Svøm Jeff!

>> Træner Wilson løftede sin højre arm og kiggede på stopuret. Vi havde trænet længe til OL, men manglede stadig nogle få træningstimer før den store dag. Om 1 minut skulle jeg svømme, om 1 minut skulle jeg endnu engang vise hvor god eller mindre god jeg var. Jeg rettede på mine badebukser, gik op på skamlen og tog mine dykkerbriller på. Jeg stillede mig i position og kiggede ud over de små vilde bølger. Åndedrættet steg, jeg fyldte mine lunger ind og ud med den kolde luft af klor. ”SPRING JEFF!!” <<
- Læs novellen, om en OL-atlets, træning, øvelser, fysik, føelser og oplevelser under et OL.

4Likes
4Kommentarer
690Visninger
AA

7. Klar, parat, start!

Dagen hvor OL finalen fløjtes i gang. Der var mange mennesker samlet her på stadion. Alle mulige mennesker fra forskellige nationer. Mørke, hvide, høje, tynde og de meget muskuløse. Jeg så mig omkring, imens træner Wilson fandt dem der skulle være dommere for min runde. Laura og Tim havde allerede fundet sig tilrette oppe på tilskuerpladserne. En mand i jakkesæt, kom hen og noterede at jeg var ankommet. Han sagde jeg skulle svømme på bane 2, kl. 14.15 og gik så hen til en anden dreng, der stod et stykke væk fra mig. Træner Wilson kom flyvende hen og forklarede mig, at alt var i orden. Jeg blev genet hen til døren hvor omklædningsrummet var. Jeg var virkelig spændt, om 1 time skulle jeg svømme for mit land.

Jeg gik ned til omklædningsrummene og klædte om. Bagefter gik jeg over til min bane og øvede lidt, før kampstart. De andre atleter øvede også, der var mange baner her på station, men det var også kæmpe stort. Min mavede rumlede lidt af nervøsitet og det knugede i mit bryst af spænding. Jeg kiggede op på tavlen og kunne se bassin 13 var færdige med deres løb. Vi var efter bane 13 og nu kunne der ikke være længe til, før vi skulle i gang. Support kontrollørerne kom nu hen og sprøjtede vores springpulte helt rene og tørrerede dem flot af, så de så bedre ud på tv. Der blev kaldt i højtaleren at alle svømme atleter på bane 14, skulle stille sig i position og at dette her var den næste dyst. Jeg var klar og stillede mig op på springpulten, vi var alle klar. Jeg stod koncentreret og knugede min halskæde fra Laura, med den ene hånd. Nu blev der sagt en masse i højtalerne, som jeg alligevel ikke rigtig hørte på. De forskellige svømmeatleters trænere, sad nu sammen ovre på sidelinjen, med plads imellem dem, så deres atlet kunne komme hen og sidde efter dysten.

”Ladies and gentlemen, welcome to the swim dual, 400 m. – men!” Sagde en dyb stemme i højtaleranlægget. Dommerne for duellen, sad oppe på, det der lignede redningstårne og var klar. Bagved os svømmere, stod der nu en mand, men jakkesæt og hvide bukser og tællede ned. ”Are you guys ready?! One…….. Two….three…GO!”.

Med et flot elegant spring, tog jeg den ned i vandet. Min krop spændte i alle muskler og jeg slog tankerne fra. Chad Evans, svømmede på bane 7, imens Richard Parker, svømmede side om side med mig. Han var god Richard, vi svømmede side om side, de 2 første lange strækninger, indtil jeg fik ham overhalet med en halv meters penge. Chung Leehoik, kom nu tonsende igennem vandet. Jeg holdt hovedet koldt, trods det i forvejen var kølet ned i det kolde vand. ”Fourth rounds left!” råbte dommeren. Jeg kunne fornemme, trods min kamp, at tilskuerne, nu jublede og ventede spændt på resultaterne, for den pågældende dyst. Min arm begyndte at jage af smerte, men jeg holdt distancen og padlede derud af. Chung, var stadigvæk lidt foran mig, og mit håb om guld medaljen dalede en smule. Men trods en lille uvurderlig skuffelse, holdt jeg modet oppe. ”Second round left!”. Jeg svømmede alt hvad jeg overhovedet kunne og der var en vældig aktivitet i vandet. Sidste rundt, kom nu… Min siddebane makker Chung og jeg var nu, som to sæler i vandet. ”And there it is!! Go for it guys!!!” skreg dommeren i mikrofonen. 10 meter, 5 meter, 2 meter og slut.

Hvilken perfekt finale. Og jeg har bronche medaljen hængene over mit billede på væggen af Laura i nu. Hun vil aldrig glemme finalen, det er jeg sikker på og jeg vil aldrig glemme hende. Men atleterne i dag kan nu også sagtens. Jeg greb stokken og hev i snoren. Der kom et par trin udefra gangen og min dør blev åbnet. ”Ja Hr. Nelson, du kaldte?” sagde Marie, min hjemmehjælper.

”Tænd fjernsynet Marie, der er OL!”…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...