Viribus

Florence er sær. Ok, sær er en underdrivelse, når man kender hendes sande jeg, selvom hun nu ikke virker sær til at starte med. Hun har lige færdiggjort secondary og arbejder nu i hendes onkels kendte pladestudie, Upper Studios og har bestemt ikke travlt med at komme videre, selvom hun ved at vejen hedder musik. Travlt får hun dog, da en gammel ven, fra en helt anden tidsalder, dukker op. For Florence kender til mørke planer og magi, som ingen ville tro på. Sammen med hendes trofaste følgesvend katten Davies og den uskyldige olympiske svømmer Andrew begiver hun sig på eventyr gennem Londons gader i flere forskellige tidsaldre.

3Likes
6Kommentarer
895Visninger
AA

9. At kende hinanden

Jeg er fuldkommen kulret, efter at vi dukker op i det senere London. Min mave skriger efter mad og mit hoved dundrer af træthed. ”Måske skulle vi holde en pause,” mumler jeg. ”Men vil jeg altså have fat i noget mad.” ”Enig,” lyder det fra Andrew. På det tidspunkt var Westminster, stadig ikke en del af London, så vi må gå ind til byen. Folk stirrer på os, fordi vi ikke har indordnet os moden. Jeg er lidt ligeglad.

Vi finder noget brød, ost og øl. Da Andrew ser øllen skærer han ansigt. ”Jeg må altså ikke drikke, fordi jeg er under konkurrence,” siger han. Jeg løfter øjenbrynene. ”Det her er noget tyndt sjask og ikke noget man bliver fuld af. Hvis du vil have vand, så hyg dig med koleraen,” siger jeg. ”Hvad med Davies?” spørger han så. ”Mit forslag er at vi går lidt udenfor byen og så kan Davies gå på jagt,” siger jeg og kigger på katten. ”Jeg spiser, hvad jeg kan fange. Bare ikke bymus,” siger han og laver en lille frastødt lyd.

Jeg smiler og lukker øjnene, for at finde vejen til Tower. Tower skulle ligge i byens udkant, så jeg vil om på den anden side af muren. Vi kommer ud på åbne marker lige omme på den anden side af muren. Det er virkeligt mærkeligt at tænke på. Der hvor vi er lige nu, vil der om nogle hundrede år, være mile ud til noget lignende. Davies render straks af sted. Jeg regner ikke med, at han er tilbage i rigtigt lang tid, da Davies langt fra er den bedste jæger.

Vi sætter os og spiser i stilhed og falder så om af træthed. Jeg vågner veludhvilet midt om natten, da jeg ikke plejer, at sove ret meget. Davies er stadig ikke kommet endnu, så jeg bliver siddende for at vente til han kommer tilbage. I ren kedsomhed finder jeg mine magibøger, som jeg har med i tasken frem og tjekker op på nogle nyttige besværgelser.

”Du ved alt om mig, gør du ikke?” lyder Andrews stemme pludseligt. Jeg kigger hen på ham og han kigger på mig. Jeg slår den besværgelse op, hvor man kan få alt at vide omkring en person. ”Atitito,” siger jeg og informationerne ruller ind over mig. ”Nu gør jeg.”  ”Det er uretfærdigt, for jeg aner intet om dig, udover at du hedder Florence Lucia Maze, er magiker og… musiker,” siger han. ”Hvad vil du vide?” spørger jeg en smule irriteret. ”Hvor gammel er du?” spørger han. ”18,” svarer jeg.  ”Født?” ”Durness, Skotland den 5. maj 1994,” svarer jeg. ”Familie og venner?” spørger han så. ”Min onkel og Davies,” svarer jeg. ”Ikke mere?” spørger han overrasket. ”I walk a lonely road,” starter jeg Green Days: Boulevard of Broken Dreams.

”Men hvad skete der med din mor og far?” spørger han og før jeg kan nå at svare forsætter han. ”Du sagde tidligere i dag, at det her er et familieanliggende, hvordan kan det være?” Jeg sukker. ”Jeg var kun 2½, så jeg ved ikke så meget, men Durness ligger midt i Højlandet. Min mormor bor der endnu. Men, altså vi skulle til Perth for at besøge nogle af fars og mors venner og i et hårnåle sving gik bilen pludseligt ud af kontrol og bilen smadrede ind i en klippevæg. Jeg husker ikke ret meget, andet end at da jeg vågnede sad, jeg på vejen udenfor bilen fuldkommen uskadt, med nogle talende mus og en mærkelig hvidskægget mand, der i dag ville have mindet mig om Albus Dumbledore fra Harry Potter... Ja, jeg synes om at sammenligne. Manden tilkaldte lægehelikopteren og forsvandt ud af ingenting. Min mor havde været gravid, men jeg har senere fundet ud af, at man ved et ligsyn, ikke fandt noget foster. Min mormor kunne ikke holde til at have mig boende, så min mors bror, min onkel, tog mig til sig. Men pointen er at siden den dag, begyndte der at ske mærkelige ting,” fortæller jeg.

”Så du mener, at du fik dine kræfter i det uheld?” gætter han. ”Jeg mener det ikke, jeg ved det. Men det var sådan det skulle være. Da jeg blev 6 begyndte den hvidskæggede mand, at dukke op i mine drømme og lærte mig at bruge mine kræfter. Som 10årig sagde han, at nu måtte jeg klare mig selv og gav mig mine bøger. Og som 14årig blev magien alvor,” siger jeg. ”Hvad mener du?” spørger han. ”Min ufødte søster dukkede op, påstod hun var blevet kidnappet til en anden tid, hvor hun havde lært magi og påstod at hun hadede sin egen tid. Det viste sig, at det var omvendt. Den tid der var blevet taget fra hende, skulle straffes for at mangle hende. Jeg fatter ikke grunden til hævn i det, men det forklarer hvorfor vi er her i dag,” slutter jeg blasert. ”Jeg har ikke rigtigt nogle gode venner, fordi jeg ikke passede ind i skolen. Jeg er måske på kammeratligt plan, med mange i Upper Studios og flere af vores klienter, men ingen venner.”

”At sige Flo har venner, ville være en joke. Hun er helt normal, men folk ved hun skjuler noget, når de kommer på venneplan og når hun så nægter, at fortæller det, vil folk ikke være med mere,” lyder det fra Davies. ”Hvorfor skal du altid være så ærlig omkring ting der ikke behøver at blive sagt,” himler jeg. ”Hvorfor forklarer du det ikke bare? Du har jo bevis. Du smider om dig med trylleformularer der virker?” spørger Andrew undrende. ”Det ved jeg ikke,” mumler jeg og griner fordi Davies prikker til mig og det kilder. ”Hvad med at sove?” gaber han. Jeg ligger mig i fosterstilling, så han kan komme ind, som en varmepude.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...