Everything is changed.

Da Alex storesøster dør, da hun kun er 15 år. Tager hendes liv en dramatisk drejning. Hendes bror, som holder familien sammen, tager på College i USA. Hendes forældre bebrejder Alex, for hendes søsters død. Da Alex er 17 år, stjæler hun, laver ballade, hun hænger ud med de forkerte.
Men hvad sker der, når hun møder det berømte boyband One Direction på et krise center?
Hvad sker der, når politiet banker på deres dør, og hendes onkel Paul, drengenes manager, tvinger hende til at bo sammen med dem. Vil det forandre hende? Eller vil hun forandre dem?

(Alex er pigen på coveret)

58Likes
125Kommentarer
18347Visninger
AA

29. Bradford College.

Harry

________________________________________

Så var hun væk. Alex var på vej til Bradford lige nu. Hun skulle leve sin drøm ud. Det var hendes tur til, at være lykkelig. Jeg var virkelig glad på hendes vegne, virkelig. Hun fortjener det bedste, efter alt det som hun har været igennem. Kun det bedste. Er det underligt, at jeg allerede savner hende? Savner hendes kram, hendes latter? At jeg savner hendes kys? De andre kunne godt mærke det, for hele mit humør var i bund. De prøvede hele tiden, at opmuntre mig, men det lykkedes ikke så godt.

''Du er hårdt ramt Hazza.'' Sagde Liam til mig. Jeg kiggede helt blankt ind i Tv'et. Der var intet spændende. Så jeg gik hen og tog bærbaren, Louis blik fulgte mig hele vejen. Jeg satte mig ind på værelset, og gik ind på Twitter, der var en masse underlige tweets om, Alex var okay osv. Alex Twitcame trendede også, så jeg gik ind på Youtube og skrev Alex Twitcame. Straks kom der en masse videoer med Alex frem, jeg klikkede på den første, og Alex kom frem. Hun må have været på Twitcame her i nat.

''Hey. I må undskylde, hvis i blev vækket eller noget.'' Sagde hun lavmælt. Jeg fulgte med ude i kommentar feltet, der var en masse spørgsmål, hvor vi var henne.

''Ja, drengene sover lige nu. Jeg kan ikke, for der sker nogle ret vilde ting i morgen, eller her idag.'' Sagde hun. Hun lød ikke særlig glad, nærmere trist og ked af det. De kunne de andre også godt mærke, man kunne se det på kommentarene.

''Jo, ser i. Her for nogle måneder siden, der blev jeg optaget på et College. Ja, et College. Det er virkelig vildt.'' Sagde hun, hun havde fået tårer i øjnene. Det gjorde ondt, at se på. Det stak.

''Jeg ved ikke hvorfor, at det påvirker mig så meget. Jeg holder virkelig af drengene, og det bliver helt underligt, ikke at skulle vågne til Nialls grinen, eller se ind i Harry grønne øjne, høre Louis irriterene jokes, Zayn når han bruger alt tiden på badeværelset, og Liam når vi ser Toy Story sammen.'' Sagde hun, hun havde stadigvæk tårer i øjnene, også smilede hun et anstrengt smil.

''Vil i se drengene, når de sover?'' Spurgte hun. Kommentarfeltet var ved at sprænges af Ja'er. Hun gik ind i hvert rum, og viste dem drengene. De sov helt fredfyldt. Hun kom ind i vores rum, hun fjernede nogle hår fra mit ansigt, og jeg smilede. Hun gik ud i stuen igen, og satte sig tilrette igen.

''Så så i dem.'' Sagde hun svagt. Jeg tror, at hun var ved, at bryde sammen. Nogle af spørgsmålene kom bag på mig. Har dig og Harry noget sammen?

''I dont know. Jeg ved ikke, om vi har noget. Men det har vi haft, også sluttede det. Og nu har vi lidt igen, det er kompliceret.'' Svarede hun. Hun trak vejret tungt, det var svært for hende, at sige det.

''I er godt nok nysgerrige.'' Sagde hun jokende. ''Hvis jeg skal være helt ærlig. Så ja, det vil jeg nok. Meget endda. Harry han betyder virkelig meget for mig, han er der bare altid, så sød og rar. Men der bliver ikke noget. I må ikke sige til ham, at jeg sagde det.''  De ord kom bag på mig. Jeg fik også tårer i øjnene nu, at se hende, sidde og sige, foran allesammen. Det var stort. Jeg havde ingen ord for det. Det var først nu, hvor meget det gik op for mig, hvor meget Alex enelig betød for mig. Hun betød faktisk meget, mere end jeg havde håbet på. Pludselig afspillede hun sangen, jeg sang til hende. Chris Brown - With you. Jeg sang lavmælt med i omkvædet.

''Jeg tror, at jeg vil gå en tur.'' Sagde hun pludselig. Jeg mærkede en panik brede sig i mig. Hun måtte ikke gå. Det kunne hun ikke, bliv Alex! Hun vinkede farvel, og loggede så af. Jeg sad i flere minutter, bare og stirrede på skærmen. Det eneste pige, som jeg nogensinde har elsket rigtig, udover min mor, det er nok Alex.

Alex

________________________________________

Jeg steg af toget, og så straks Mike. Jeg løb over til ham, og gav ham et stort kram.

''Tænk at du kom!'' Sagde jeg til ham. Han smilede til mig, så krammede jeg mine forældre. De smilede, sådan rigtig forældre smil, som var stolt af deres datter. Min far og Mike tog mine ting, så gik vi ud til deres bil, og kørte igennem Bradford. Bradford er enelig en stor by, jeg troede det var sådan en lille en, hvor de kun havde et lille supermarket. Men nej nej, big city! Vi kørte langsomt ud af byen igen, snart så vi et stort slot af en slags. Okay, tre store huse, med en masse elever rendene rundt ude på den store græsplæne, og ind af dørene. Vi holdte ind på parkeringspladsen. Vi lod mine ting være i bilen, og gik så ind. Der mødte vi så alle de andre ny ankomne elever. Lærerne viste os rundt på skolen. Det var en virkelig smuk skole. Timerne var virkelig spændende. Vi mødte nogle af de ældre elever, de så da slet ikke dårlige ud. De fleste var faktisk ikke helt grimme. Og alligevel tænker jeg igen på Harry. Jeg tænker på hans vidunderlig krøller, de smukke grønne øjne. Hans hæse dejlige latter, når han holder om mig. Især når vores læber møder hinanden.

''Så er det min tur til, at sige farvel, hva' søs?'' Sagde Mike, han skubbede kærligt til mig, jeg krammede ham, også skubbede så til ham. Jeg krammede mine forældre, også kørte de ud af Bradford. Jeg stod lidt i nogle minutter, og kiggede efter dem, så tog jeg mine ting, og gik indenfor. Jeg havde fået afvide, at jeg skulle bo i rum nr. 204. Efter et stykke tid, fandt jeg det endelig. Jeg åbnede døren, og gik ind. Den ene halvdel af værelset, var fyldt med tøj, billeder, og One Direction plaketer, og en masse af Louis. Pludselig kom der en pige frem fra gulvet af, hun udstødte et lille skrig af en slags, og smilede virkelig stort til mig. Hun var lidt undeligt.

''Øhm hej, jeg er....-'' Sagde jeg, men pigen afbrød mig.

''Du er Alex Westchest! Det er så rart endelig at møde dig! Jeg er Sally!'' Smilede pigen ivrigt. Hun rakte hånden ud til mig, jeg smed mine ting, og gav hende hånden. Hun rystede den blidt.

''Så du er vild med One Direction?'' Spurgte jeg, hun lavede store øjne.

''Vild med dem! Jeg elsker dem, de er så dejlige!'' Svarede hun glad. ''Men det ved du jo alt om.'' Hun smilede virkelig stort. Okay, hun vidste hvem jeg var.

''Ja, det må jeg jo nok indrømme, at det gør jeg. De er rigtig søde.'' Sagde jeg, hun smilede rigtig stort, men hun spurgte overraskende nok, ikke mere ind til drengene. Jeg begyndte, at pakke ud. Jeg hang en masse billeder op, som jeg havde taget af min familie, og af drengene. Det lyder måske lidt kvalmt, men jeg havde faktisk, et billede af mig og Harry, på mit sovebord, eller det bord lige ved siden af sengen.

''I er virkelig søde sammen.'' Sagde Sally pludselig. Hun smilede rigtig sødt til mig.

''Ja, det er vi vel.'' Grinede jeg. Jeg satte mig på sengen, og begyndte at betragte nogen af hendes ting.

''Så du har altid gerne, ville gå på College?'' Spurgte jeg hende.

''Ja, lige siden jeg var helt lille. Jeg bor her i byen, så det er hellere ikke så langt fra mine forældre eller mine venner.'' Svarede hun. Det måtte være rart for hende, at have alle sin familie og venner så tæt på hende. Det ville jeg ønske, at jeg havde.

''Hvad med dig? Ville du altid gerne gå på College?'' Spurgte hun, jeg smilede, og rystede på hovedet.

''På en måde, og på en måde ikke. Det er en lang og kompliceret historie.'' Sagde jeg, jeg smilede skævt.

''Vi har god tid, og jeg er ret god til det med komplicerede historier.'' Smilede hun til mig.

''Okay så. Da jeg var 15 år, der blev min søster myrdet. Mine forældre hadede mig, bogstaveligt talt. Det var faktisk mig, som skulle have været død. Men jeg blev dårlig i skolen, jeg lavede aldrig mine ting osv. Jeg kom ud i noget ballade, hvor jeg stjal lidt fra de rige, lavede lidt hærværk. En dag, så blev jeg taget af politiet, de førte mig til Paul. Du kender Paul. Han sagde jeg skulle bo hos drengene, så jeg kunne blive helt normal. Så blev jeg venner med dem, så tog vi på stranden, hvor jeg reddede en pige fra en haj. Ja en haj! Så tog vi hjem til min bedstemor, hvor min bror var, jeg havde ikke snakket med min bror i halvandet år, så blev jeg sur på bedstemor, gode venner med Mike, og min bedstemor igen. Så var jeg i en bilulykke sammen med Harry, det må du forresten ikke sige videre! Så fik jeg en hjernerystelse, så hørte jeg Harry sige noget om mig til drengene, så blev jeg ked af det, og stak af, jeg flygtede hjem til min bedstemor, der fandt de mig, jeg var ved at drukne i en sø, de reddede mig. Så tog jeg hjem til London, og blev gode venner med mine forældre igen, så tog jeg tilbage til drengene, og der tog jeg en prøve. Og få uger senere, fik jeg et svar at jeg var kommet ind. Haryr var glad i starten, men så blev han sur, da det var i Bradford. Så blev vi uvenner, så så jeg ham gøre noget rigtig dumt, så blev jeg endnu mere sur på ham, så slåssede vi på en måde, så blev vi gode venner igen. Så tog jeg afsted. Det er sådan ca, min historie.'' Sagde jeg. Sally sad med åben mund.

''Wow, det er rigtig meget, du har været igennem.'' Sagde hun. Hun havde ret.

''De drenge, de må virkelig holde af dig. Især Harry.'' Sagde hun. Hun havde ret igen. Hun var enelig ikke så tosset hende Sally.

''De er ikke rigtig kloge de drenge, hvis det var mig, så havde jeg fået spat af mig.'' Sagde jeg, vi begyndte begge to at grine. Et rigtig venskabeligt grin, det skulle nok blive godt det, her godt venskab.

''Jeg kan se, at du godt kan lide Louis?'' Spurgte jeg, og nikkede til plaketerne, hun begyndte at rødme.

''Ja, han er virkelig sjov! Især i deres video diaries. Jeg flækker altid af grin, når han snakker.'' Svarede hun. ''Eleanor er virkelig heldig.''

''Jeg troede, at alle hadede Eleanor, Danielle og Perrie?'' Spurgte jeg, hun begyndte at grine.

''Ikke alle. Nogen gør, jeg gør ikke, for de virker som nogle rigtig søde personer. Og drengene skal bare være glade.'' Svarede hun. Jeg begyndte at smile.

''De er virkelig også rigtig søde. De fortjerne slet ikke den hate. De er nogle virkelig fantastiske piger.'' Smilede jeg. Hun smilede tilbage. Vi skiftede tøj til nattøj.

''Ved du hvad Sally?'' Spurgte jeg hende.

''Nej?'' Spurgte hun tilbage.

''Jeg har faktisk aldrig haft en god veninde før.'' Svarede jeg hende.

''Det har du fået idag.'' Smilede hun til mig, jeg smilede tilbage. Jeg lagde mig ned i sengen, og lukkede langsomt øjnene. Mine tanker strejfede igen Harry. Nu savnede jeg ham mere, end noget andet. Jeg plejer altid, at se ind i hans grønne øjne om aften, før jeg sover, og når jeg vågner igen. Jeg savner at han holdte om mig, før vi faldt i søvn. Alt jeg har tilbage af ham nu, er blot en minde. Et minde jeg aldrig vil glemme. Et minde, som forhåbenligt snart bliver erstattet af flere Harry minder. Han var faktisk den første dreng, som jeg faktisk har været forelsket i. Han er den første, som jeg rigtig har elsket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...