Viribus

Florence er sær. Ok, sær er en underdrivelse, når man kender hendes sande jeg, selvom hun nu ikke virker sær til at starte med. Hun har lige færdiggjort secondary og arbejder nu i hendes onkels kendte pladestudie, Upper Studios og har bestemt ikke travlt med at komme videre, selvom hun ved at vejen hedder musik. Travlt får hun dog, da en gammel ven, fra en helt anden tidsalder, dukker op. For Florence kender til mørke planer og magi, som ingen ville tro på. Sammen med hendes trofaste følgesvend katten Davies og den uskyldige olympiske svømmer Andrew begiver hun sig på eventyr gennem Londons gader i flere forskellige tidsaldre.

3Likes
6Kommentarer
897Visninger
AA

3. En dag som andre

 

”Det gik ikke ret godt,” siger Ed. Jeg tænker indvendigt, at musikere kan være noget så selvkritiske. Jeg skulle nok nødigt tale, da jeg er en af dem, når jeg ikke sidder på den her side. ”Nej, ikke rigtigt. Jeg ved ikke, hvad der skulle gøres bedre,” siger jeg ærligt. Han skal til at protestere, da Stuart giver mig ret. ”Hun har faktisk ret. Hun ved, hvad hun taler om,” siger han.

Folk siger, at jeg har umådelig god sans, for hvad der er godt og ikke godt. Jeg må indrømme, at der indenfor normalt plan ikke er meget andet end musik, jeg kan finde ud af. Jo, måske lidt fægtning, men det hænger lige på grænsen til normalt. Men indenfor musik kan jeg til gengæld lidt af hvert. Klaver, guitar, rap og ikke mindst sang og at sidde bag mixerpulten. Jeg håber man kan høre, at jeg er vokset op i et studie, hvilket jeg næsten er. Siden mine forældre døde, da jeg var 3, har jeg rendt ud og ind af studiet, så det skulle være mærkeligt, hvis jeg ikke havde ladet mig imponere.

”Vil i have min mening med?” spørger onkel. Det vil alle. Onkel er en af de bedste indenfor hans fag. ”Ok, så er der intet nyt der, Ed. Du gør det godt,” siger han. ”Men jeg tror du er ved at være ret kulret, så vi holder for i dag.” Alle lader til at være enige. ”Ordner du lige finesserne og gør det lidt ordentligt her? Jeg skal til et møde nu her, med en mulig klient,” forklarer onkel. ”Course,” svarer jeg og koncentrerer mig om musikken, som jeg laver finesserne på. Da jeg er færdig med det, er alle gået og jeg kan lade tingene ordne sig selv med nogle få simple formularer.

”Jeg sværger Davies. Efter 4 år kan jeg ikke vende mig til at mine kræfter er så svage i Indre London. Det er som om tel…” starter jeg. ”lefonsignalerne og det trådløse internet går ind over,” afbryder han. Han har hørt på det i 4 år nu. ”Du siger det kun, fordi du ved det er det. Men du ved også, hvorfor folk troede, at nogen havde revet Salt Tower ned i nattens mulm og mørk, men da folk kom ind…” ”Var det fuldkommen genopbygget,” smiler jeg. Der var en aften, hvor Davies og jeg brød ind i Tower, fordi jeg havde været der med skolen tidligere om dagen og var kommet til at få en rustning til at svæve uden at røre den. Jeg vidste ikke lige, hvor stærk jeg egentlig var, men planen var oprindeligt broen foran tårnet… Siden da har jeg jævnligt brudt ind på gamle steder for at træne.

Jeg ved egentligt ikke, hvor jeg har mine kræfter fra, men jeg tror det hele skete i det biluheld, hvor mine forældre døde. Det var i hvert fald der, det første mærkelige skete. Lige da jeg åbnede øjnene, uden at der var sket noget som helst med mig, dukkede der talende mus op. Jeg fandt det ikke mærkeligt, før mange år efter, for hallo? Jeg var 2½. Jeg har senere fået endnu en mærkelig detalje, at vide om det. Min mor var gravid ret langt henne, men da hun kom til ligsyn, var der ikke spor af et dødt foster.

Nå, men det eneste mærkelige der skete omkring mig på det tidspunkt, var at der dukkede talende dyr op, ud af den blå luft. Det stoppede så, da jeg blev omkring 6 år, hvor ting i stedet begyndte at forsvinde, hvis jeg ville have de skulle, at flyve, hvis jeg tænkte at det kunne være sejt, hvis det gjorde, og eksplodere hvis jeg kiggede længe på det. Da jeg var omkring de 10, begyndte jeg at drømme, mærkelige drømme med feer der fortalte mig, at jeg havde magiske kræfter og så lærte de mig, at bruge dem.

Jeg pakker min taske og Davies hopper op i den. Min talende kat, som forfølger mig hvor end, jeg går. Folk kigger altid, når der kommer en lille gråstribet kat gående i hælende på mig. Jeg fandt ham i Rom 4 år tilbage, hvor han var en lille killing, der vidste alt muligt om magi og talte. Jeg havde ikke set talende dyr siden jeg var lille og har heller ikke set det siden, udover ham altså.

Jeg får min nøgle til at låse studiet af og går så ned til busstoppestedet. Jeg stiller mig i den allerede lange kø og hilser på den ældre dame foran. ”Goddag min pige,” svarer damen. Det er almindelig høflighed, at smalltalke ved busstoppestedet, hvis du vil vide det. ”Vejret ser nu ikke for godt ud,” siger hun. Jeg kigger op. Det er overskyet, men hvornår er det ikke det i London? ”Nej, men vi kan jo stadig håbe på bedre vejr,” smiler jeg. ”Så sandt,” siger hun. Jeg kan mærke Davies, bevæger sig i min taske og pludselig stikker han hovedet frem. Den gamle dame får et chok. ”Undskyld Mrs., det er bare min sære kat,” undskylder jeg. ”Men ligefrem i tasken,” siger hun. ”Han er vant til det. Havde jeg låst ham inde, ville han stadig finde en vej ud, så jeg har givet op og tager ham med alle steder. Han følger mig alligevel mere trofast, end den mest trofaste hund på kloden,” smiler jeg. Damen ler en smule og klør Davies bag øret. For at sige det sådan, er Davies måske en talende kat, men han er lige så blød overfor at blive aet og kløet, som enhver anden kat. Han spinder og damen smiler endnu større, da bussen kommer kørende. 

Jeg går som sædvanligt op på overetagen og finder en vinduesplads. Selvom jeg har boet i byen siden jeg var 3, er jeg stadig fuldkommen solgt. Jeg husker tydeligt, hvordan det var at komme fra en lille flække i Skotland og så hertil. I dag går jeg utroligt langsomt, selv i forhold til den i forvejen dårlige infrastruktur, men nogen minder mig om, at det er på grund af OL. Det er som om Londons indbyggertal er fordoblet, bare på grund af sport… Min sympati for fægtning rækker ikke så langt, at jeg ville rejse til et andet land, på grund af det.

Jeg hopper af nogle stop for tidligt, for at tage undergrunden i stedet. Jeg står af ved Marble Arch, selvom Bond Street er næsten lige udenfor hoveddøren. Ok, hvis du bare har en smule forstand på London, ved du at Bond Street ligger på Oxford Street, som er Londons shoppinggade, så ja, det er der jeg bor med min onkel. Det har gjort mig til lidt af en supershopper, for at være ærlig. I dag handler det dog om at købe ind til aften. ”Laks,” lyder det nede fra tasken. Jeg klemmer let med armen om tasken, så jeg kan høre en lav hvæsen. I stedet går jeg i grøntsagsafdelingen. Det skal siges at jeg er semivegetar, da jeg kun spiser fisk.

Derefter går jeg hjem og lader et par besværgelser gennem luften, som sætter indkøbene på plads og knivene i gang med snitte arbejdet. ”Har du nogensinde tænkt på, hvad folk der ikke kan magi gør?” spørger Davies. ”Davies, når de er til stede er jeg en af dem,” påpeger jeg, da jeg ikke ligefrem laver sådanne tricks foran andre. ”Har du nogensinde overvejet, hvordan umælende katte gør?” Jeg laver hurtigt spinatfyldet og derefter lasagnen. Så sætter jeg den i ovnen og går ud for at rense kattebakken, give rent vand og fylde madskålen op. ”Tørt eller vådt?” spørger jeg. ”Uhm… Gider du starte med vådt?” spørger han. Jeg sukker. Den kat er umulig, men i det mindste holder den sig til kattemad, så længe man laver vegetarisk. Jeg dækker også lige bord, så det er klar.

Så sætter jeg mig ved klaveret og spiller den melodi, som har siddet i mit baghoved hele dagen. Jeg har faktisk udgivet et album og jeg er faktisk ikke helt ukendt. Alle der har hørt mig spille, siger at det kun er et spørgsmål om tid, før jeg bliver en stjerne. Jeg håber de har ret, men lige nu har jeg ikke travlt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...