Viribus

Florence er sær. Ok, sær er en underdrivelse, når man kender hendes sande jeg, selvom hun nu ikke virker sær til at starte med. Hun har lige færdiggjort secondary og arbejder nu i hendes onkels kendte pladestudie, Upper Studios og har bestemt ikke travlt med at komme videre, selvom hun ved at vejen hedder musik. Travlt får hun dog, da en gammel ven, fra en helt anden tidsalder, dukker op. For Florence kender til mørke planer og magi, som ingen ville tro på. Sammen med hendes trofaste følgesvend katten Davies og den uskyldige olympiske svømmer Andrew begiver hun sig på eventyr gennem Londons gader i flere forskellige tidsaldre.

3Likes
6Kommentarer
898Visninger
AA

6. Første broche

Jeg vælger, at teleporte os til hans værelse, da jeg ikke tror han har fattet, at det med at have tid, ikke nødvendigvis betyder at man ikke behøver skynde sig. ”Ok, så hurtigt her, skal det gå resten af vores tid sammen. Jo hurtigere vi får løst den her opgave, jo hurtigere kan vi vende tilbage, til vores egne liv,” siger jeg frustreret. ”Hvorfor er du så sur?” spørger han. Jeg svarer ikke, men Davies gør. ”Hun har lige blottet dig sin største hemmelighed, som hun ikke engang fortæller til sin onkel, som hun ellers fortæller alt og det har hun det dårligt med,” siger han. ”Hold kæft Davies. Det passer ikke,” siger jeg. ”Og sådan bliver hun når Ally dukker op,” tilføjer han så hurtigt. Han har faktisk ret. Jeg bliver i virkeligt dårlig humør, når Ally dukker op.

Da Andrew kommer ud igen, går turen videre hjem til mig, uden magi, men med undergrund. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg kan komme ud for, så jeg vil gerne af med overflødige værdier og skifte til passende tøj. Desuden skal jeg også have mine magimønter. Det er penge, der skifter til hvilken som helst valuta. Nok den eneste magiske genstand, jeg ikke selv har skabt. ”Så er jeg klar,” siger jeg.Vi tager Jubilee, ned til Westminster, hvor bygningsværket står. Andrew ser sig forundret omkring overalt vi går. London må være et kulturchok for ham.

”Hvor er vi på vej hen?” spørger han. ”London Eye,” svarer jeg i samme sekund, som vi træder op i Londons stille aften. Jeg ved godt, at London ikke ligefrem er det mest stille sted om aftenen, men heromkring er der næsten dødt. ”Og hvordan har du tænkt dig, at finde den der broche?” spørger han, da vi står foran det kæmpe lysende pariserhjul. ”På samme måde som jeg fandt dig. Gennem intuition,” siger jeg. ”Bliv her.”

Helt katteagtigt sniger jeg mig helt hen til hjulet. Jeg kigger mig rundt og får øje på lugerne under boblerne man kører rundt i. Jeg lukker øjnene og føler efter. Da jeg åbner øjnene er jeg ikke i tvivl. Tredje nederste boble på højre side. Jeg tøver ikke, før jeg begynder at klatre op på den nederste, så jeg kommer ind i hjulet og klatrer op så jeg kan nå lugen. Jeg behøver ikke åbne den, for jeg havde ikke ret. Den sad ikke i lugen. Jeg fortsætter op, drevet af min underbevidsthed og finder en lille sølvting siddende i det der forbinder hjulet med boblen. Jeg ved ikke om vi i dag vil kalde den en broche, nok nærmere en batch. Det er et lillebitte skjold, hvor der over den står: Viribus. Jeg putter den i lommen og prøver at finde ud af hvordan, jeg kommer ned uden at falde. Jeg løser det ved at springe og bruge magi til at sænke farten. Jeg lander perfekt på begge fødder og løber ud.

”Nu kan du strege 2012 og 16 et eller andet og huske mig på, at vi ikke skal til St. Pauls,” smiler jeg og fremviser den. ”Du skal ikke prøve på noget, men føler du dig stærkere?” spørger Davies. Jeg nikker. ”Må jeg selv se listen med årstal?” spørger jeg og sætter mig ned på græsset i parken. Dumt spørgsmål, for jeg må finde den selv i min lille taske, sammen med en blyant.

Jeg kigger lidt på den og takker min gamle historielære for at have været en pest. Eller ikke en pest, han var bare meget passioneret og lagde tilfældigvis ud, med en time om det 1700-århundrede, som jo er der Ally er fra og dermed var jeg meget interesseret. Han troede, at jeg i det hele taget havde interesse i historie, så han blev ved at prakke mig det på. Sandheden er, at du kan give mig en liste med historiske begivenheder og jeg vil kunne fortælle om dem hver især, men overhovedet ikke putte et årstal på dem, men omvendt kan du sagtens give mig, en liste med årstal og jeg vil sagtens kunne komme på hvad der skete. Og ja, det var en af min historielæres yndlings måde at teste os på. Dermed kan jeg nu sidde og placere bygninger.

”Lad os starte med det romerske London 189,” siger jeg og kigger på Davies. Han har rullet sig sammen til en lille pelskugle og ligger nu og snorker, som en normal kat ville gøre. Han ser virkelig nuser ud og minder mig om, hvor træt jeg selv er. Jeg gaber højt. ”Måske skulle vi tage hjem til mig og få noget søvn. Vores kræfter bliver svækkede, når vi bliver for trætte,” mumler jeg til Andrew. ”Klogt,” svarer han. ”Men det bliver altså kun 4 timer!” tilføjer jeg. ”Hvorfor lige 4 timer?” spørger han. ”Så er klokken 5 og i 189 begyndte byen, at røre på sig der,” svarer jeg, mens jeg tager pelsklumpen op i mine arme og leder vejen hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...