ENGLE BØRN

Novellen handler om, at få det man ønsker sig allermest og om de fatale konsekvenser det kan have, at få ønskerne opfyldt.
Først bagefter indser man, at man ikke kan spole tiden tilbage og at man for altid må leve med de konsekvenser, som ønsket medbragte.

2Likes
3Kommentarer
923Visninger

1. Ønsket

"Hvorfor kan jeg ikke flyve?" Jeg ligger på marken og kigger op i himmelen. "Jeg vil også flyve, jeg vil også højt op, op over skyerne!" Jeg bliver vred.

"Hvorfor efterlader i mig alle sammen?"  De andre børn flyver uden mig. "Kan i ikke tage mig med?" Børnene flyver over mig, og ler. "Nej, det er du for dum til, du har ikke engang nogen vinger!" Børnene flyver deres vej, leende af glæde.

"Kan i ikke tage mig med næste år så?" Jeg rejser mig fra det våde græs. Ingen svarer, børnene er væk for altid.

"Jeg gider heller ikke, hvis i skal være så tavelige!" Jeg græder, meget, mens jeg løber hjem.

"Hvad er du ked af?" Mor laver mad i køkkenet.

"De andre børn vil ikke have mig med, for jeg kan ikke flyve." Jeg tager et glas fra skabet, fylder vand i og sætter mig ned på den nærmeste stol.

"De andre børn?" Mor går i stå, hun vender sig om mod mig.

"Ja, de leede af mig og sagde, at jeg var dum." Snottet hænger fra min næse, slimet og vådt. "

Nå, hvor bor disse børn?" Mor Snitter agurkerne til plukfisk.

"De bor i himmelen." Jeg tører næsen, med ærmet af min røde trøje.

"Er du sikker på, at børnene sagde de ting til dig?" Mor rynker de flot plukkede bryn. Jeg nikker bekræftende og fylder glasset igen.

"Det kunne vel aldrig have været din fantasi, der spillede dig et puds? Du kunne jo også have drømt det." Mor hakker videre og massakrerer frugter og grøntsager i lange baner.

"Det er altså rigtigt!" Jeg stamper i jorden. Jeg er sur. Hvorfor vil mor ikke tro mig? Jeg forlader køkkenet med hastige skridt.

"Alle mennesker er så dumme!" Døren giver et brag fra sig, idet jeg lukker døren indtil mit værelse.

"Jeg vil altså flyve! Jeg vil! Jeg vil! Jeg vil!" Jeg åbner vinduet og kigger ned på gaden. Jeg bor på fjerde sal, der er langt ned. "Nu skal jeg vise verden, at jeg kan flyve!" Jeg kravler op i vindueskarmen.

"Slut med dumme mennesker, slut med mor, der ikke forstår mig, slut med leende børne stemmer!" Jeg hopper ud i den friske luft. Jeg falder, jeg falder langt. Jeg lukker øjnene, alt bliver mørkt. Lyset er rødt, på indersiden af mine øjenlåg. Jeg åbner mine små, skuende øjne.

"Jeg flyver! Jeg har vinger!" Jeg befinder mig oppe over skyerne, præcis som jeg gerne ville." Jeg finder hurtigt de andre børn.

"Hej, se! Jeg har fået vinger, jeg kan flyve! Se mig!" Mine vinger flakser om mine ører.

"Det var hurtigt du fik dine vinger, vi andre vendtede år på at få dem!" De andre børn flyver sammen med mig. Solen er ved at gå ned.

"Jeg må hjem, så min mor ikke bliver bekymret." Jeg flyver hen til mit vindue, jeg kigger ind. Mor sidder på min seng, hun græder.

"Hvorfor græder du mor?" Hun svarer ikke.

"Mor!" Hun siger ingenting, kun gråd undslipper hendes læber. Jeg kigger ned. Nede på gaden ligger mit døde legeme. Nu forstår jeg, hvorfor mor græd.

Det kan gøre ondt, at få det man aller mest ønsker sig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...