Den Mystiske Dreng

Amalie, som elsker at løbe med sin hund hver aften, møder pludselig en dreng ude i skoven. Han redder hende og invitere hende hjem....

2Likes
8Kommentarer
1286Visninger
AA

2. Kapittel 2

(Amalies Synsvinkel)

Vaks kravlede klynkende hen til mig, og slikkede mig i ansigtet. Jeg lagde armene om ham, og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Jeg tog mit til armen, der hvor manden havde holdt fast i mig. Det gjorde ondt, og der var kommet et stort mærke. Ham drengen der havde reddet mig, var ved at banke manden. Jeg sad og kiggede på dem, og lukkede øjnene hver gang drengen blev ramt. Jeg så at der steg en mand ud af bilen. Jeg blev nødt til at kigge væk, for han havde ingen bukser på. Jeg sad og hviskede til Vaks at det sikkert var ham der skulle havde voldtaget mig, og sendte ham så hen for at bide ham. Jeg kiggede over på dem. Vaks gik og knurrede af ham. Pludselig stod han med en form for kæp i hånden og slog ud efter Vaks. Hver gang han blev ramt, var det som om jeg fik et stik i maven med en kniv.

Jeg hørte svagt at den første mand sagde: "Kom.. Lad os komme væk herfra, det her nytter ikke!" Og hurtigt var de inde i bilen og væk. Jeg kaldte Vaks over, og sad og krammede ham da der pludselig var en blød drengestemme der sagde noget til mig. "Hvordan har du det?" Jeg kiggede op og så ind i de flotteste havblå øjne. "Ehm.. Jeg har det vel fint nok, hvis man tænker på at jeg næsten var blevet voldtaget af en eller anden syg stodder.." Jeg så han smilede af min sidste kommentar. "Godt.. Vil du med hen til min hytte og få varmen inden du tager hjem?" Han rakte en hånd ned til mig så jeg kunne komme op. Jeg tog imod hans hånd, og kiggede på ham. Hans halvlange brune hår fremhævede virkelig hans øjne, og man kunne se han havde en veltrænet overkrop gennem hans T-shirt. Han var generelt egentlig bare lækker. "Svare du, eller skal du bare stå og stirre på mig hele aftenen?" Spurgte han drillende med verdens sødeste smil på læberne. Jeg rystede kort på hovedet. "Ja det vil godt.. Her er alligevel ret koldt" Han begyndte at gå, og jeg fulgte efter. Vaks gik ved siden af mig, og knurrede af alt der bevægede sig.

Da vi havde gået et pænt stykke begyndte det selvfølgelig at regne, så vi begyndte at småløbe. Vi kom til en lille lysning midt inde  i skoven. Jeg var ik så glad for at være her, da jeg for nogen dage siden havde hørt ulvehyl herinde fra. Jeg skubbede tanken væk og kiggede rundt. Jeg så et lille træhus oppe i et stort træ som stod midt i det hele. Jeg grinte lidt af den, men ville egentlig gerne derop da mit tøj var ret vådt, og ikke ligefrem hjalp mod kulden. Jeg kiggede over på ham, og så han smilede og begyndte at klatre op i træet. Jeg kiggede skeptisk på ham, men fulgte så efter. "Er der ik en stige eller noget?" Jeg var ved at glide flere gange, men det gik for der var ret mange grene. Da han var kommet op, rakte han en hånd ned til mig, som jeg tog fat i. Han måtte være ret stærk eftersom han nærmest løftede mig op i hytten. Jeg kiggede lidt rundt, og vidste ik hvad jeg skulle sige. Der var en tændt pejs, så her var varme. Jeg kiggede over på ham drengen og sagde: "Wow..." Her var møbler, og noget der lignede et køkken. Drengen rystede bare smilende på hovedet af mig, og gik ind i et rum og hentede et håndklæde. "Tag tøjet af, og sæt dig hen i sofaen." Han pegede på sofaen som stod foran pejsen. Jeg kiggede skeptisk på ham. Han grinte af mig. "Hvis det havde været meningen at voldtage dig, havde jeg gjort det nede ved vejen." Jeg kiggede efter ham, da han gik ind i et andet rum. Jeg kiggede tøvende på håndklædet, men til sidst gav jeg efter. Jeg kunne mærke at det hjalp at få tørret håret, og komme af med det våde tøj. Håndklædet var lidt lille, så jeg sukkede lettet da jeg så et tæppe henne på sofaen. Jeg tog det omkring mig, og satte mig på gulvet foran pejsen. Jeg hørte nogen lyde. Det lød som gryder, eller noget. Jeg kiggede rundt, og så drengen komme ind med et glas varm kakao. Jeg nippede stille til den, og nød varmen der strømmede igennem mig. Jeg sad og kiggede ned i kakao da jeg spurgte: "Hvad hedder du egentlig?" Jeg kiggede over på ham. Han var ved at hænge mit tøj op på noget der mindede om et tørrestav. "Er det nødvendigt at vide?" Spurgte han tilbage. Jeg tænkte lidt. "Æhm. Ja.. Jeg vil da gerne vide hvad mn redningsmand hedder?" sagde jeg og kiggede lidt underligt på ham. Er det ik normalt man giver sit navn? Hvorfor ville han ik sige det...? Der kørte mange spørgsmål rundt i hovedet på mig, men blev afbrudt da han sagde: " Hvis jeg siger det, bliver jeg nødt til at kvæle dig..." Jeg kiggede på ham med et lidt wierd blik og sagde så: " Haha, hvor er du morsom... Sig det nu..!" Jeg smilede, men det forsvandt hurtigt da jeg så hvor alvorlig han så ud. "Må du virkelig ik sige det?" Jeg så på ham, og bed mig i læben. Han rystede på hovedet, men spurgte så: "Hvad hedder du?" og lyste op i et kæmpe smil. "Jeg hedder Amalie..." svarede jeg med et smil på læberne, og stilte kakaoen på gulvet. Han kom over og satte sig ved siden af mig, og så sad vi der og kiggede lidt på hinanden. Han kiggede på mig med et underligt blik, så jeg begyndte at rødme hvilket han åbenbart syntes var sjovt, for han begyndte pludselig at smile. "Hvad er det der er så sjovt?" Spurgte jeg og puffede til ham. "Du ser bare så sød ud når du smiler" sagde han. Jeg dækkede hurtigt min mund og kinder med tæppet. Jeg syntes dog det var sødt han sagde det, men det var os ret pinligt. Han gik hen og mærkede på mit tøj. "Det er tørt nu..." sagde han og kastede det hen til mig. Jeg samlede det op og kiggede på ham. "Hvad er der?" spurgte han undrende. "Tja, jeg smider altså ikke tæppet før du er ude af syne." svare jeg på hans halv dumme spørgsmål. Han gik hurtigt ind i et andet rum, så jeg skiftede. Jeg nød varmen fra det tørre tøj, og smilede for mig selv. "Er du færdig?" kunne jeg svagt høre han spurgte. "Ja.. Bare kom" Lige da han kom ind, hørte vi nogle ulvehyl ude fra skoven. Vi så begge lidt bange ud. "Du må skynde dig væk. Nu!" sagde han hurtigt og kom hen med en jakke. Jeg nikkede. "Jamen hvornår kan jeg så se dig igen?" spurgte jeg og ville ikke gå før jeg fik et svar. "Samme tid, samme sted som idag.. Og skynd dig så!" Jeg klatrede ned af træet og kaldte på Vaks. Jeg sagde til ham at vi skulle hjem, og så begyndte han at løbe. Jeg løb efter ham, og syntes vejen var enormt lang. Jeg begyndte at blive træt i benene og stoppede forpustet op, men Vaks blev ved med at hive i snoren. Til sidst fik han mig til at løbe videre og endelig var vi ved stien igen, men han ville ikke stoppe for at tage en pause og løb bare videre. Jeg kunne lige skimte mit hus længere ude, men jeg kunne ik løbe mere. Vaks blev ved med at prøve at få mig til at løbe, men jeg kunne ikke og faldt om på jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...