Vanessa Price

Vanessa er seksten. Hun er lige flyttet fra USA og hjem til sin mor i lille bitte Danmark. Vanessa bliver mobbet med den måde hun snakker dansk på og det får hende til at hade Danmark. Men efter hun møder den australske Liam, ændres hendes syn omkring Danmark så småt.

13Likes
54Kommentarer
1925Visninger
AA

1. Vanessas synsvinkel

Torsdag den 17. juni 2010

 

”Vanessa, er en lille bitch, når hun endelig får sit flip!” sang Tine, Miriam og Lisa.

   Selvfølgelig sang Tine perfekt. De to andre barbie-wannabes sang virkelig falsk, så falsk at Tine stoppede dem. Miriam og Lisa stoppede med det samme. Tine lignede en stor kat, der lige havde ædt en mus.

   ”Nå, lille Vanessa, hvad skal vi dog stille op med dig?” spurgte Tine og talte til mig som om jeg var fem år og lige havde stjålet hendes fake Gucci-taske.

   Jeg knyttede mine hænder. Det beroligede mig så meget, at jeg kunne holde min krop i ro, selvom mit instinkt sagde at jeg skulle flygte. Tine gik rundt om mig og prikkede til mig og nev mig.

   ”Hvorfor har du stadig det hår? Det er jo vildt grimt.” sagde hun og kiggede hen på Miriam og Lisa, der nikkede hurtigt.

   Hun tog en lok af mit lange blonde hår og hev lidt i den og slog klik med tungen. Men jeg vidste at det var fordi hun var misundelig på mig. Jeg var – og det vidste hun inderst inde godt – den smukkeste af os to. Og egentligt var jeg ikke sur på hende, jeg havde sympati med hende. Tænk at være så desperat at hun ligefrem går efter den nye pige. Og oven i købet, pigen der ikke kunne tale rent dansk.

   Hjemme i USA var jeg den populære, selvsikre pige, til tider meget kolde pige. Jeg havde en masse venner og veninder og havde en skøn kæreste. Jeg var lykkelig.

   Lykken endte dog brat, da far besluttede sig for at tage livet af sig selv og dermed efterlade mig til en mor jeg aldrig havde kendt. Endda i et fremmed land. Så jeg fløj hele vejen over Atlanterhavet til et lille bitte land, jeg vidste jeg stammede fra på min mors side. Thats it!

   ”Vanessa?” sagde Tine og skubbede hårdt til mig, så jeg mistede balancen og faldt ned på asfalten.

   Automatisk rakte jeg hænderne frem for at afbøde faldet og fik på den måde skrabet håndfladerne. Mit hår faldt ned foran mit ansigt.

   ”Ja?” spurgte jeg og det pinte mig at høre hvor anderledes jeg lød når jeg talte dette bøvlede sprog, end når jeg talte mit modersmål.

   Tine slog klik med tungen igen. Hun himlede med øjnene og det samme gjorde hendes wannabe-dukker.

   ”Du lytter jo ikke til hvad jeg siger. Stakkels pigebarn. Ikke nok med at hun ikke kan tale, hun kan heller ikke høre.” sagde Tine nedladende og så på Miriam og Lisa for at få bekræftet det.

   De nikkede igen.

  ”Tine,” sagde jeg og gjorde mig umage med at tale rent og fejlfrit. ”Skal vi ikke bare droppe det her? Du vinder jo ikke noget ved at jorde mig.” sagde jeg og syntes selv at jeg lød okay.

   Tine snerpede munden sammen til en smal streg og det gjorde hende bare endnu grimmere. Hun spyttede på mig. Jeg modstod trangen til at hakke hende til plukfisk.

   "Så du tror du bare sådan slipper med at invadere mit territorium? Tsk, du er dummere end jeg troede." sagde hun og rystede på hovedet. "Jeg kan fandme godt forstå at din far tog livet af sig selv." tilføjede hun og smilede bredt, da hun så hvor hårdt hendes ord ramte mig. 

   Jeg havde tit gået og spurgt mig selv, hvorfor han begik selvmord. Om det var min skyld? Jeg havde godt vidst at han var deprimeret. Jeg havde bare ikke troet at de var  slemt ...

   "Se nu der, piger!" vrængede Tine og skubbede til mig med sine højhælede støvler.

   "Hvad skal vi se, Tine?" spurgte Miriam dumt.

   Tine sukkede frustreret og vendte sig mod sin veninde. Imens de stod og diskuterede, kom jeg op at stå. Da jeg sparkede ud efter Tine og ramte hende i knæhaserne, bukkede hun sammen og jeg løb. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, alt hvad min krop kunne mønstre af energi, blev brugt nu.

   Jeg hørte Tine skrige mit navn og wannabe-barbierne skreg og spurgte om hun var okay, imens hun skreg til dem at de skulle løbe efter mig. Jeg standsede op og så mig over skulderen. Det blik jeg sendte dem, var det blik jeg var allermest kendt for derhjemme i USA. Den Kolde Død, som mine venner så pænt kaldte det. Det fik wannabe-barbierne til langsomt at sænke farten, til de til sidst stod lige foran mig. Jeg lavede elevatorblikket og rystede på hovedet.

   "Miriam, du er jo klog. Hvorfor spiller du så dum? Jeg forstår det ikke!" sagde jeg og rettede blikket mod Lisa. "Lisa, du skal ikke lade hende jorde jer på den måde. Du er den stærke af jer to. Stay strong!" sagde jeg og vendte mig om for at løbe. 

   Tine skreg at de skulle standse mig. Hendes helt nøjagtige ordvalg var sådan her:

   "I forbandet dumme høns! I skal jo ikke bare stå der som to uintelligente fjolser. Kom nu forhelvede videre, idioter!" 

   Jeg hverken så eller hørte hvad der videre skete. Jeg lukkede af for alt og bare løb. Tæt på det hus jeg boede lå en skov med en masse stier. Tre af stierne gik forbi en stor sø. Jeg elskede den sø, som det eneste i dette åndssvage land. Da jeg nåede søen, fandt jeg mit sædvanlige sted og satte mig ned. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...