Vanessa Price

Vanessa er seksten. Hun er lige flyttet fra USA og hjem til sin mor i lille bitte Danmark. Vanessa bliver mobbet med den måde hun snakker dansk på og det får hende til at hade Danmark. Men efter hun møder den australske Liam, ændres hendes syn omkring Danmark så småt.

13Likes
54Kommentarer
1857Visninger
AA

4. Vanessas synsvinkel

Lørdag den 19. juni 2010

 

I nat, da klokken var omkring halv tre, fik jeg en opringning fra Rigshospitalet. Mor var blevet indlagt fordi hun var blevet påkørt. Idet han sagde påkørt og jeg ikke vidste om min mor var i live i omkring tre sekunder, stoppede mit hjerte med at slå. Jeg havde ikke brug for at miste endnu en forælder. 

   Heldigvis var hun stadig i live. Dog var hun ikke helt uden for livsfare endnu.

   Jeg ringede til Julia, min 'mor' derhjemme i USA. Jeg fortalte hende grædende hvad der var sket og hun lyttede og tolkede det så godt hun kunne. Det er nok ikke helt let at forstå en der græder snot og plaprer løs i en blanding af dansk og engelsk.

   "Så så, skattepige." sagde hun og trøstede mig ved bare at snakke med mig. "Jeg er sikker på at hun nok skal blive god igen."

   "Jamen, Julia, jeg vil ikke miste hende. Jeg kender hende knapt nok, men hun er den eneste jeg kender her i dette rådne land." græd jeg.

   "Vanessa, kære, Danmark er måske ikke så stor som USA, men det er dit hjem nu. Baby, jeg elsker dig som min egen datter og hvis jeg kunne ville jeg flyve til Danmark og hente dig hjem igen, men det kan jeg ikke. Du bor hos din mor nu. Få det bedste ud af det." sagde Julia kærligt. 

   Jeg nikkede og glemte at hun ikke kunne se mig. Af en eller anden grund blev forbindelsen afbrudt og jeg tænkte i baner som 'rådne land' og 'åndssvage telefonselskaber' og en hel masse knapt så pæne ord. Jeg stod helt op og gik nedenunder og lavede en kande kaffe. Jeg gik ovenpå igen, mens kaffen løb igennem og tog mit nattøj af og tog træningstøj på. Nedenunder tog jeg en kop fra skabet over køkkenbordet og hældte kaffe op. Jeg rystede lidt på hænderne. 

   "For helvede!" hviskede jeg på engelsk og satte kruset fra mig så noget af den glohede væske skvulpede over og landede på bordet. 

   Jeg stirrede frem for mig selv et par sekunder, hvorefter jeg rystede på hovedet og tog en slurk og brændte tungen. Jeg gav mig hen i den pinefulde smerte, der kun varede i et par sekunder. Det fik mig til at tænke på noget andet end mors ulykke. Men så stoppede smerten og virkeligheden vendte tilbage. Jeg sukkede og efterlod kaffekoppen i køkkenet, da jeg skulle ud og løbe. 

   Min iPod lå som altid i min lomme foran på trøjen. Jeg puttede høretelefonerne i ørerne og tændte for apparatet. Jeg satte en tilfældig sang på og stod et øjeblik for at lade musikken smelte alle de negative ting i mit sind. Da jeg tog mig sammen havde jeg tårer i øjnene og jeg tørrede dem hidsigt væk med ærmet. Jeg bankede skospidserne ned i jorden et par gange og begyndte så at løbe min sædvanelige rute. Ind i skoven, forbi alle mine ynglingssteder og til sidst slutte af med en halv time, hvor jeg bare sad og nød søen i den tidlige sommermorgen.

   Jeg tømte mig hoved og mit sind og sørgede for at koncentrere mig om at tælle mine hjerteslag.

   1, 2, 3, 4, 5 ...  

   D-dunk, d-dunk, d-dunk, d-dunk, d-dunk. 

   Det beroligede mig og da jeg havde løbet turen og satte mig ned ved min ynglingsplads ved søen, var jeg totalt rolig igen. Selvfølgelig var jeg stadig lidt bekymret for mor, men jeg tænkte at jeg i det mindste skulle glæde mig over at hun stadig var i live. 

   "Hey," var der en stemme der sagde.

   På engelsk!!!

   Jeg spjættede forskrækket og rejste mig halvt op, men standsede da jeg så hvem det var. 

   Det var en dreng skråstreg ung mand. Han var måske lidt ældre end mig, men ikke voldsomt meget. Jeg så mistænksomt på ham. Han holdt hænderne op foran sig, som for at sige at han ikke var ude på ballade. Jeg troede ikke på ham. Det eneste jeg kendte til i dette land, var andres svaghed for at mobbe andre der var anderledes end dem. 

   "Hej." sagde jeg og sendte sideblikke i retning af mit hjem. 

   "Må jeg sidder lidt her?" spurgte han. 

   "Det er ikke mig der ejer stedet, så det må du vel godt." svarede jeg og indrømmer at det måske var en smule flabet. 

   Men det så dog ud til at drengen, manden, kald det hvad du vil, morede sig over mit svar. Jeg satte mig forsigtigt ned, men med god afstand imellem os. 

   Vi sad i stilhed i et stykke tid og utroligt nok, var den ikke akavet, pinlig eller ubehagelig. Det var som om at han udstrålede tryghed, der gik direkte over i min krop, efter så lang tid uden noget holdepunkt. 

   Han drejede overkroppen og hovedet lidt for at se på mig. Han smilede skævt. 

   "Mit navn er Liam." sagde han og holdt hånden frem. 

   Jeg tog den og vi gav hånd. 

   "Vanessa." sagde jeg og følte mig på en eller anden måde helt vildt nysgerrig omkring ham. 

   

   

    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...