Viribus

Florence er sær. Ok, sær er en underdrivelse, når man kender hendes sande jeg, selvom hun nu ikke virker sær til at starte med. Hun har lige færdiggjort secondary og arbejder nu i hendes onkels kendte pladestudie, Upper Studios og har bestemt ikke travlt med at komme videre, selvom hun ved at vejen hedder musik. Travlt får hun dog, da en gammel ven, fra en helt anden tidsalder, dukker op. For Florence kender til mørke planer og magi, som ingen ville tro på. Sammen med hendes trofaste følgesvend katten Davies og den uskyldige olympiske svømmer Andrew begiver hun sig på eventyr gennem Londons gader i flere forskellige tidsaldre.

3Likes
6Kommentarer
892Visninger
AA

8. Ondt slår oftest godt

Jeg er bedre forberedt denne gang. Så snart vi rammer jorden siger jeg besværgelsen for tilpasning. Jeg er knapt så tilfreds med mit eget tøj denne gang, men jeg tror bedre Andrew kan lige sit nu. Jeg har fået en hvis bomulds bluse under en lang tung, men ret simpel rød kjole og et bælte om livet. Muren er der stadig, men den er anderledes. Lige ved siden os er en byport, så jeg slipper for at teleportere. ”Vi skal ned i den anden ende af byen,” konstaterer jeg, uden at vide det med sikkerhed. ”Her stinker,” siger Davies. ”Det må vi bare vende os til. Vi skal langt op, før nogen begynder at vaske sig,” siger jeg.

Jeg tror der går mere, end en time før vi er der. Det viser sig også, at være et større arbejde, at lede efter brochen. Selvom kirken endnu ikke er færdigbygget i forhold til vores tid, er kirken stor og jeg kan ikke rigtigt koncentrere mig af en eller anden grund. Vi leder i flere timer, før jeg til sidst finder den i alteret, men i det sekund, jeg finder den sker noget.

Ud af den blå luft kommer Ally. Hun griner sin pigede latter. ”Tak for tjenesten. Det er altid dejligt, at se dig gøre det beskidte arbejde,” smiler hun og kommer hen til mig. Hun er overhovedet ikke tilpasset tiden, tværtimod fortryller hun i en lang sort kjole med et stropløst korset i toppen. ”Hm… Det kræver lidt, at komme forbi mig. Er det ikke noget om, at du ikke kæmper i kirker?” spørger jeg. ”Jeg er efter reformationen,” siger hun. ”Lær din historie. Det overraskede mig, at se dig her. Jeg mener historie er ikke din stærke side, så vidt jeg ved.” Jeg sender første ildkugle. ”Du tager en smule fejl. Jeg fik en overentusiastisk læremester de sidste år og lærte mere end du vil tro på. Hvor mange har du samlet?” spørger jeg og kigger på hendes skørt, mens jeg undviger hendes ildflueagtige angreb. 3 brocher hænger ved hoften. ”Wow! Imponerende,” smiler jeg. ”Men det her er altså rigtige ildfluer.” Jeg skaber nogle små lysende skabninger, som kan brænde små huller i huden. De er væk på ingen tid og borer sig ind i hende, da hun ikke, når t undvige. ”Du har det hele i munden!” råber hun og så bliver det hele sort.

Det gør så ondt! er alt hvad jeg tænker. ”Ondt slår oftest godt,” lyder hendes iskolde stemme i mit øre. ”Ja, men godt vinder altid i sidste ende,” lyder Andrews stemme. Jeg kan høre susende lyd og nogle skramlende lyde og ser jeg er helt væk igen.

På et tidspunkt kommer, jeg dog lige op i bevidstheden og bemærker, at jeg ligger i en hård seng. Jeg får samlet den forvirrende summen i mit hoved og knuger hånden mod maven. ”Metulas,” hvisker jeg hæst. Med et får jeg det bedre. Jeg åbner øjnene og opdager, at jeg er i et halvmørkt rum, med lavt snakkende folk i et rum ved siden af uden dør. Jeg sætter mig op og kigger mig omkring.

Til at starte med, kan jeg intet se, men så får jeg øje på Andrew, som ligger og trækker vejret besværet. ”Metulas,” hvisker jeg. Der går lidt tid, før hans vejrtrækning er normal og han åbner øjnene. ”Er jeg død?” spørger han. ”Nu lyder du virkeligt amerikansk, men nej det er du ikke,” siger jeg afkræftet. ”Men du var jo helt slået ud. Hvordan?” starter han. ”Da vi for nogle år siden, havde gang i noget lignende og fra tid til anden slog vi hinanden ud på den måde, så jeg har lært, at samle mig og helbrede mig selv,” forklarer jeg. ”Jeg og gudskelov for det. Jeg husker tydeligt første gang, hvor jeg som lille udvidende killing, stod og hviskede den ind i dit øre,” mindes Davies. Jeg griner og slår ham om kuld. ”Davies, jeg tror du er den eneste kat i verdenen, der ikke følger kattens alder, så teknisk set er du ikke ældre en 18,” griner jeg. Han stikker snuden i sky. ”Hey,” siger Andrew pludseligt. ”Vi har vores eget tøj på!” Jeg kigger ned af mig selv. ”Når jeg er slået fuldkommen ud, er mine kræfter også, så besværgelsen må være blevet hævet… Jeg ved ikke, hvordan vi forklarer os,” mumler jeg og nikker ud mod det andet rum. ”Men jeg ved det er godt, at hekseafbrænding ikke sker længere.”

Jeg rejser mig og tager min taske og Davies op i armene og siger besværgelsen, så vi igen ligner middelalderfolk. Vi træder ind i et andet større rum. En ung mand, står og snakker med en lidt ældre dame. Det kunne være mor og søn. Han vender sig om, da han hører vores skridt.

”Hvordan kan det lade sig gøre?” måber han. ”Sirbenet,” mumler jeg mod ildstede og ilden forsvinder. ”Inimul,” muler jeg og en bedre ild lyser op. ”Du er magiker,” siger han målløs. Jeg nikker. Han bukker dybt for mig. ”Lad mig præsentere mig. Humphrey de Bohun, jarl af Essex,” siger han. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige, men kan mærke Andrews hånd bliver lagt på min skulder og en elektrisk strøm gå igennem mig. ”Andrew Scotts og Florence Maze,” siger han lavt. Jarlen kigger mærkeligt på os. ”Fra år 2012,” tilføjer han. ”Hvordan er det muligt?” måber jarlen og kigger endnu engang på mig. ”Det er det, fordi jeg er magiker og han kan rejse i tiden,” siger jeg. ”Du er skotsk,” siger han så. ”På en måde,” indrømmer jeg. ”Der hvor vi kommer fra, er vi nået så langt, at skotter og englændere hænger lidt mere sammen,” siger jeg. ”Men jeg tror desværre vi må videre. Det var godt, at møde jer. Icsivilbo.” Andrew kigger undrende på mig, men jeg koncentreret fokuserer på, kun at slette det med os. ”Jeg havde fuldkommen glemt, jeg kunne den besværgelse. Den er ret besværlig og svarer til obliviate i Harry Potter,” siger jeg og vender mig om og går ud.

Han kommer efter mig med hurtige skridt. ”Vent et minut! Lov mig du ikke bruger den på mig!” siger han skræmt. Jeg kigger på ham. ”Jeg kunne godt være fristet til det,” indrømmer jeg. Jeg går over i kirken og reparerer skaderne. ”Lad os komme videre,” siger jeg, på trods af at jeg er fuldkommen smadret. ”Hvornår?” spørger Andrew ligeså træt. Jeg finder det rigtige. ”1486,” svarer jeg og kobler mig til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...