På tide at give slip.

Jeg trækker vejret i dybe drag, i et forsøg på at holde følelserne inde. Nerverne bygger sig op om mig mens sorgen og angsten lægger et stadig større pres omkring mit hjerte. Et helt livs træning ledte op til dette ene øjeblik. Drømmen om det olympiske guld, der lever i mig, som det levede i min mor.

Et one-shot til OL-konkurrencen.

15Likes
23Kommentarer
2200Visninger

1. .

 

Jeg trækker vejret i dybe drag, i et forsøg på at holde følelserne inde. Nerverne bygger sig op om mig mens sorgen og angsten lægger et stadig større pres omkring mit hjerte. Et helt livs træning ledte op til dette ene øjeblik. Drømmen om det olympiske guld, der lever i mig, som den levede i min mor.

 

Allerede da jeg var helt lille, vidste min mor, at jeg ville have de same evner som hende. Som 11-årig blev hun junior-europamester i rytmisk gymnastik og allerede dengang flød OL drømmen i hendes årer, men før hun nåede at fylde 16 fik hun en rygskade, der dømte hende ude af sporten for bestandigt og afholdt hende fra at gå efter guldet.

Nu står jeg her, I Wembley arenaen i London, få dage før min 17 års fødselsdag og lytter til publikum, musikken og min træners evindelige kritik. Min mor ville have været stolt.

 

Da jeg var 7 år, havde hun allerede trænet mig i flere år og tiden for at finde en bedre træner til mig nærmede sig.

Jeg kan ikke huske meget fra dengang, men dagen, hvor mor fortalte, at hun havde fundet en træner til mig i Riga, står stadig klar i min erindring. Først forestillede jeg mig, at de ville sende træneren til Danmark med posten, som de havde gjort med de mange smukke dragter min mor havde købt til mig. Da det snart gik op for mig, at det var os, der skulle rejse, blev jeg rasende. Jeg elskede min skole og mine venner. Riga kunne ligeså godt have været en anden planet for så ung en pige.

Men med tiden lærte jeg at elske det. Jeg blev hurtigt meget bedre og snart var jeg på niveau med de østeuropæiske gymnaster. Træningen var hård og krævende, især smidighedsøvelserne faldt mig svært. Jeg havde ikke arvet min mors naturlige smidighed, men med tiden indhentede jeg også det, jeg kunne ikke skuffe min mor.

 

Jeg begyndte at deltage i konkurrencer, så snart jeg var gammel nok, med kun en ting i tankerne; guld. Landsmesterskaber, Europamesterskaber. Jeg befandt mig i min egen guldrus. Min mor var ved at sprænges af stolthed, og min træner der hidtil havde haft sine tvivl om mit talent, troede pludseligt fuldt og fast på mig.

I lang tid var jeg helt på toppen. Konkurrence efter konkurrence kom OL 2012 tættere på og drømmen blev pludselig opnåelig. Indtil jeg ved verdensmesterskabet i 2011 røg ud for resten af sæsonen, efter jeg skadede min fod i et fald. Jeg måtte flytte tilbage til Danmark og finde en ny træner, uden at vide om jeg ville komme i form i tide.

 

Som en af de sidste kvalificerede jeg mig, men som jeg står her, i min dyre, skræddersyede dragt og venter på det bliver min tur, kan jeg ikke undgå at se det absurde i denne farce. 

Den sport som jeg har viet mit liv til, som jeg har elsket med alt, hvad jeg har i mig, har allerede kostet mig alt for meget. Hele mit liv, hele min mors liv har handlet om det. Ingen mor/datter udflugter, ingen fridage. Selv da jeg var skadet trænede jeg fortsat min smidighed, med mor som træner. Nu er hun væk, fordi hun ikke kunne lade sin sygdom distrahere mig. Brystkræft, hun let kunne have overlevet, hvis bare hun var gået i behandling, da hun første gang fik diagnosen, men hun havde frygtet, at jeg ville udskyde OL-drømmen med endnu fire år for at være hos hende. Det ville hun ikke risikere. Min skade havde allerede begrænset mig nok. Derfor har jeg trænet alene med min træner uden at se noget til min mor de sidste fire måneder.

Siden lægen ringede, kort efter kvalifikationsrunderne, for at give mig besked om hendes død, har jeg båret på en intens trang til at skrige, til at slå fra mig som en forkælet unge og splintre de ækle køller, der skal føre mig mod guldet.

 

Jeg mærker min træner prikke mig let på skulderen, og jeg ved, at det er nu, det gælder. Følelsesløs bevæger jeg mig ud på gulvet, ude af stand til at gøre andet end at gennemføre min rutine. Bevægelse efter bevægelse flyder jeg rundt med tårer strømmende ned ad mine kinder. Det her var vores drøm; mig og min mor.

 

Jeg ved, at uanset om jeg vinder eller ej, vil jeg aldrig konkurrere igen. Det er ikke smerten værd. Som jeg fuldfører de sidste trin med rank ryg og strakte tæer, forestiller jeg mig min mor stående på podiet med medaljen om halsen, og pludselig betyder guldet intet for mig. Min kærlighed til min sport døde med min mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...