede på ham igen.

''Men det er Alex ikke, vel?'' Spurgte han, hans stemme lød helt forpint.

''Det tror jeg ikke, jeg tror, at hun får svært ved det.'' Svarede jeg ærligt.

''Hvorfor er jeg også sådan en idiot?'' Mumlede han for sig selv.

''Tja, det ved jeg ikke. Det kan du kun selv svare på.'' Sagde jeg, vi rejste os, og tog hjemad.

Da vi kom hjem, sad de andre inde i stuen, allesammen undtaget Alex. Harry forklarede det hele for dem, de andre tog det ret pænt faktisk. Harry kiggede hen mod Alex's dør.

''Hun gik ind for at sove.'' Sagde Liam, han besvarede et spørgsmål som Haryr sikkert tænkte.

''Hun har ikke brækket nogle ribben vel?'' Spurgte han, der kom et slags forpint udtryk i hans øjne igen.

''Nej, det var bare slaget. Men hun vil være øm.'' Svarede Liam. Jeg lagde min hånd, på Harrys skulder, og gav den et klem.

________________________________

Så skete der noget mere.

Hvad vil der ske næste gang?

Vil Alex tilgive Harry?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...