Vanessa Price

Vanessa er seksten. Hun er lige flyttet fra USA og hjem til sin mor i lille bitte Danmark. Vanessa bliver mobbet med den måde hun snakker dansk på og det får hende til at hade Danmark. Men efter hun møder den australske Liam, ændres hendes syn omkring Danmark så småt.

13Likes
54Kommentarer
1876Visninger
AA

6. Tines synsvinkel

Lørdag den 19. juni 2010

 

Jeg hadede mit liv. Mit ynkelige liv, jeg alligevel var for svag til at afslutte. Jeg hadede det liv der voksede inden i mig. Jeg hadede det af hele mit hjerte. Hvis bare jeg havde været stærk nok til at konfrontere Mickey, som jeg gjorde det i går, da Marlene kom på besøg derhjemme.

   Vi havde sat os ind i stuen og der var ikke engang gået fem minutter, så var mor og far kommet væltende ind ad døren, hamrende stive, men de blev dog hurtigt ædru igen, da Marlene forklarede at hun var fra Børneforsorgen. Mor havde takket Gud, mens jeg sad uforstående. Det var dæmret lidt hurtigere for Mickey. Han var nærmest sprunget op fra sofaen og havde givet mor en lussing af den anden verden. Der var far trådt til og det havde hurtigt udviklet sig til et slagsmål, som Marlene formåede at standse. 

   Efter slagsmålet gik der ikke særligt lang tid, før politiet ankom. De arresterede Mickey, da han næsten fik et af sine flip igen. Der måtte fire mand til at holde ham nede. Jeg så bare til, med forvirrede følelser inden i mig. Marlene og mor havde sat sig på hver sin side af mig og mor havde grædt og forklaret at det var hende og far der havde indberettet os til myndighederne, der havde ladet det gå videre til Børneforsorgen.

   Marlene forklarede at jeg ville komme i en plejefamilie, der som en af de få i systemet, tog ældre plejebørn ind. Jeg var totalt forvirret. Skulle jeg flytte i en plejefamilie? Væk fra mor og far? Væk fra alt hvad jeg kendte? 

   Jeg havde spurgt og Marlene havde svaret ja. Det fik mit blod til at fryse til is og jeg blev kold over det hele. Mor kunne mærke forandringen i mig og havde forsøgt at gnubbe mig varm igen. Det hjalp bare ikke. Far havde sat sig på hug foran mig og havde set mig direkte i øjnene.

   "Vi lover dig, at det hele nok skal blive godt igen!" havde han sagt.

   Til det vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle sige. Mor og far havde lovet mig så meget i de sidste mange år, men intet af det de havde lovet havde de holdt. 

   Jeg havde rejst mig og havde følt mig helt malplaceret. Marlene havde spurgt mig om jeg var okay. Helt ærligt kan jeg ikke huske hvad jeg svarede til det. Men jeg husker at jeg bakkede væk fra dem, med rædslen malet i ansigtet. Jeg var ligeud sagt, stukket af fra dem.

   Derfor befandt jeg mig nu her i skoven, helt alene og med en masse der skulle ud. Jeg stod på den ene bred af den sø, der altid havde været mit frirum og skreg som en vanvittig, mens tårerne trillede ned af mine kinder. Hvor var jeg glad for at der ikke var nogen jeg kendte.

   Jeg faldt sammen på den mudrede bred og græd som pisket.

   "Hvorfor? Hvorfor lige mig?" græd jeg.

   Jeg skreg igen. Fuglene i træerne skreg op og gjorde mig faktisk lidt bange. Men jeg bed frygten i mig og så ud over søen med et tomt blik, blottet for liv og følelser. Jeg dykkede ned i min jakkelomme og tog et skinnende lille stykke metal frem. Jeg rullede mit ærme på min højre arm op og arrene sprang nærmest i øjnene på mig. Ikke noget særligt fedt syn, men når det på den anden side aldrig var blevet opdaget, kunne jeg jo lige så godt blive ved.

   Jeg placerede barberbladet over min pulsåre og tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Jeg hørte nogen skrige mig navn, men var ligeglad. Jeg ville bare væk. Da jeg langsomt og alligevel hurtigt, trak metallet over min hud, lige over pulsåren, skød en voldsom smerte op igennem min arm. Jeg åbnede øjnene og så blod der fossede ud af det snit jeg havde lavet. 

   Jeg mærkede hænder på min krop, hænder jeg først troede var Mickey, men sidenhen fandt ud af at det var hænder der ville mig det godt. 

   "Ring efter en ambulance!!!" var der en pigestemme der råbte. 

   Sært. Havde jeg ikke hørt den stemme før? Jeg kunne ikke huske det. Men stemmen vækkede modstridende følelser i mig og gjorde mig blot endnu mere forvirret. 

   Så mærkede jeg hvordan smerten blev voldsommere og jeg svagere. Jeg vidste at Døden stod ved min side og blot ventede på at den sidste dråbe liv forlod min krop. Jeg lukkede øjnene halvt, for jeg kunne ikke længere se noget. Jeg mærkede nogen stryge mig over håret på en desperat måde og blev pludselig bange for at det var mor. Hvad lavede hun her?

   Jeg hørte sirener og kort efter mærkede jeg hvordan jeg blev løftet op på noget hårdt og spændt fast.

   Efter det, blev hele min hjerne sort ...  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...