Viribus

Florence er sær. Ok, sær er en underdrivelse, når man kender hendes sande jeg, selvom hun nu ikke virker sær til at starte med. Hun har lige færdiggjort secondary og arbejder nu i hendes onkels kendte pladestudie, Upper Studios og har bestemt ikke travlt med at komme videre, selvom hun ved at vejen hedder musik. Travlt får hun dog, da en gammel ven, fra en helt anden tidsalder, dukker op. For Florence kender til mørke planer og magi, som ingen ville tro på. Sammen med hendes trofaste følgesvend katten Davies og den uskyldige olympiske svømmer Andrew begiver hun sig på eventyr gennem Londons gader i flere forskellige tidsaldre.

3Likes
6Kommentarer
894Visninger
AA

4. Et kendt ansigt

”Må jeg se dit pas?” spørger en vagt. Jeg finder det. ”Så du skal op i teknikken?” spørger han. Jeg nikker. ”HQ optagelse af hele ceremonien til senere,” forklarer jeg. Jeg lader ham visitere mig og min taske. Jeg ved ikke, hvad han ville sige til det, hvis Davies havde siddet i den, men han er gudskelov smuttet ind. Han giver mig retningerne.

Upper Studios, som er det pladestudie min onkel er hovedaktionær i og boss for, er blevet hyret til en lidt speciel opgave, da vi er regnet for at være et af Englands bedste. Vi plejer, at tage ud til koncerter og optage dem til DVD. Det er altså nogenlunde, hvad vi skal gøre med Ols åbningsceremoni. Selv for US, som er vant til kunstnere, som dem der skal spille i aften, er det stort.

Jeg bruger en vejvisende besværgelse til at finde rundt i det kæmpe stadium og ind i teknikrummet. Nede i et hjørne sidder Sid og onkel, med ryggen til Sandra og de arbejder alle sammen koncentreret. ”Ah! Der kommer Flo og Davies med maden!” siger Sandra. ”Herligt!” siger Sid og kommer løbende for at tage posen med mad. ”Bare rolig, den store er til dig,” griner jeg. ”Vi er på om en halv time, men der er en tilkobling til en mikrofon, der stadig ikke virker. Kan du få Andy til at ordne det?” spørger onkel. ”Selvfølgelig,” siger jeg og kigger på Davies. ”Bliv!”

Så løber jeg, af sted på lette fødder, ind og ud blandt alle mulig mennesker til jeg finder Andy. Han spørger om jeg ikke selv kan ordne det og fortæller mig, hvor det er. Jeg må hele vejen om på den anden side af stadion og ind i VIP afdelingen og om til noget teknikagtigt noget. ”Era pitos,” mumler jeg, som er besværgelsen for ting, der skal repareres. Så skynder jeg mig tilbage.

Noget ved indgangen til VIP for mig dog til at stivne. Det er kun et lille glimt, men jeg sværger på at det er hende. En fantastisk smuk ung pige, med kridhvid hud, skærende blå øjne og kulsort hår helt til hoften. Hun har ikke alt for store klæder på, men derimod en stram, lårtkort og nedringet sort kjole og øjnene er smurt ind i sort øjenskygge. Jeg bebrejder ikke folk for at kigge efter hende, for hun er, på trods af sin goth stil, et syn for guder. Hun kigger tilbage på mig, mens hun følger den mand, der fører hende. Jeg kan ikke handler fornuftigt, så jeg stivner bare, før jeg pludseligt får endnu mere travlt med at komme tilbage. J

eg løber, så hurtigt som det er muligt tilbage til vores lille hjørne. ”Er det ordnet?” spørger Sid. Jeg kan ikke andet end at nikke, før jeg smider mig ned i stolen, der er fri og tager et par headset på. ”3, 2, 1, nu!” bliver der råbt ud over rummet og straks er alle beskæftiget, af det store show, inklusiv mig, der stadig ikke har det helt godt. Davies hopper op på mit skød. ”Du ligner en der har set et spøgelse,” hvisker han. ”Gid jeg havde,” mumler jeg og får en ide. ”Davies, kan jeg sende dig på en lille mission? Du skal bare lige liste dig op i VIP og finde ud af hvem en bestemt mand er. Jeg vil ikke sige for meget mere, for jeg tror du vil vide, hvem du skal kigge efter nu du finder den rigtige.” Han forstår sagens alvor og forsvinder uden ord.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, for jeg har travlt med knapperne, men lige da det hele falder lidt til ro og vi er ovre det kritiske punkt kaldet starten, dukker han op. ”Flor… Du er på den!” puster han. ”Boris Johnson.” ”Selvfølgelig!” mumler jeg. ”Hvem ellers? En indflydelsesrig, hvis stilling hun kan nikke genkendende til, selvom hun lever i 1600tallet.” ”Hun har ringen,” siger han pludselig. Det gør mig seriøst bange. ”Ringen… Så kan hun rejse, hvorhen hun vil, i hvilken tid hun vil og stadig kunne vende tilbage til vores tid, klar på at gøre den til hendes, hvilket ikke må ske. Det ville svare til at hele verdenen på alle måder, bliver sendt tilbage i en ny renæssance.” ”Det er ligesom, hvad vi har vidst i årevis,” siger Davies. ”Nu handler det bare om, at finde ud af, præcis hvad hun vil. Jeg tror, at jeg måske kan finde noget, men lige meget hvad, tror jeg ikke ligefrem  du vil blive begejstret, men jeg skal lige tjekke op på det.” Jeg ved ikke, hvad normale katte laver om natten, når alle andre sover, men min bryder ind på British Library, finder sine specialdesignede læsebriller frem og kæmper bibliotekets største bøger åbne. Denne gang skal han dog hjem, for det er det, jeg har mine magibøger liggende. Jeg har indrømmet nok ikke læst mere i dem, end det jeg lige skulle bruge. Lidt ligesom et leksikon.

Katten er væk igen på ingen tid og jeg giver mig hen til arbejdet. Det lykkedes ham allerede at være tilbage under Parade of Nations, som lader til at vare evigheder. Han lokker mig med gennem mængden, så vi pludseligt står helt nede ved banen. ”Ok, Flo, du skal have en futurum principem,” siger han. ”En futurum principem? Jeg snakker kun baglæns latin, at du ved det,” siger jeg uforstående.  ”Jeg kan ikke rigtigt vende det her om,” mumler han.

”Vi regnede med at du kunne vente i denne her tid… Det kan du ikke.” Han bider i den lille bitte læderpose, han har om halsen, som den falder af og åbner sig. Det er en magisk pose, som jeg har lavet til ham, så han ikke behøver at gå med ting i munden. Det er ligesom den der moleskindspose i Harry Potter. Jeg har ordnet den sådan, at han selv kan putte ting i den, om end det på alle måder er noget besværligt.

Ud af den falder et mærkeligt stykke papir, der helt sikkert ikke stammer fra vores verden, men jeg har set det før. Det er det papir mine magi bøger er skrevet på, dog noget nyere. ”Det er blevet tilføjet, med en helt anden håndskrift,” siger han. Jeg tager det op. Florence Lucia Maze, står der med en smuk, men næsten ulæseligt skrift. Den samme som blev tegnet i sandet, da jeg lærte magi i mine drømme. ”Det er tilføjet af Merlin den 3,” siger jeg og gnider mig i øjnene, mens jeg gør klar til at læse. Vores verden summer, at du skal forberedes. De onde kræfter har fundet deres svar. Jeg beder dig gå ind i kampen. Mellem tider skal der rejses. Jagten går på Viribus brocherne, gemt i Londons smukke bygninger, under deres gyldne tid. Brocherne giver den styrke, der skal til for at lave rod i jeres verden. Vær vågen, for omkring dig lurer faren, læser jeg.

”Nu ved vi hvad det hele handler om, men gamle Merlin har med vilje udeladt nogle detaljer. Tower har haft flere gyldne tider gennem årene og det er den ikke den eneste bygning til,” siger jeg. ”Jeg fandt det her,” siger Davies og peger træder på et normalt stykke papir. Jeg tager det op og der er en svært læselig liste af årstal. Har du nogensinde, skulle læse katteskrift? Helt sikkert ikke, men jeg kan sige så meget, at jeg er en af de få, der køber blæk, så katte kan stikke sine klør i krukke og skrive med dem. Det giver flere pote spor og en meget mærkelig rystet skrift.

”Hvis du nu får fat på brocherne først, bliver du stærkere end hende, og dermed kan du nemmere slå hende, samtidig med at du lægger en stopper for hendes planer, ergo vi bliver nødt til at rejse i tiden.” ”Jamen, hun har ringen!” mumler jeg og lader som om jeg kigger på optoget. ”Derfor har du brug for en futurum principem,” siger han. ”Hvad er det?” spørger jeg. ”Du er magicae principem. Altså du kan magi, med visse begrænsninger, for eksempel kan du ikke røre ved tiden. En futurum principem kan det, men så heller ikke magi. Personen kan rejse i tiden, som han vil, men ikke have et normalt menneske med. Det er her magikeren kommer ind i billedet. Hvis magikeren og den tidsrejsende er på samme frekvens, kan magikeren tilslutte sig dens tidrejsendes kræfter med formularen, som også står på mit papir og rejse med,” forklarer han. Jeg er ikke vild med tanken… ”Men hvordan finder jeg sådan en,” siger jeg, selvom jeg godt ved, hvad svaret er. Chancerne for at jeg fandt Davies i sin tid, var minimale, men da han var der, var jeg ikke i tvivl. Derfor burde oddsene, for at en futurum pricipem dukker op være ret store.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...