Viribus

Florence er sær. Ok, sær er en underdrivelse, når man kender hendes sande jeg, selvom hun nu ikke virker sær til at starte med. Hun har lige færdiggjort secondary og arbejder nu i hendes onkels kendte pladestudie, Upper Studios og har bestemt ikke travlt med at komme videre, selvom hun ved at vejen hedder musik. Travlt får hun dog, da en gammel ven, fra en helt anden tidsalder, dukker op. For Florence kender til mørke planer og magi, som ingen ville tro på. Sammen med hendes trofaste følgesvend katten Davies og den uskyldige olympiske svømmer Andrew begiver hun sig på eventyr gennem Londons gader i flere forskellige tidsaldre.

3Likes
6Kommentarer
891Visninger
AA

5. Futurum Principem

Jeg kigger mig omkring, til mine øjne falder på paraden. Jeg hader tanken om, at jeg skal arbejde sammen med en om det her. ”Jeg må altså tilbage til arbejdet,” erklærer jeg og løber tilbage. Jeg tvinger mig selv, til at fokusere på arbejdet. Det hele er meget enkelt. Jeg skal samle løse tråde, som de andre taber. Nogle vil sige, at det er et usselt arbejde, men det er det langt fra. Nogen skal jo gøre det og jeg er den yngste og mindst erfarne.

Der er dog ikke, så meget at lave igen, så jeg sidder bare og kigger med. Pludselig zoomer de ind på amerikanerne. Kvinderne har hvide kjoler, mens mændene har hvide bukser og begge parter har en blå uniformagtig blazer og hue på. Jeg synes personligt, det er i overkanten, men minder mig selv om, at jeg er britisk og hvad der ikke er i overkanten til denne lejlighed er for lidt. Jeg tør ikke tænke på, hvordan vi selv har udsmykket vores.

Pludselig er det der. Det gør mig desperat og frastøder mig på samme tid, da jeg ser en af dem. Han ligner de andre i det ens tøj, men noget ubeskriveligt får ham til at stå ud. Under huen stikker der sorte totter hår ud og noget falder ned i øjnene, som er store og brune og helt irriterende pæne. Hans ansigt er i det hele taget ret kønt og kroppen bærer tydeligt præg af at han er atlet, ret høj og bred over skuldrene.

”Onkel, jeg har hovedpine. Tror du i kan klare jer uden mig?” spørger jeg. Han kigger bekymret på mig, men jeg får det ikke rigtigt dårligt med at lyve, hvilket nogle ville gøre. Jeg er virkelig en blanding af modsætninger. Jeg er enten den perfekte pige, der aldrig kunne finde på at bruge beskidte tricks, eller også er jeg den type, der løser ting netop med beskidte tricks. ”Gå du bare hjem og prøv at få det bedre. Jeg får virkelig brug for dig på søndag, så vær der,” siger han.

Jeg skynder mig ud og danner mig et overblik. ”Hvem tror du det er?” spørger Davies. ”Hold kæft Dav, jeg mente det med hovedpinen, bare på en måde. Er du nu sikker på, at det her er vejen frem?” er mit svar. Han mumler noget med, at jeg da bare kan slappe lidt af, hvis jeg lyster det og siger så noget med, at der intet sikkert er i hvad vi har gang i. ”Eralumis,” mumler jeg og håber på at ingen ser på mig, mens jeg på magisk vis, forvandler mig til en anden. Jeg mumler endnu en vejvisende formular og finder så ned til nogle andre journalister.

Du spørger mig, hvad jeg har gang i. Jo, jeg gør et simpelt undercover, som journalisten Lucy Pole. Journalister er virkeligt godt stillet, for der er ingen der undrer sig over, hvorfor de render og graver i ting, der ikke åbenlyst vedkommer dem. Jeg venter sammen med dem, på at atleterne kommer ud. Jeg må vente længe, for USA er de sidst.

Endelig får jeg øje på ham og jeg tripper af sted i mine høje hæle. ”Merol,” mumler jeg og får en indre kort personjournal op. Andrew Isaac Scotts, 21 år, svømmer og student under uddannelse til pilot. ”Andy!” hviner jeg og snurrer ham rundt. ”Lige personen jeg manglede til et interview. Har du noget imod at følge med?” ”Hvem er du?” spørger han forvirret. ”Lucy Pole fra The Guardian. Jeg er blevet sat til, at interviewe dig og nogle andre af favoritterne til 100 meter fri,” himler jeg og tager hans hånd og ryster den. Jeg ved der, findes en million forskellige discipliner, så jeg håber 100 m fri er en af de ting han skal op i, for det er den eneste jeg kender. Han følger skeptisk med, nok mest på grund af mit udseende. Lucy Pole er begrebet af hot.

”Jeg vil have, at du er 100 procent ærlig, i forhold til mine spørgsmål og det nytter ikke at lyve, for så opdager jeg det og skriver det modsatte,” siger jeg seriøst. Jeg tror det skræmmer ham lidt. ”Men det skal ikke skræmme dig væk. Undskyld, hvis du fik et lidt dårligt førstehåndsindtryk af mig,” smiler jeg. ”Nå, hvordan er England så?” ”Anderledes,” siger han og leder efter ord der skal forklare det. ”Alting virker mindre og folk her er meget rare.” ”Hvad er dine mål for OL?” spørger jeg. ”En guldmedalje,” svarer han. ”Sig mig så. Hvad er dine hobbyer?” spørger jeg. Han svarer ærligt på det hele, fordi jeg er journalist og snart ved jeg næsten alt jeg skal.

”Hvor er de spørgsmål nu?” spørger jeg og lader som om jeg roder i tasken efter noget, selvom Davies næsten fylder det hele og sidder klar med papiret med kendetegn. ”Er der noget virkeligt specielt ved dig?” spørger jeg. ”Som hvad?” spørger han pludseligt usikkert. ”Ved du hvad en futurum principem er?” spørger jeg. Han ryster på hovedet. ”Sker der ting for dig, som at når du er træt kan det ske, at du pludselig vågner op i en anden tid, at der nogle gange er ikkeeksisterende folk, der snakker til dig, at folk siger, at du flimrer,” siger jeg. Han kigger chokeret på mig. ”Hvordan ved du sådan noget?” Det er hermed fastslået, at han er futurum principem, men jeg kan lige så godt sige, at han bliver en kæmpe klods om benet. Jeg vil ikke have andre rodet ind i det her med magi!

”Ius suem,” mumler jeg og kan mærke, at mit udseende skifter. Wupti! Og så står jeg igen i min stribede men primært brune ¾ærmet bluse, slidte sorte jeans og sneakers og min sorte læderjakke, som mig selv, den ranglede, yndefulde mangafigur. Ja, folk plejer at sige, at jeg ligner en manga. Mit brune hår er ganske rigtigt ligeså fladt og stridt som de fleste mangaer og er endda klippet så det går mig til kæben med pandehåret i etager, mine grønne øjne er virkelig store i forhold til mit hoved og min krop er formet ligesom en mangas, tynd, ranglet og timeglas formet.

Han kigger endnu mere chokeret på mig. ”Længere historie,” siger jeg irriteret. ”Du ved slet ikke hvem du er vel?” ”Ja, altså, Flo, du ved godt, at der ikke rigtigt er nogen, der kender til deres overnaturlige kræfter, altså hvis man kigger bort fra dig…” siger Davies, som nu stikker hovedet op af tasken. ”Vi giver ham hjerteanfald Davies,” mumler jeg. ”Ok, hvor mange af de ting jeg spurgte dig om kunne du nikke genkendende til?” ”Alle,” siger han forlegent. ”Ok, du kan rejse i tiden,” konstaterer jeg. ”Du er en futurum principem.” ”Hvordan?” spørger han. Jeg rækker ham infopapiret om futurum principem.

”Men det er jo vanvittigt,” siger han. ”Ja, det er det,” siger jeg, mens jeg leger med, at tænde og slukke lyset på en lygtepæl lige ved siden af. ”Og vi er kun lige startet.” Han kigger på lygtepælens flimren. ”Hvem er du?” spørger han skræmt. ”Florence Lucia Maze,” siger jeg irriteret. Der er virkeligt noget der irriterer mig ved ham. ”Jamen, hvad er du?” spørger han. ”Musiker,” svarer jeg. ”Hvordan kan du det der?” ændrer han det til. ”Det er magi,” siger jeg og bliver træt af at vente på, at han kan samle sig.

”Hør her, jeg har et lille problem. Der er en pige ved navn Alleyen, som kommer fra 1678. Hun har, af indviklede grunde, et had til vores tid. Hun kæmper derfor, for at udslette den, ved at gøre den til hendes tid. Hun har opdaget, at det kan hun gøre ved at samle nogle brocher, som kan findes i forskellige londonske bygninger på deres storhedstid, som vil give hende de kræfter hun mangler, for at gøre det. Det er min opgave, at forhindre hende i at det sker.”

Han griner. ”Jeg tror ikke på dig,” siger han. ”Davies, gå ind og lok hende herud,” siger jeg bestemt og putter tasken på jorden. ”Jeg vil alligevel have et lille interview med hende, så vores ’kære nye ven’ kan lige så godt blive publikum,” siger jeg. ”Flo, er du sikker på det her?” spørger Davies usikkert. ”100, jeg kan lige så godt lade startskuddet gå,” siger jeg. ”Davies, gør det og Davies gør det,” lyder det, mens han går væk. ”Jeg hørte dig godt!” siger jeg og kigger mig omkring. ”Ok, gem dig her, men hold godt øje,” siger jeg til Andrew. Han gør, som jeg siger, lidt til min overraskelse. ”Den kat…” siger han. ”Den kat hedder Davies og er min trofaste følgesvend. Selvom vi hele tiden mundhugges, kunne vi ikke leve uden hinanden,” fastslår jeg og vender mig om.

”Din lusede kat, leder du mig på vildspor, for så hænger jeg ved, indtil din ejer viser sig,” lyder en skinger stemme. ”Hej,” siger jeg roligt. Hun fryser i et sekund. ”Nå, så du havde faktisk tænkt, dig at mande dig op,” siger hun. ”Ja, jeg er jo på hjemmebane, så hvorfor ikke?” spørger jeg, med et ondskabsfuldt smil. ”Jeg har desuden også nogle spørgsmål. Hvad laver du til OL anno 2012?” ”Det rager ikke dig,” siger hun barnligt. ”Du lyder som dig selv 4 år tilbage,” griner jeg. ”Hvad laver du med Boris Johnson? Jeg mener måske er du smuk, men han er gift og du er kun 15,” siger jeg.

Nu går hun til angreb. En lysstråle skinner ud af hendes hænder, men jeg laver samme trick, så hendes kolde hvide mødes med min varme røde. ”Jeg prøver og finde ud af, hvor der findes en broche,” siger hun. ”I min tidsalder?” spørger jeg overrasket og glemmer at gøre modstand, så den strålen kommer mod mig. Jeg dukker mig i sidste sekund. ”Du ved, hvad Viribus Brocherne er?” spørger hun. ”Selvfølgelig,” nikker jeg. ”Jeg gør min research ordentligt.” Så lader jeg nogle besværgelser flyve gennem luften, men hun undviger og sender igen. ”Problemet er bare, at jeg ikke kan få det vristet ud af ham,” siger hun. ”Altså der er mange muligheder,” siger jeg. ”Wembley stadion, Millenium Bridge, British Library, The City Hall. Jeg ved ikke med dig, men jeg kan ikke teleportere her i denne tid.” Hun sender en regn af små lysende kugler og vinker så med den hånd hun har ringen på. ”Nå jo, du har jo ringen,” griner jeg og former en garnnøgle, som jeg kaster mod hende, men inden den når hende er hun væk.

”Mine kræfter virker på fuld igen! Men jeg tror stadig ikke jeg kan teleportere på fuld kraft,” siger jeg til Davies. Andrew kommer ud af sit skjul. ”Ok, jeg tror på dig nu. Men hvorfor gav du hende stederne?” spørger han. ”Era pitos,” mumler jeg nogle gange, så skaderne vi lavede går væk. ”Fordi jeg ved hvor det er,” siger jeg. ”Vil du have noget andet tøj på? For så har vi tid lige nu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...