Skyriget

Elodie lever et dejligt, men kedeligt liv nede på jorden. Hun mangler spænding. En dag sker der så noget. En vogn flyver ned fra himmelen og vognen bliver styrtet af en kvinde, som er i familie med Elodie. Hun fortæller at Elodie er den udvalgte og om hun ikke rigtigt høre til her på jorden. Hun skal bekæmpe den onde skymagikere Sharik. Elodie tager med. g hvad det ender med og hvad hun finder ud af med hendes familie finder du jo først ud af når du har læst den:)

2Likes
1Kommentarer
588Visninger

1. Drømmen

Højt oppe over skyerne ligger skyriget. Riget har 4 tårne. På vær tårn er der en statue af sten. På det første er der en Pegasus. På det andet er der en Løve. På den tredje er der en slange og på det fjerde tårn er der en hest. Sky magikerne Sera der har grundlagt det flotte skyrige, har før hun døde lagt en fortryllelse over slottet, som gjorde at der kom liv i statuerne på tårnene hver nat og de vogtede over riget fra sol nedgang til sol opgang. Hvad det har med historien at gøre finder du ud af.

Sky dronningen og sky kongen stod lænet hen over kurven. Nede i den lille kurv lå der to smukke prinsesser. Hvad de skulle hedde vidste Dronningen og Kongen ikke i nu. Kongen vendte sig om. På en stol bag ved dem sad en gammel sammensunket kvinde. ”Kan du se hvad det er for noget ondskab der lurer? Hvad vil de?” Spurgte kongen hurtigt. ”Rolig, Rolig” Svarede damen stille. Hun kiggede ned i krystalstenen der stod på bordet foran hende. Hun mumlede nogle utydelige ord. Stenen blev helt sløret og et par helt røde øjne kom frem……

Elodie satte sig med et sæt op. Hun var helt badet i sved. Hun havde haft et mareridt. Det var bare en drøm, tænkte hun. Bare en drøm. Hun trak vejret hurtigt. Det havde alligevel føltes, som om det var sket og som om hun selv havde været, som om hun selv havde oplevet det. Slap af. Hun lagde sig stille ned og lukkede øjnene, men lige meget hjalp det. Hun blev ved med at mærke den samme uro i kroppen. Til sidst stod hun ud af sengen og gik ud på badeværelset. Hun gik langsomt hen til håndvasken og plaskede koldt vand i hovedet. Hun kiggede op i spejlet. Hendes lyse bølgede hår var helt uglet og hun havde, rander under øjnene. Hun gik hele sin krop igennem og til sidst faldt hendes blik på hendes øjne. De havde en helt unaturlig farve. De var lyserøde. Lyserøde. Hun havde ingen veninder og det var øjnenes skyld. ”Jeg hader de øjne. Hvorfor skal jeg have lyserøde øjne?” Hun kiggede surt på sit spejl billede. Da hun følte hun slappede af gik hun tilbage til sengen, men alligevel kunne hun ikke sove. Hun tænkte på sin barndom. Hun kunne ikke huske noget, som helst. Hendes mor havde eller ikke nogen billeder. Det havde hun undret sig over i lang tid. Og sjovt nok lignede hun overhovedet ikke sin mor eller far. Først da klokken var ved at være 4 faldt Elodie i søvn.

Elodie stod igen foran spejlet og plaskede vand i hovedet. Klokken var 7 og hun skulle op og i skole. Hun havde ikke fortalt sin mor om det der var sket om natten. Hun pejlede ellers at tale med hendes mor om alt. Simple hen alt!. Hun fortalte hendes mor om alle de drømme hun havde, da hendes mor gik meget op i det. Hun sagde det kunne tyde på hvad der skete senere i hendes liv eller om hun snart ville blive syg. Men alligevel - selv om hun gerne ville se havde der sket i hendes fremtid eller om hun blev syg – så kunne hun bare ikke fortælle det. Hun vidste at hendes mor ikke ville tro på din slags. Hendes mor var jo bare en af de forældre der ikke havde nogen fantasi. Hun havde et kedeligt job og en kedelig tøjstil. Hun havde endda et kedeligt navn. Greta Nielsen. Et rigtigt dansk navn. Hvordan kunne hun, så finde på navnet Elodie? Hun kunne ikke engang forstille sig en pige der hed Petrine. Elodie blev revet ud af sine tanker da moren pludselig bankede på døren. ”Er du ikke færdig, Elodie?” Spurgte hun. ”Lige om lidt” Svarede Elodie hurtigt og skyndte sig at blive færdig.

”Farvel” Sagde Elodie og trådte ud i den kølige luft. Hun lukkede døren efter sig og smuttede ned af verandaen og videre ned på grusvejen. Hun tog en dyb indånding. Nu kunne hun endelig være alene. Det var altid bedst. Hun var ikke en pige der ville have selskab døgnet rundt. Hun kunne bedste lide at være alene og forstille sig ting. Hun gik langsomt af sted. Hun orkede ikke skolen. Der er ingen der vil være sammen med hende fordi hun har lyserøde øjne. Alle andre havde normale øjnefarver. Grønne, blå, brune osv. Men hun skal åbenbart have nogen unormale. Hun sparker rasende til en sten. Elodie kigger på klokken. Den er 8.00. Pis jeg har været alt for optaget af mine egen tanker til at kom hurtigt nok i skole. Resten af vejen løber hun.

Da Elodie kom hen på skolen var gangene tomme. Hun gik hen mod sin klasse. ”Skulle du ikke være til time, Frk. Nielsen?” Rektorens stemme tordenen ud på den tomme gang. Elodie vendte sig om og kiggede op på rektoren, som kiggede strengt på hende. Hendes brune krøllede hår var sat om i en stram knold bag på hovedet, som ødelagde det smukke hår. Hun havde en hvid skjorte på samt en sort jakke. Som underdel havde hun en lang, tæt og sort nederdel på. Hendes sko var de samme hun havde haft på de sidste 6 år nogen sorte tiltrådte ballerina fra Ecco. Hun rømmede sig og Elodie fandt ud af at hun havde gloet åbenlyst på hende. Elodie tog sig sammen og sagde: ”J.. Jo. Jeg er bare kommet for sent” og kiggede ned i jorden. ”Skynd dig, så hen til din klasse og jeg bede dig gøre det lidt tjep” Sagde hun og vendte sig om og gik. Elodie kiggede efter rektoren og løb, så hen til sin klasse.

”Hvorfor kommer du for sent, Elodie?” Min lære, Louise kiggede på mig. Hun havde en meget bedre stil end rektoren. I dag havde hun sat sit smukke lyse hår op i en høj hestehale, som fremhævede hendes høje kindben. Hun havde en sød, hvid top og en cardigan i orange uden over. Hendes bukser sad tætte på hendes tynde ben. Som fodtøj havde hun nogen tiltrådte, læderbrune Converse. ”Jeg gik for langsomt” Sagde Elodie og rødmede. ”Skynd dig nu bare hen på din plads” Sagde Louise og smilede. Først der fandt Elodie ud af at alle kiggede på hende og hun rødmede endnu mere. Hun listede stille hen på sin plads imens hun kiggede ned i gulvet. Da Elodie havde sat sig og fundet sine ting havde Louise atter vendt sig om mod tavlen og begyndt og fortælle om en kendt forfatter.

Klokken ringede. Fri, tænkte Elodie. Hun samlede sine ting sammen og svingede tasken over skulderen.  Hun gik hurtigt hen af gangen og ud af døren. Den kolde luft ramte hende og hun tog en hurtig indånding inden hun gik videre.

 Elodie gik langsomt hen af en lille sti. Der var ingen mennesker at se eller hører. Hun kiggede op på himmel og så en sort plet. Hun standsede. Pletten blev større og større og til sidst kunne man se hvad var. D et lignede en vogn. Kan det nu være rigtigt? Det kan ikke være en vogn, tænkte Elodie og rynkede på panden, men den lille prik der lignede en vogn med… med en Pegasus spændt for vognen blev langsomt større og lignede mere og mere en vogn. Elodie kiggede nærmer på Pegasussen. Den lignede den Pegasus hun havde forstillet sig da hun var 7 år. Den pegasus der var spændt for vognen havde samme gule farve, som den pegasus hun havde forstillet sig. Hun havde forstillet sig den med regnbue farvet hår. Lige præcis, som den hun kiggede på. Nej. Nu driver fantasien af med mig. Det er bare noget jeg forstiller mig, tænkte Elodie, men da hun kiggede op var vognen kommet meget tættere på. Den var kun et par meter fra at lande. Elodie, så nu at det var en smuk kvinde, som styrede den, men tættere nåede hun ikke at kigge på kvinde for da landede vognen og Elodie, som var bange for at blive ramt kastede sig en i den nærmeste busk og slog hovedet på en sten.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...