Vanessa Price

Vanessa er seksten. Hun er lige flyttet fra USA og hjem til sin mor i lille bitte Danmark. Vanessa bliver mobbet med den måde hun snakker dansk på og det får hende til at hade Danmark. Men efter hun møder den australske Liam, ændres hendes syn omkring Danmark så småt.

13Likes
54Kommentarer
1858Visninger
AA

8. Liams synsvinkel

Lørdag den 19. juni 2010

 

Nå. 

   Hvad pokker skulle jeg ellers tænke? Min hjerne var totalt lammet. Jeg rystede på hovedet og stirrede sammen med de andre på ham den gamle læge, der så bedrøvet tilbage på os. 

   Jeg havde INGEN forstand på graviditeter, men jeg forstod da så meget at der var sket noget i Tines familie, der havde gjort hende gravid. Vanessa sendte mig skumle blikke, og jeg forstod da så meget af dem at jeg skulle holde min kæft med det her. Hvis det her slap ud, ville Tine få et virkeligt dårligt liv, dårligere end det var nu. Selv jeg hadede hende ikke så meget, til at ønske det for hende. 

   Jeg kunne se at Vanessa var tæt på at græde så jeg listede min hånd ned til hendes og gav den et klem. Det var meningen jeg ville slippe, men hun holdt fast i den. Det gjorde mig på en mærkelig måde glad. Også selvom det måske ikke lige var tidspunktet til at være glad lige nu.

   Martha begyndte at diskutere med lægen og til sidst måtte Marlene da tilkalde ekstra mandskraft for at holde hende i ro. Jeg havde virkelig sympati med Martha.

   Marlene kom hen til os.

   "I er ikke hendes venner, vel?" spurgte Marlene.    

   Hun lød ikke uvenlig eller noget. Nærmere trist.

   "Nej. Det er vi ikke. Vi er nærmere hendes ofre." svarede Vanessa ærligt.

   Marlene sagde ikke noget i et stykke tid. Et eller andet ved hende, mindede mig om noget engang for længe siden.

   "Tine skal ikke længere gå i jeres gymnasium." sagde Marlene så.

   "Hvorfor?" spurgte Vanessa.

   "Fordi Tine skal i familiepleje. Hun skal langt væk herfra hvor hun kan starte på en frisk. Hun har brug for ro og tid til at komme sig over de mange fatale år, hun har været igennem." sagde Marlene og hendes stemme lød uendeligt trist.

   Jeg nikkede og det samme gjorde Vanessa. For mig lød det som om Tine ville komme til at flygte. Men på den anden side, hvis det kunne få hende til at få det bedre, var det jo nok okay. Personligt ville jeg aldrig flygte. Jeg ville stå fast og konfrontere mine problemer. Men nu vidste jeg jo heller ikke hvad der var sket med Tine.

   Marlene vendte sig om mod os og smilede modløst. 

   "Skal jeg køre jer hjem? Tror det er på tide i kommer hjem nu. Men i skal have mange tak for hjælpen." sagde Marlene. 

   Vanessa rømmede sig og vi så begge to på hende. 

   "Øhm, jeg skal lige ordne noget først. Kan vi mødes om en halv time?" spurgte hun Marlene. 

   Marlene nikkede. 

   "Selvfølgelig. Tag jer endelig den tid det tager." sagde hun og gik hen til Martha og trøstede hende. 

   Vanessa tog fat i en sygeplejerske og snakkede lidt med hende, lavt, så jeg selvfølgelig ikke kunne høre noget. Sygeplejersken nikkede og sagde noget. Vanessa nikkede også og gik så hen til mig igen. 

   "Vi skal lige besøge min mor." sagde hun og undlod at se på mig. 

   Jeg så overrasket på hende. Hun smilede trist. 

   "Hun blev påkørt i nat. Det var derfor jeg var nede ved søen." sagde Vanessa.

   "Det er jeg ked af at høre." sagde jeg oprigtigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...