Vanessa Price

Vanessa er seksten. Hun er lige flyttet fra USA og hjem til sin mor i lille bitte Danmark. Vanessa bliver mobbet med den måde hun snakker dansk på og det får hende til at hade Danmark. Men efter hun møder den australske Liam, ændres hendes syn omkring Danmark så småt.

13Likes
54Kommentarer
1941Visninger
AA

2. Liams synsvinkel

Torsdag den 17. juni 2010

 

Jeg sad på den lave mur og så ned på scenariet under mig. Det var Tine og hendes kloner, der havde fået fingre i den nye pige, hende fra USA. Tine gik rundt om hende og talte ned til hende og hun stod bare der og gjorde ingenting. Hvis det havde været mig, ville jeg nok have slået hende. Og klonerne. Men nu var hun jo ikke mig og uanset hvor stærkt jeg tænkte det, kunne jeg ikke sende hende en telepatisk besked om at hun ikke var alene. 

   Jeg var her. 

   Jeg hev en smøg ud af pakken og puttede den i munden. Jeg tændte den og fjernede kun blikket da jeg skulle tænde smøgen. Der skete ikke rigtigt noget imens. Ikke andet end at Tine havde taget et af pigens lange korngule lokker og nu stod med det mellem fingrene og lignede en der stod med en hundelort. Jeg rynkede panden undrende. Hun havde smukt hår, pigen, smukkere end Tines - det lignede bare en trimmet høstak. Ikke noget at prale af. 

   Jeg spændte i hele kroppen, da Tine begyndte at råbe pigen ind i hovedet. Det så dog ikke ud til at pigen hørte noget, for hun gjorde først noget, da Tine skubbede til hende og hun ville afbøde faldet med hænderne. Hun skar ansigt af smerte.

   "Du lytter jo ikke til hvad jeg siger. Stakkels pigebarn. Ikke nok med at hun ikke kan tale, hun kan heller ikke høre." sagde Tine og kiggede på sine to veninder, der nikkede synkront.

   Jeg var ved at brække mig. Men pigen åbnede munden og sagde noget, lavt, så jeg kunne ikke høre det. Men jeg kunne se på Tines sammensnerpede mund at det var noget hun tolkede som en fornærmelse. Hun spyttede på pigen og hvæsede noget til hende, jeg heller ikke kunne høre. Men ud fra pigens ansigt at dømme, var det slemt. Meget, meget slemt. Hun så virkelig såret ud.

   Jeg bed mig i læben. Min trang til at springe ned og beskytte hende, var enorm. Men jeg måtte ikke. Jeg kunne ikke.

   De to piger, Tine og hende fra USA, snakkede lidt frem og tilbage, hvorefter Tine vendte sig om mod sine to veninder. Pigen rykkede hovedet op i små ryk, som om hun havde spasmer, og stirrede hadefuldt på Tines ryg. Hun lavede et målrettet cirkelspark og jeg blev imponeret. Hvor pokker havde hun lært det fra?

   Tine skreg overrasket op. Hendes knæ var blevet ramt og selvom det godt kunne være farligt, så det ikke ud som om at der var sket noget med hende, udover at hun var blevet overrasket. Jeg smålo for mig selv. Det havde Tine nok ikke lige regnet med. Jeg fulgte den anden pige med øjnene og så at hun løb. Hun havde god benbevægelse. Og sikke nogle lange skridt hun tog. Jeg vendte hovedet om mod kliken igen. Tine sad og jamrede sig på asfalten og overdramatiserede totalt. Jeg lavede himmelvendte øjne og kunne ikke lade være med at smile. Bare lidt.

   ”Fang hende!” skreg hun og jamrede videre.

   Miriam og Lisa forfulgte tøvende pigen. Da pigen standsede og så på dem med det blik, jeg ikke brød mig om, standsede de langsomt op. Hun sagde noget til dem. De så forvirrede på hinanden, indtil Tine skreg alle mulige ondskabsfulde ord til dem.

   Jeg rejste mig op og gik et lille stykke mod højre i retning af pigerne, før jeg klatrede ned. Jeg undgik omhyggeligt Tine og hendes veninder og gik i retning af min lejlighed 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...