Moving on (One Direction)

Maria er lige blevet 18. Hun er godt og grundig træt af, at leve sit liv gennem sin 'bedste veninde', som ikke behandler hende særlig godt. Hun beslutter sig for at gøre noget ved hendes kedelige liv, som veninden der altid stod i baggrunde, og flytter til London sammen med en god veninde, som har hjulpet hende med at åbne øjnene. Hun får et job som rengøringsdame på et fornemt hotel. En ting hun dog ikke havde regnet med, var at hun ville møde en person, der ville forandre hele hendes liv én gang for alle.

7Likes
3Kommentarer
981Visninger
AA

2. Ikke flere chancer

Jeg kom til mig selv igen, da jeg hørte regnen slå voldsomt mod mit vindue. Jeg vendte mit blik ud mod gaden, hvor bilerne sneglede sig langsomt frem. Det var midt i myldre tiden, hvor de fleste lige havde fået fri fra arbejde. Jeg sukkede højlydt, mens jeg tjekkede min mobil. Det var blevet en ren refleks, ikke fordi jeg kiggede efter klokken eller noget, jeg trykkede bare på knappen. Skærmen lyste voldsomt op i det mørke rum, hvor jeg ikke lige havde orket at tænde en lampe, og det mørke regnvejr gav ikke ligefrem særligt meget lys. Mine øjne klemte sig sammen, og jeg åbnede dem langsomt igen, for ikke at blive blindet. Det var en utrolig irreterende vane jeg havde fået mig der, hvilket jeg vidste mine forældre var helt enige i, de hadede den telefon, jeg lavede ikke andet end at tjekke om jeg nu havde fået en sms, eller om der var sket noget inde på facebook og twitter. Man kan vel sige, at jeg er en meget normal teenager... for helt ærligt, hvem gør ikke??

Jeg kiggede igen på min mobil, men denne gang var der faktisk en grund... Jeg havde fået en besked fra Cecilie #Jeg kommer lidt for sent.. Undskyld <3# Jeg sukkede lydløst og kiggede igen ud af vinduet. Hun var sikker stadig sammen med sin nye kæreste. De havde ikke engang været sammen en måned, og de var ikke til at skille ad. De havde været sammen hver eneste dag her i sommerferien (fik jeg nævnt det regnede og blæste som bare pokker, og vi var midt i sommerferien.. Man kan ikke andet end at elske Danmark!).

Det var nu ikke så meget den nye kæreste, der havde fået mig til at overveje vores venskab en gang. Hun var lige pludselig blevet utrolig populær blandt drengene, hvilket fik de 'populære' piger til at vise en meget pludselig interesse for Hende. Hun havde pludselig meget travlt med hendes nye venner, mens hendes gamle vennekreds, hvilket også var min vennekreds, og jeg kunne side på sidelinjen og kigge helt hjælpeløse på hinanden, og se vores gamle søde, stille og uskyldige veninde, forvandle sig til en ugenkendelig person, vi til sidst ikke havde lyst til at kende. Jeg havde flere gange snakket med hende og prøvet at forklare hvordan vi alle havde det med, at hun nu ikke havde tid til os. Men hver eneste gang havde hun den samme undskyldning med, hvordan hun altid viste, at hun ville have os, og at hun lige nu bare skulle prøve nogle ting af. Vi var alle grænseløst irriterede over, at hun bare regnede med, at vi ville være der for hende, for hun viste ikke ligefrem, at hun havde lyst til at gengælde. Der skal jo to til et venskab.

 

Jeg fik et kæmpe chok, da min mobil lige pludselig begyndte at brumme. Det var Kristin, min rigtig gode veninde, som havde været med mig gennem hele forløbet. Vi havde godt nok ikke fået den bedste start sammen, men som vi stille og rolig begyndte at indse, at vi faktisk passede godt sammen, var vores venskab blevet bedre. Det gjorde det så heller ikke nemmere, at vi begge ville have Cecilie for os selv, så vi havde været nogle rigtige finker mod hinanden, indtil vi fandt ud af, at der ikke var nogen grund til at slås om en veninde, som egentlig ikke gad finde tid til en. 

#Hva' Såå? Har du nogle planer for i aften? :-)

Jeg overvejede stærkt, at sige ja til en aften med hende, men kom i tanke om mine planer med Cecilie. Jeg havde så inderligt lyst til, at det var mig til at brænde hende af for en gangs skyld, men kunne ikke få mig slev til det. #Desværre :-( Har lavet planer for i aften. Måske i morgen? <3#

Jeg trykkede send og sukkede lavt. Jeg begyndte at tænke tilbage på den sommer, mit venskab til Cecilie blev skabt. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg helt fra min første skoledag, på den nye skole, ville være venner med hende. Selv dengang, 2. klasse, var hun stadig en af de personer med flest venner. Jeg følte mig så usikker og havde den idé, at hvis jeg nu blev venner med hende den populære, så ville folk også kunne lide mig. Det var en dum tanke jeg fik dengang, at jeg virkelig troede, at de venner jeg havde ville få andre mennesker, som jeg egentlig ikke havde lyst til at imponerer, til at kunne lide mig. Jeg mærkede den deprimerende følelse komme frem indeni mig. Tankerne begyndte at flyde over og det samme gjorde tårende. Jeg kom i tanke om alle de aftner jeg bare havde sat hjemme, og ventet på en sms fra Cecilie. Jeg gjorde alt sammen med hende. Mest fordi jeg havde lyst, men også fordi jeg ikke turde stå på mine egne ben. Jeg havde altid lænet mig op ad hende. Det ærede mig så forfærdeligt meget, at jeg var nød til give slip på den person i hele verden, jeg havde elsket allermest. For tro mig. Engnag var hun den eneste jeg havde og tanken om, at jeg nu skulle vinke farvel og starte mit eget liv var forfærdelig og skræmmende.

 

#Heej søde! Jeg er desværre nød til at aflyse :-(# Jeg var ved at eksplodere af vrede! Hvordan kunne hun gang på gang brænde mig af? Kunne hun slet ikke fornemme, at jeg rent faktisk havde brug for at snakke med hende. Alle de gange jeg havde prøvet, at få vores venskab til at fungere... Nu kunne det være nok! Det her var sidste chance jeg havde givet hende, og det vidste hun udmærket godt.

 

 

Jeg vågnede ved min mors høje snakken. Hun sad inde i stuen og snakkede i telefon. Sikkert med nogle kunder. Hun havde lige fået hjemme kontor, så man havde aldrig muligheden for at få lidt privatliv længere. Hvilket jeg savnede lidt, for der er ikke noget sjovere end, at rande rundt i hele huset og lege rock stjerne og bare give den gas med stemmen, hvilket er grunden til jeg gør det når jeg er alene, for tro mig, det er noget man ikke vil opleve.

Jeg satte mig hurtig op i sengen, måske lidt for hurtigt, det sortnede for mine øjne og jeg smed mig ned i sengen igen. Jeg sukkede højt, da mine tanker faldt på Cecilie. Jeg var stadig utrolig skuffet, men også ret overrasket, da jeg mærkede en tændt følelse indeni. Jeg havde pludselig en utrolig lyst til, at gøre noget helt vildt og skabe mig min egen verden. Mit eget liv.Jeg havde en sådan lyst til at klare mig selv og ikke få hjælp af nogen anden. Det gav et sug i maven, da følelsen kom igen. Noget slog klik inden i mig, og jeg blev lige pludselig helt besat af tanken om mit eget liv.

"Nu gør jeg det squ", sagde jeg til mig selv, med en hård og bestemt stemme. Jeg greb min mobil og fandt Kristin i min kontaktbog.

Vi havde begge snakket om at flytte til London, men ingen af os havde rigtig haft mod til det. Men for ikke så længe siden havde Kristin bragt det på banen, nu hvor vi begge var fyldt 18 og havde mulighed for det. Men jeg havde på det tidspunkt været en lille bange hund, og havde stukket halen mellem benene. Men det skulle være slut! For NU var jeg klar.

 

Jeg stod i lufthavnen med Kristin i min ene hånd og min taske i den anden. Vi stod spændt i køen og ventede på at damen bag disken, skulle bippe vores flybilleter ind. Vi havde vinket farvel til vores familie og indleveret vores bagage. Nu manglede vi bare det sidste skridt, og vi var på vej mod et nyt kapitel. Det blev vores tur langt om længe og damen bag disken gav os et stort smil, som kom lidt bag på os begge. Hun bippede vores billetter ind og ønskede os en god rejse. Vi smilede begge til hende, skyndte os ind i flyet og fandt vores pladser. "Fedt, vi skal side ved vinduet" sagde Kristin med lidt for meget entusiasme i stemmen, så vi ikke kunne lade være med at grine.

Da alle passagerene havde fundet deres pladser, begyndte kaptajnen at snakke i højtalerne. Det var nu ikke fordi vi hørte så meget af hvad han sagde, for vi havde mest travlt med at snakke om, hvor fedt det ville blive når vi kom til London og skulle bo helt uden forældre. Kaptajnen stoppede med at snakke og flyveren begyndte stille at køre. Vi kiggede spændt på hinanden og tog fat vi hinandens hænder. Flyet lettede og det gav et ordentlig sug i maven, så vi begge begyndte at grine. Nu var vores rejse for alvor begyndt. 

 

_____________________________

Det var så første kapitel, jeg undskylder hvis ikke det blev så godt, men var nød til at få starten den her historie. Jeg skal nok skynde mig at få skrevet et kapitel mere, så jeg kan få rigtig gang i historien. Men ellers tusinde tak for, at du gider læse den! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...