Viribus

Florence er sær. Ok, sær er en underdrivelse, når man kender hendes sande jeg, selvom hun nu ikke virker sær til at starte med. Hun har lige færdiggjort secondary og arbejder nu i hendes onkels kendte pladestudie, Upper Studios og har bestemt ikke travlt med at komme videre, selvom hun ved at vejen hedder musik. Travlt får hun dog, da en gammel ven, fra en helt anden tidsalder, dukker op. For Florence kender til mørke planer og magi, som ingen ville tro på. Sammen med hendes trofaste følgesvend katten Davies og den uskyldige olympiske svømmer Andrew begiver hun sig på eventyr gennem Londons gader i flere forskellige tidsaldre.

3Likes
6Kommentarer
896Visninger
AA

7. Londinium

 

Jeg vågner, da Oasis spiller gennem højtaleren på mit anlæg, som jeg også bruger til vækkeur. Andrew er allerede vågen og Davies springer op, da jeg vækker ham. Jeg går ud i køknet, for at finde noget morgenmad. Jeg laver to gange af min sædvanlige veggie omelet og fylder Davies’ madskål. ”Han nægter, at spise vegetarisk,” forklarer jeg til Andrew. ”Er du vegetar?” spørger han. Jeg trækker på skuldrene. ”Når du rendte rundt og snakkede med dyr, da du var yngre, ville du heller ikke have lyst til at spise dem,” svarer jeg. ”Så du taler med dyr?” spørger han med et smørret smil om munden. ”Tør det smil af og spis. Nej, de evne forsvandt, da magien kom,” svarer jeg irriteret. ”Nu er det kun Davies der taler og ham forstår alle, hvis de hører ham tale.” Jeg ordner oprydningen hurtigt og stiller mig så bestemt.

”Nå, skal vi komme af sted?” spørger jeg. Andrew bliver helt hvid i hovedet. ”Men jeg ved jo ikke, hvad jeg gør,” mumler han. Han minder mig om første gang, jeg skulle lave bevidst magi. Jeg havde det så dårligt og var bange for at springe det hele i luften. ”Du skal bare gøre det uden at tænke over det. Når du først har gjort det, vil det føles helt naturligt og du vil ikke forstå, hvordan du har kunnet klare dig uden,” siger jeg med et opmuntrende smil. ”Er du klar?” Han nikker. ”Eregnuinoc,” mumler jeg og føler en bølge af energi strømme ind over mig. ”Nu er jeg tilsluttet dine kræfter.” Jeg lægger hånden på hans skulder. ”Hvordan udtaler man det?” spørger han. ”En stavelse af gangen,” svarer jeg utålmodigt. ”Orter reti,” siger han langsomt.

Det føles som at teleportere. Altså som om verdenen flimre i et kort sekund, sekundet efter er det helt sort, så flimrer det igen og så står man et helt andet sted.

Vi står pludselig midt i ingenting. Eller jo, vi står på en græsmark. ”Har jeg gjort noget forkert?” spørger Andrew nervøst. Jeg gør mine øjne smalle og ryster på hovedet. ”Oresxe,” mumler jeg. ”Vi er præcis det sted, hvor vi forlod vores egen tid,” siger jeg og lægger igen hånden på hans skulder. ”Eaunal,” siger jeg så og pludselig står vi på en bro omgivet af romere, der stirrer på os. ”Vent lige et minut,” mumler jeg. ”Seiceps som.” Med et bliver mit hoved tungere og behagelige tøj skiftet ud med en let og overraskende behagelig grøn kjole. Jeg kigger på Andrew og kan ikke lade være med at smile. Min besværgelse skaffede ham en toga. ”Nu passer vi bedre ind i tiden,” siger jeg.

Jeg kigger mig omkring og vender mig mod Davies og Andrew, som ser utroligt mærkelige ud i hovedet. ”Ok, drenge, hvad er der?” spørger jeg irriteret. Davies lader som om han vil kæles med og jeg knæler for at klappe ham. ”Du skulle se dig i et spejl,” mumler han. ”Kom til fornuft,” mumler jeg irriteret. ”Åh, tro mig. Jeg er ved fornuft. Jeg er trods alt en kat,” siger han. Jeg rejser mig.

”Vi skal have fundet London Wall,” siger jeg og udvælger mig en person. ”Undskyld mig, men ved du hvor jeg finder bymuren? Jeg er lige ankommet fra Rom og skal mødes med min forlovede der bor lige deromkring,” siger jeg. Damen smiler til mig og giver mig gladelig retningerne.

Det går op for mig, at jeg snakker latin, hvilket jeg slet ikke magter normalt. Jeg havde latin i skolen, men lærte intet af det. Det er ligesom sidst, hvor jeg snakkede det sprog, jeg kommer til.

Nu hvor damen har givet mig retningerne, kan min stifindingsbesværgelse virke, så det bekymrer jeg mig ikke om. Godt et kvarters gang, gennem den smukke og fuldkommen anderledes by og så er vi der. Jeg bruger min besværgelse for baggrundsinfo. ”Ok, muren er 3 kilometer lang,” sukker jeg. Det vil sige at vi i det næste gode stykke tid bare følger muren hele vejen op.

”Ok, den er ikke på den her side,” sukker jeg. ”Men du kunne mærke noget længere nede, eventuelt på den anden side?” spørger Andrew irriteret. Jeg trækker på skuldrene og lægger hånden på hans skulder. Det er mærkeligt, for hver gang jeg gør det, går der en elektrisk gnist gennem mig. Sikkert fordi vores kræfter kører på samme frekvens. Jeg teleporterer os om på den anden side og nogenlunde dernede af, hvor vi var. ”Se det var bedre,” mumler han.

Jeg ignorerer hans gnavne toneleje og fortsætter i et godt tempo. Jeg lukker engang imellem øjnene, for at mærke efter om der er noget. ”Jeg skulle have været til træning i dag!” klager han. ”Stop nu det klynken!” næsten skriger jeg. ”Jeg ville ønske du ikke skulle med, men jeg kan ikke rigtigt gøre noget ved, at mine egne kræfter ikke kan pille ved tiden! For hvis jeg kunne, havde jeg sendt dig langt væk og så kunne du træne din svømning og vinde dit guld og du ville være lykkelig, uden at blive blandet ind i min fuckin familie!” fortsætter jeg vredt. ”Fint, jeg kan da også bare, efterlade dig her,” siger han. Jeg stopper op og griner ondt. ”Jamen, ha’ det godt i den anden Stuart periode. Du vil elske den. Massere af beskidte usle folk, der prøver at overleve på sultegrænsen, selvom de har fortjent bedre!” griner jeg. ”Det er værre end nutidens Afrika.” Det lukker munden på ham.

Jeg stopper pludselig op og mine øjne fanger en lillebitte glinsende genstand helt nede ved jorden. Jeg skynder mig, at snuppe den. ”Ok, lad os så springe frem til 1245, for jeg aner intet om det der er imellem, eller jo det gør jeg, men rent arkitektonisk,” siger jeg.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...