Vanessa Price

Vanessa er seksten. Hun er lige flyttet fra USA og hjem til sin mor i lille bitte Danmark. Vanessa bliver mobbet med den måde hun snakker dansk på og det får hende til at hade Danmark. Men efter hun møder den australske Liam, ændres hendes syn omkring Danmark så småt.

13Likes
54Kommentarer
1920Visninger
AA

3. Tines synsvinkel

Fredag den 18. juni 2010

 

Hvad er livet? Er det overhovedet værd at leve? Er det overhovedet værd at kæmpe for? 

   Jeg sidder dagligt med disse tre spørgsmål i hovedet, men uanset hvor meget jeg ellers tænker, jeg kan ikke finde noget svar på dem. Mine to veninder - hvis man kunne kalde dem det - sad foran mig og hviskede sammen. De sendte sigende blikke mod Vanessa. 

   Egentligt havde jeg ondt af hende, og det skar mig i hjertet hver gang jeg sagde ondskabsfulde ord til hende, men jeg var nødt til det. Jeg var jo nødt til at være nogen! Jeg kan jo ikke bare være ingenting. Kan jeg? 

   De fnisede. Jeg havde lyst til at flække hovedskallen på dem, men vi skulle forestille at være bedsteveninder, os tre, så jeg lod være. I stedet koncentrerede jeg mig om at tage notater fra Torben der stod oppe ved tavlen og var ivrig efter at fortælle os om ormens livscyklus. Ikke just spændende, men nok til at få mig beroliget. 

   Da klokken ringede os ud, stod Miriam og Lisa ved min side og begyndte at plapre løs om alle mulige rygter de havde stukket deres lange næser ind i. Jeg var ved at brække mig over dem. Men på den anden side, de prøvede jo bare at leve op til mig, så hvis der var nogen der var skyld i deres opførsel var det jo nok mig.

   "Piger, jeg har glemt at jeg har en aftale med min mor." sagde jeg og så på mit armbåndsur.

   Miriam og Lisa så mistænksomt på mig. Jeg satte mit mest uskyldige fjæs op. Heldigvis lod de mig gå.

   Jeg løb hele vejen hjem. Selvfølgelig i et fornuftigt tempo. Jeg nåede hjem og tjekkede automatisk indkørslen. Shit! Mickey var hjemme. 

   "Mor! Far! Jeg er hjemme." sagde jeg højt og tænkte at jeg vel bare måtte bide konsekvenserne i mig. 

   Selvfølgelig var den første der kom mig i møde, min storbror Mickey. Han smilede til mig, men blikket i hans øjne fortalte mig noget helt andet. Han havde behov for mig, som jeg så pænt kaldte det.

   "Goddaw, lillesøster." sagde han med en slags 'slimet' stemme, der gav mig kuldegysninger. "Jeg har savnet dig!"

   Idet han sagde det sidste kom han hen til mig, men ikke før han havde tjekket om mor og far var i nærheden. Han tog fat i mit hår og pressede mit ansigt ind mod hans. Hans læber var hårde og tørre, slet ikke som i mine drømme. Men det havde de nu aldrig været. Selvom jeg havde mest lyst til at trække hovedet til mig, gjorde jeg det ikke. Jeg gætter på at jeg var for svag? 

   Da hans hænder begyndte at røre ved mig, stivnede jeg. Jeg vidste hvad der ville ske nu. 

   Riiiing. Riiiing. Riiing.

   Reddet af dørklokken. Min nye bedste ven. Mickey trak sig hurtigt væk fra mig og bandede lavmælt. Jeg kunne se hvor påvirket han var, gennem hans stramme jeans. Jeg tog mig sammen og gik hen for at åbne. Det var en fremmed kvinde jeg ikke anede noget om og alligevel vækkede det et svagt glimt af minder i mig. 

   "Du må være Tine." sagde kvinden venligt. 

   Jeg nikkede. Mickey stod faretruende tæt på mig og fulgte med i hvad der skete. Han ville vel være sikker på at jeg ikke sladrede. 

   "Og du må være Mickey." sagde kvinden, stadig venligt, men med afskyen dryppende fra stemmen. 

   Det gjorde Mickey usikker. 

   "Må jeg kommer ind? Hvor er jeres forældre?" spurgte hun. 

   "Øhh ... Det ved jeg ikke." svarede jeg ærligt og så spørgende på Mickey. 

   "De er ude!" sagde han og rankede ryggen. 

   Kvinden nikkede. Hun bøjede sig let fremmad og så mig direkte ind i øjnene.

   "Jeg er Marlene Larsen. Jeg er fra Børneforsogen." sagde hun og alt blodet forsvandt fra min krop på en eller anden måde. 

   "Hvad?" hviskede jeg. 

   Marlene smilede venligt til mig. Jeg så på Mickey. Selvom jeg hadede ham, var han alligevel min storebror og den jeg altid gik til når tingene begyndte at falde fra hinanden. I dette tilfælde lænede jeg mig op af ham, i tilfælde af at jeg skulle falde. 

   Marlene gik rundt om mig og kiggede grundigt på mig. Det føltes nærmest som om hun undersøgte mig med øjnene. Så standsede hun op foran mig og så intenst på mig. 

   "Hvor langt henne er du?" spurgte hun. 

   Mickey så forskrækket på mig. Jeg stirrede bare uforstående på hende. 

   "Hvad?" spurgte jeg.

   "Hvor langt henne er du i din graviditet?" spurgte hun og denne gang fattede jeg beskeden. 

   Jeg så ned på min mave, der så småt var begyndt at bule ud. Mickey så også på den og al farve havde forladt hans ansigt. Han var bogstaveligt talt gennemsigtig. 

   "Bare rolig. Du kan sagtens sige det til mig." sagde Marlene og opfordrede mig til at fortælle hende sandheden. 

   Jeg så ikke på Mickey. 

   "Fire, næsten fem måneder." svarede jeg og pillede ved en løs tråd i min bluse. 

   Mickey stirrede skrækslagen på mig. 

   "Er ... Er du gravid?" spurgte han med frygt i stemmen. 

   Jeg nikkede, bevidst om at Marlene fulgte med i vores samtale. 

   "Med hvem?" spurgte han og jeg kunne ane et desperat håb om at det ikke var hans. 

   "Dig." svarede jeg og var nu på randen af panisk gråd. 

   Marlene trådte ind foran mig, for hun kunne se at Mickey var desperat. Han ville ikke have en baby. Ikke med hans egen søster. Men det skulle han jo nok have tænkt over noget før. Det var lissom for sent nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...