Den Mystiske Dreng

Amalie, som elsker at løbe med sin hund hver aften, møder pludselig en dreng ude i skoven. Han redder hende og invitere hende hjem....

2Likes
8Kommentarer
1287Visninger
AA

3. Kapittel 3

Bib... Bib... Bib... Jeg slog langsomt øjnene op. Alt jeg kunne se var hvidt, og jeg kunne ikke bevæge mig. Lidt efter lidt kunne jeg se at jeg var på et hospital. Hvad i al verden var der sket?, og hvad mere vigtigt var, hvad lavede jeg her? Min bedste veninde Emma kom ind ad døren med en trist mine, men lyste op i et smil da hun så at jeg havde åbnet øjne. Hun kom løbene hen mod mig, og skulle vidst til at kramme mig da hun kom i tanke om at jeg havde alle mulige slanger i mig. ”Åh hvor godt... Du er vågen” sagde hun, og skulle næsten til at græde. Hvad var der dog sket? Det sidste jeg kunne huske var at jeg ikke kunne løbe mere og derfor var faldt om, men det var da ikke nogen grund til at komme på hospitalet. ”Hvad er der sket? Hvorfor ligger jeg her?” spurgte jeg hende om. ”Kan du slet ikke huske noget” spurgte hun og kiggede vantro på mig. ”Nej, hvad er der da sket?” spurgte jeg igen underligt. ”Altså du var kollapset midt på vejen på vej hjem. Du havde sikkert anstrengt dig for meget..” sagde hun og lød ikke så overrasket over det. Det var noget jeg jo tit gjorde. ”Jah, men derfor behøver jeg jo ikke at ligge her?” sagde jeg og syntes at det var en lille smule morsomt. ”Lad mig nu tale færdig....” sagde hun strengt. Det lød så sjovt at jeg kom til at grine. "Du kan slet ikke huske noget som helst?” spurgte hun. Jeg rystede stille på hovedet. Jo jeg kunne huske ham drengen, men noget sagde mig at det gjorde jeg bedst i ikke at sige. ”Jamen altså.. Der er sket det at; da du var kollapset var Vaks løbet hjem til mig. Først vidste jeg ikke hvad han ville, men så fulgte jeg efter ham, og han fulgte mig hen til dig. Jeg var helt vildt bange da jeg så dig, for rundt om dig sad fire ulve, og efter det jeg kunne se, så det ud som om de var ved at spise dig. Vaks fik heldigvis hurtigt jaget ulvene væk, og imens havde jeg ringet efter en ambulance, for du var virkelig hårdt ramt” hun stoppede og kiggede igen trist på mig. Jeg kunne ikke tro det, var jeg virkelig blevet angrebet af ulve. ”Hvor er Vaks så nu?” spurgte jeg, og blev en smule trist. ”Der må ikke være hunde på hospitalet så han bliver passet af min mor og far” sagde hun og forstod mig godt. Jeg kom pludselig i tanke om drengen. Var han også blevet angrebet af ulve? Var det derfor han ville have mig til at løbe hjem? Og hvis ja, hvordan vidste han så at de ville komme den vej? En masse spørgsmål fløj gennem mit hoved, og jeg kunne næsten ikke rumme det. Da jeg pludselig kom i tanke om noget. ”Hvor længe har jeg været her” spurgte jeg. ”Du har været i koma i et på dage, og der for var jeg ved at blive bange for dig” et par dage! Det hele fløj rundt for mig. Jeg havde lovet at mødes med drengen dagen efter, hvad hvis nu han også var kommet til skade. Mit blik flakkede rundt og søgte efter et eller andet, jeg vidste bare ikke hvad var. Mit blik stoppede ved en buket blomster, der stod på boret. ”Hvem er de fra?” spurgte jeg, og lavede et lille nik med hovedet imod dem. Det var en buket med det mest røde roser jeg nogensinde havde set, og nogle flotte gule tulipaner inde i mellem. Emma vidste med det samme hvad jeg mente. ”Nå dem.. En eller anden dreng kom med dem, imens jeg var væk et kort øjeblik, har en sygeplejerske sagt” sagde hun. ”Er der et kort med i?” Jeg håbede virkelig at der var, for så kunne jeg finde ud af om det var fra ham. ”Jo, men det giver ingen mening” sagde hun og tog det frem. ”Bare læs det” sagde jeg bestemt. ”okay” sagde hun og begyndte.

 

”Kære Amalie

Jeg er virkelig ked af at du er kommet sådan til skade, og det er min skyld.

Jeg ved godt at du nok tænker at det kan det ikke være, men det er det.

Jeg er virkelig ked af at vi ikke kunne mødes, men jeg forstår godt hvorfor.

Jeg kan lige gøre det klart at jeg ikke er kommet til skade, så det skal du ikke bekymre dig om

Skynd dig nu at blive rask.

Jeg venter hver dag det samme sted, på dig.

Hilsen du ved godt hvem.”

 

Emma kiggede undrende på mig. ”Ved du godt hvem det er fra?” Jeg rystede på hovedet, men smilede nu alligevel. Han havde husket mig, han havde virkelig husket mig. Men hvad var det for noget med at det var hans skyld, og alt det der. Hvad mente han dog med det. ”Jeg har ingen anelse...” sagde jeg, og prøvede på at lyde overbevisende. Det virkede vidst for hun spurgte ikke mere til det, men begyndte at fortælle om alt det jeg var gået glip af på skolen. Jeg hørte kun efter med et halvt øre. Min hjerne arbejdede på højtryk på at finde ud af hvad han dog havde ment med det han havde skrevet. ”Jeg tror hellere at du må får villet dig...” sagde Melissa og smilede til mig. Jeg nikkede, og lagde hovedet lidt til siden og faldt stille i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...