Den Mystiske Dreng

Amalie, som elsker at løbe med sin hund hver aften, møder pludselig en dreng ude i skoven. Han redder hende og invitere hende hjem....

2Likes
8Kommentarer
1302Visninger
AA

4. Kapitel 4

”Er du nu sikker på at du kan være alene hjemme?” Emma vendte sig om mod mig, og så på mig som om hun virkelig ville med mig hjem. Vi sad i hendes fars bil, på vej hjem fra hospitalet. Jeg havde været der i en uge, eller to. kKnne ikke rigtig huske det. Det meste af tiden havde jeg tænkt på ham drengen, og om han virkelig ventede på mig? ”Ja Emz, jeg kan godt klare mig” Jeg prøvede at se meget overbevisende ud. Hun skulle absolut lave et stort nummer ud af det. Mine forældre var på forretningsrejse så de var ikke hjemme. ”Er du nu sikker?” spurgte hun igen ”vi kan sagtens nå at køre hjem og hente mine ting” hun så på mig med bedende øjne. ”Nej, og det står ikke til at lave om på.” Emma satte sig surt om på forsædet igen. Jeg havde lavet planer i aften, og de involverede ikke hende. Jeg ville hen til skoven, og… Jeg blev afbrudt af torden skraldet der lød over vores hoveder og bagefter kom regnen. Den styrtede ned i lange stænger, og trommede mod bilen. ”Uha sikke et vejer. Det bliver vist uvejer” sagde Emmas far, og standsede ude foran mit hus. ”Så er vi ved endestationen” sagde hendes far, ”Vi ses i morgen” Emma lød lidt fornærmet, men jeg kunne altså ikke have hende med ud i skoven. ”Ja vi ses, og tak for turen” sagde jeg og lukkede bildøren efter mig. Jeg var allerede nået at blive godt våd da jeg kom ind i gangen. En stor pelset klump væltede mig omkuld. Vaks! Han så ud til at have savnet mig, og slikkede mig glad i ansigtet. ”Jeg har også savnet dig, vil du med ud og gå en tur” Vaks kiggede ud på vejret, som for at fortælle mig at det ikke var gå vejer. ”Okay så bliver du bare her” sagde jeg. Jeg snuppede min regnjakke og gik ud af døren. Jeg gik ned af stien der fulgte til stedet hvor jeg mødte drengen først. Og var der snart. Jeg blev lidt trist da jeg så at han ikke var der. Jeg satte mig ned på bænken ved siden af stien og ventede. Nogle træer der stod lige ved bænken dækkede for regnen. Jeg kiggede op for at se om jeg kunne se månen. Jeg væltede af bænken af bare forskrækkelse, da jeg så to par blå øjne 5 cm fra mit ansigt. Jeg tog mig til hjertet, og prøvede at berolige mig selv. Det var jo bare drengen. ”Undskyld hvis jeg forskrækkede dig” sagde han og hoppede yndefuldt ned fra træet. Han havde ingen T-shirt på og så ret tiltrækkende ud. Han rakte en hånd ud for at hjælpe mig op. ”Nej du forskrækkede mig slet ikke, jeg fik bare et hjertetilfælde” sagde jeg for sjov, og børstede mudderet af mine bukser. Drengen begyndte at grine. Han havde sådan et dejligt grin. Det var så drenget som det kunne blive. ”Hvordan har du haft det?” spurgte han brat. Det spørgsmål havde jeg ikke lige regnet med. ”Em…jeg har vel haft det godt. Og tak for blomsterne” jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hvad nu hvis jeg sagde noget forkert, så han sagde at jeg skulle gå igen? ”det er jeg glad for at høre” han smilte charmerende til mig. Jeg tror jeg rødmede for han begyndte at smile af noget der i hans øjne var sjovt. Vi stod ret tæt, og jeg skulle til at rygge mig lidt længere tilbage. Da et enormt tordenbrag fik mig til at klamre mig til ham. Han begyndte bare at grine, og jeg flyttede mig flovt tilbage. ”Vil du med hen til min hytte?” ”Jo så lad gå, jeg gider alligevel ikke at blive her og blive mere våd” sagde jeg, og gik hen mod skoven. ”Vent det går hurtigere hvis du hopper op på min ryg” sagde han og vente ryggen til så jeg kunne hoppe op. ”Em… jeg ved ikke rigtigt, hvordan kommer det til at gå hurtigere” jeg så på ham med at skeptisk blik. ”Hop nu bare op, og luk øjnene” jeg hoppede op, og lukkede øjnene. Jeg mærkede en lille vind i mit hår da han satte i et løb. Men hvordan kunne han løbe med min vægt på ryggen? ”Så er vi her” sagde han og smed mig på jorden. Jeg landede lige på benene, men var ved at miste balancen. Han greb min hånd lige inden jeg landede på jorden. ”Rolig nu du behøver ikke blive mere våd end du er” grinte han. Jeg kiggede fornærmet på ham, og begyndte at klatre op i hytten.

-------------------------------------------------------------------------------

Undskyld det kedelige kapitel.. Vidste ik lige hvad jeg skulle skrive:/

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...