Moving on (One Direction)

Maria er lige blevet 18. Hun er godt og grundig træt af, at leve sit liv gennem sin 'bedste veninde', som ikke behandler hende særlig godt. Hun beslutter sig for at gøre noget ved hendes kedelige liv, som veninden der altid stod i baggrunde, og flytter til London sammen med en god veninde, som har hjulpet hende med at åbne øjnene. Hun får et job som rengøringsdame på et fornemt hotel. En ting hun dog ikke havde regnet med, var at hun ville møde en person, der ville forandre hele hendes liv én gang for alle.

7Likes
3Kommentarer
950Visninger
AA

3. Et nyt kapitel

"Ej, her er da meget hyggeligt" sagde Kristin, som kun lige havde fået åbnet døren ind til den lille to værelses lejlighed, som vi havde lejet. Jeg fik møvet mig ind gennem døren, med alle mine kufferter og smed dem med det samme på gulvet, da jeg var trådt ind i den lille forgang, hvor der kun lige var plads til to. Jeg nikkede langsomt og smilede for mig selv. Det skulle nok blive godt det her. Der skulle måske laves nogle små ændringer, men ellers var det godt. Og så var den jo også billig, hvilket var det aller vigtigste, for vi havde ikke noget job endnu, hvilket betød at vi allerede var tvunget til, at komme ud og finde et job. 

Vi gik videre ind i lejligheden og studerede kort alle rummene, eller de få der nu var. Der var et lille badeværelse, to soveværelser, et køkken og stue. Lejligheden var allerede møbleret, så den del behøvede vi ikke tænke på. Jeg gik ind i stuen og smed mig i sofaen, idet min mave begyndte at rumle meget voldsomt, så det næsten lød som torden. Jeg kiggede hurtigt over på Kristin, som stod med hænderne i siden og prøvede at holde et grin inde. "Jeg synes vi skal tage ud finde noget at spise" sagde med en lidt flabet stemme, så jeg ikke kunne lade være med at grine. "Det lyder som en ret god idé" sagde jeg med en så rolig stemme som muligt, selvom jeg allermest havde lyst til, at springe op af sofaen og styrte hen til den nærmeste McD. 

Vi kom ned på gaden og kiggede os forvirret omkring, i håb om at finde en restaurant med det samme. Vi gik da heller ikke mere end et par hundrede meter, for vi stod ude foran en lille hyggelig restaurant. Vi kigge kort på hinanden og nikkede så. Vi var begge for sultne til, at skulle gå videre for måske så bare, at ende på en fastfood restaurant. Da vi trådte ind i den lille bygning, blev vi mødt af en fantastisk duft af en masse forskellig slag mad. En tjener kom hen til os og viste os vej til et bord til to. "Jesus christ" sagde vi næsten i munden på hinanden, da vores retter kom ind på vores bord, efter 20 min. ventetid. Jeg havde bestilt den hjemmelavede lasagne, mens Kristin havde gået efter noget fiskesuppe. Vi kiggede begge på hinanden og sad med åben mund. Det var nogle kæmpe portioner vi havde fået serveret, og vi blev begge enige om, at selv den store sult vi havde ikke kunne gøre det. Jeg undrede mig lidt over hvem pokker, der kunne spise så meget mad på en gang, men slog hurtigt tanken væk, da jeg begyndte at blive en smule fordomsfuld. 

Efter at havde kæmpet os igennem 1/3 del af maden, kiggede vi opgivende på hinanden. Jeg slog en bøvs, som kom med en overraskende stor hastighed, så jeg ikke havde muligheden for at stoppe den. En dame som sad ved siden af mig, ved et andet bord, kiggede surt på mig og jeg skyndte at undskylde, men det kom ikke til at lyde som om jeg mente det, da jeg var ved at dø af grin. Damen rystede bare på hovedet og jeg kunne høre, at hun begyndte og snakke om mig og unge generelt. "Vi må hellere gå inden vi fornærmer flere mennesker" sagde Kristin, som netop havde taget den sidste slurk af sin cola, og lignede en der var ved, at gentage min store smutter. Jeg skyndte mig at nikke og rejste mig hurtigt, mens jeg greb min jakke og smed et par drikkepenge. Lige idet kristin åbnede døren, åbnede hun sin mund og en kæmpe bøvs kom ud af hendes eller ret lille mund, hvilket gjorde mig helt forskrækket. 

 

 

Vi kom ind i lejligheden og jeg skyndte mig hen til tv'et og greb fjernbetjeningen, for så betød det, at jeg var herre over tv'et resten af aftenen. Det var en regel vi havde lavet. Den der kom først, bestemte over tv'et. Det var vel en fair nok ting, bortset lige fra når det var kristin, der kom først. Jeg tændte fjernsynet, som viste en eller anden sladder kanal, hvor en dame stod og snakkede om Justin Bieber og hans kommende koncert i London. Jeg havde altid godt kunne lide hans musik og synes han så ret godt ud, men han var også den eneste jeg sådan kunne finde på at fan-girl over. Ellers havde jeg faktisk lidt imod mennesker, som var kendte. Jeg synes altid de virkede så højrøvede og så 'jeg er bedre end dig' agtige. Jeg kunne høre Krisin give et lille hvin, hvilket gjorde mig ret forskrækket, da hun stod lige bag mig. "SE, SE! Det om One Direction!" Jeg kiggede over på skærmen og sukkede lavt for mig slev, så jeg var sikker på Kristin ikke hørte det, for jeg var sikker på, at hvis jeg begyndte at sige noget grimt om dem, så ville en slem diskussion begynde, som jeg sandsynligvis ville tabe, med det ordforråd den pige var udrustet med. Desværre var den pige også født med gode øre, for selvfølgelig hørte hun mit irerterrede  suk. "Hallo, hvordan kan man ikke elske de drenge" sagde hun med en meget bestemt stemme, der nærmest havde væltet mig ned af sofaen, hvis ikke det var fordi jeg i forvejen nærmest lå fladmast på sofaen. "Jaaa, altså de er bare ikke noget for mig" prøvede jeg at forklare mig, men det lød ikke til at hun ville lade mig slippe så let. Hun begyndte at nævne alle de dejlige ting (ifølge hende!) ved de fem drenge, som der nu blev vist en kort video af. De stod med et eller andet surferbræt i hånden og takkede deres fans. Som om han ikke havde fået af vide, at han skulle sige det, tænkte jeg for mig selv. Jeg kunne mærke irritationen stige mig til hovedet, og jeg skulle lige at sige noget, da de endelig skiftede over til noget andet. "Jeg forstår altså stadig ikke hvad du ser i dem" sagde jeg lidt flabet, hvilket jeg kom en smule til at fortryde, for jeg vidste jo godt, hvor meget tid Kristin brugte på dem og hun elskede virkelig de drenge, hvilket jeg ikke helt fattede. Hun kendte dem jo ikke engang.

Jeg skyndte at rejse mig og gik ud på toilettet, for at gøre mig natklar. Jeg var godt og grundigt træt efter en ret så hektisk dag. Da jeg langt om længe var blevet færdig på toilettet, gik jeg ind på mit værelse, selvom det ikke helt føltes som mit endnu, og smed mig i sengen, som jeg heldigvis havde været så klog, at rede inden vi tog ud og spise. "Jeg går i seng nu" råbte jeg ud til Kristin og slukkede lyset. Jeg kom i tanke om et par vildt fede sko jeg havde set i en butiks rude, hvilket fik min tanke over det med de manglende penge. Vi var nød til at finde os et job, hvis vi skulle være i stand til at blive boende her i London. "Sov godt" kunne jeg høre Kristin råbe inde fra stuen. Jeg vendte mig om på siden og lukkede øjnene. 

 

 

Jeg vågnede ved lyden af en masse pander, der faldt på gulvet, eller det lød i hvert fald sådan, det kunne nu også bare havde været noget bestik, eller et en teske, eller en plastik ske.. pointen var at jeg blev vækket af en virkelig irreterrende larm, som gjorde mig virkelig morgensur. Jep, så meget skulle der til for at ødelægge min morgen. Jeg hev dynen af mig og tumlede ud i køkkenet, hvor Kristin stod og prøvede at få ovnen til at virke. Jeg satte mig på en af stolene ved det lille spisebord og sad bare og betragtede hende, indtil hun vendte sig om mod mig og gav mig et kæmpe smil. "Goood morgen søde Maria" sagde hun med en rigtig mor stemme, hvilket fik mig til at kigge på hende med et blik, der sagde Are. You. Kidding. Me?.  Jeg var slet ikke i humør til den slag humor lige nu. "Hvaaa Maria, burde vi ikke tage ud og finde nogle jobs i dag" spurgte hun med en heldigvis lidt mere normal stemme. "Jooo, det lyder som en meget god idé" fik mumlet frem mellem mine næsten sammenlukkede læber. "Fint! så skynd dig lige at spise noget og gør dig klar, vi skal helst gøre det inden der kommer for mange mennesker på gaden". Jeg kiggede på hende med et lidt åndsvagt blik, da hun vist havde glemt at vi ikke længere boede i en lille provins by, der kun næsten lige kom med på Danmarks kortet. Hendes ansigtudtryk ændrede sig ligepludselig og hun begyndte at grine. Jeg kunne ligesom regne ud at hun havde fået den samme tanke som mig, så jeg valgte bare at grine med. 

 

vi stod nu udenforan den lille restaurant, hvor vi havde spist aftensmad og kiggede nervøst på hinanden. "Lad os få den første overstået", sagde Kristin med en meget rolig stemme, hvilket gjorde mig en smule mere nervøs. Jeg hadede virkelig det med at skulle ansøge, jeg følte at folk dømmede mig og hvis de sagde nej til mig, følte jeg at de afviste mig på grund af min personlighed, hvilket de selvfølgelig også kunne gøre, men jeg brød mig bare ikke om det. 

Vi trådte ind i restauranten og kiggede os forsigtig omkring efter en person, der kunne hjælpe os. "Undskyld, kan jeg hjælpe jer med noget" spurgte en dame, som pludselig stod bag os, hvilket gav os et kæmpe chok, så vi nær var faldet døde om. Hun kiggede venligt på os og grinede derefter med en latter, der lød utrolig varm og kærlig. "Vi ville hører om i kunne bruge et par ansatte ekstra", sagde Kristin med en lille kæk stemme, der fik damen til at smile igen. "Til dit held gør vi rent faktisk" sagde hun med et smil på læben, som om hun allerede havde givet hende jobbet, i det øjeblik vi tråde ind af døren. Kristin kiggede bedrøvet på og jeg kunne se på hendes blik, at hun ledte efter et blik, der sagde ok for at hun fik jobbet og ikke mig. Jeg smilede til hende og nikkede. Det ville jeg godt onde hende. Jeg skulle nok finde mig et job et andet sted, det var jeg sikker på. 

 

Vi trådte ud af restauranten og Kristin stod med det største smil på læberne. Det var alligevel ret utroligt at hun fik et job, det allerførste sted vi søgte. "Nå, lad os finde et job til dig Maria" sagde hun med entusiasme i stemmen. Jeg kom i tanke om butikken med de fede sko, jeg havde set i går aftes. Det kunne måske være, at de havde brug for en der. Jeg hev Kristin med mig og slap først mit greb om hendes arm, da vi stod uden for butikken og betragtede den store vindues rude, med en masse fede ting. "WOW" sukkede vi i munden på hinanden. Det var lige en butik for os, hvis altså vi havde pengene til det. "Kom" sagde Kristin kort og denne gang var det hende til at rive i min arm. Jeg gik en smule modvilligt med ind i butikken, da den nervøse følelse igen kom. Det var en smule nervepirrende det der med, at skulle stå sådan på egne ben. Vi gik målbevidst op til kassen, eller Kristin gjorde, jeg fulde sådan set bare med. En dame stod bag kassen og tastede noget ind på en computer. "Mangler i nogle medarbejdere" fik jeg stille sagt, efter Kristin havde stukket mig en albue i siden. Damen løftede langsomt sit blik fra computerne og stod et øjeblik og betragtede os. Det var en smule ubehageligt, da hun af en aller anden grund blev ved med at stirrer på mig. Hun kiggede igen tilbage på sin computer og derefter op på mig igen. "Desværre ikke lige nu, men du er velkommen til at sende os en ansøgning og så skal vi kigge på den, hvis det engang bliver nødvendigt" sagde damen med en kold og ret så snobbet stemme. Jeg kunne ligesom regne ud, at det ikke ville blive til noget, så jeg takkede bare og gik med det samme. Kristin kom ud af butikken kort efter mig og gav min skulder et klem. Jeg vidste godt hvad hun hentydede til og smilede bare til hende. Jeg sukkede kort og kigge en smule opad, da jeg fik øje på en meget høj bygning, som fangede min interesse. Det lignede et hotel. Et meget fornemt hotel. Jeg gav Kristin et puf i siden og pegede så op mod den store bygning. Hun betragtede den kort og kiggede så på mig, mens hun nikkede. Vi begav os over til bygningen og gik igennem nogle store skydedøre, og tråde ind i en kæmpe lobby med højt til loftet.

Bag skranken stod en mand, som så meget koncentreret ind i en skærm. Vi stod i et stykke tid og bare kiggede på ham, da vi ligesom gik ud fra, at han ville kunne mærke, at der var nogle, der stod og gloede ham, men han skænkede os ikke et eneste blik. Jeg hostede engang for at få hans opmærksomhed, hvilket jeg da også gjorde. Jeg regnede lidt med at han ville være, som hende damen jeg lige havde snakket med, men til min store overraskelse gav han mig et stort smil. "Hvad kan jeg hjælpe jer med" spurgte han med en venlig stemme, som kom bag på både mig og Kristin. Jeg stod kort og bare betragtede ham, men kom i tanke om, at det måske ville være en idé at svare ham. "Altså, jeg ville høre om i søgte nogle medarbejdere" fik jeg sagt, med lidt mere selvtillid, end for lidt siden, hvor jeg havde stået og kigget ind i nogle kolde øjne. "Der var du heldig" sagde han med endnu mere varme i stemmen. "Vi har netop lige fået en stilling ledig, som rengøringsdame" fortsatte han, og begyndte at rode efter nogle papirer i en skuffe. Jeg gikkede over på Kristin, som stod med et ligeså stort smil, som jeg.

 

 

Jeg kiggede mig nervøst i spejlet, da jeg stod og betragtede min arbejdsuniform.

"hmmm.." brummede jeg, da jeg vente ryggen til spejlet, så jeg kunne se migselv bagfra. "Uhh" hørte jeg en sige ved døren. Det var kristin der åbenbart også stod og betragtede mig. "Du ser skide godt ud Maria" sagde hun med en lidt flirtene stemme, hvilket fik mig til at udbryde i et grin, som åbenbart smittede af på Kristin, for hun begyndte også at grine. "Er du sikker" spurgte jeg lidt usikkert. "Hvad snakker du om?" sagde hun overrasket, som om jeg aldrig nogensiden havde vist en smule usikkerhed omkring migslev, hvilket jeg ellers var ret god til. "Du ser lækker ud" sagde hun igen og kiggede ned på min røv, som blev helt strammet op, af de meget stramme sorte bukser jeg havde fået tildelt. "Nå, jeg har ikke tid til at stå her og glo" sagde hurtigt, for at komme væk fra Kristin blikke, som jeg godt viste var for sjovt, men jeg brød mig bare ikke så meget om, at nogen stod og betragtede mig. "ja, du skulle jo nødig komme forsent til din første arbejdsdag". Jeg kiggede irerterret på hende, da jeg udmærket godt var klar over hvad klokken var ved at blive. Jeg skulle møde kl. 12:30 og klokken var nu ved at være 12:15, så jeg havde en smule travlt. 

 

 

Jeg fik stukket en vogn i hånden, med alverdens rengørings midler og redskaber, da jeg var mødt ind på arbejde og 5 min. efter stod jeg oppe på 7. etage uden foran rum nr. 1435. Jeg stod en smule usikkert og kiggede på værelsesnummeret, da jeg besluttede mig for at køre mit kort igennem. En lille lampe som sad ved dørhåntaget lyste grønt og jeg hev ned i håntaget. Jeg blev mødt af en meget tyk luft og et utroligt rodet værelse. Jeg kløede mig i nakken mens jeg prøvede at forestille mig de mennesker, som kunne præsterer, at rode så meget. Jeg sukkede kort og kunne kun tænke på en udvej og det var at komme igang. Med det samme! 

Jeg startede med at åbne et vindue, så jeg havde mulighed for at trække været, hvorefter jeg begyndte at rude op på de ting, der lå på gulvet. En mørkeblå striktrøje var smidt om bag sofaen, sammen med et par mørke cowboybukser, som jeg hev op fra gulvet i en hurtig bevægelse, så der faldt noget ud af lommerne og landede ned på gulvet i et højt bump. Jeg stod musestille i et øjeblik, hvorefter jeg bukkede mig ned for, at se hvad det var, selvom jeg nok havde en anelse om at det var en mobil, der var røget på gulvet, for det bump det havde giver, kendte jeg alt for godt. Jeg bukkede mig ned og kiggede ned under sofaen, hvor en mobil lå med bagsiden opad. "Please ikk' vær' i stykker. Please ikk' vær' i stykker" bad jeg inden jeg vente mobilen om, som jeg nu stod med i hånden. Idet Jeg rejste mig op fra gulvet, kunne jeg høre nogen snakke på den anden side af døren. Jeg frøs til is og bad til at de ikke kom ind på lige det her værelse, hvor jeg befandt mig og var igang med min allerførste arbejdsdag. Men så heldig var jeg skam ikke. Der blev trykket ned i håndtaget og døren gik op i en hurtig bevægelse. "2 sek, altså, jeg skal bare lige hente min telefon" råbte en dreng som nu stod i døren og vente sig om mod mig og kiggede på mig. Jeg havde stadig ikke rykket mig ud af flækken, så jeg lignede garanteret en, der lige havde rejst sig fra toilettet, efter at havde siddet plantet der i et godt stykke tid. Vi stod begge og gloede på hinanden i et stykke tid, inden drengen nærmede sig mig og tog fat min hånd. Jeg kiggede mundlam på ham og mærkede at han rev noget ud af min hånd. Jeg fik endelig revet mig ud af mine tanker og kiggede nu for første gang sådan rigtig på drengen, der nu stod foran mig. "Undskyld mig, men hvad laver du med min telefon" spurgte han med en streng stemme, som skar i mit øre. Jeg sank en enkelt gang  for, at være i stand til at sige noget. Men lige da jeg skulle til at sige noget, tog jeg et ordenligt kig på den person, der stod foran mig. "Holly sh*t!" nærmest råbte jeg i hovedet på ham. Jeg skyndte mig at tage begge hænder op til min mund. Jeg sod bare og gloede på ham som en aller anden idiot. 

 Men det hår, de øjne. Jeg havde set dem før. Det var da..

 

_________________________

Jeg undskylder på forhånd, hvis der er stavefejl eller andet, men blev en smule træt, da klokken er ved at være 02:30.. Jeg takker mange gange hvis i læser min historie. Det er min første, så jeg skal lige sådan rigtig igang. 

Jeg undskylder også hvis den blev lidt langtrukken og ikke så spændende. :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...