The Torch - Olympics 2012

Yohan Blake er en løber fra Jamaica og deltager i OL 2012 i London. Efter mange års træning står han endelig i finalen med sin bedsteven og træningsmakker Usain Bolt, som er verdens hurtigste mand. Men kan en sejr komme til at betyde enden for venskabet? Og vinder Yohan overhovedet?

Den her historie er baseret på den virkelige 100meterfinale, men kan afsløre at den ikke helt kommer til at foregå som i den virkelige verden. Håber i vil læse med, like og sætte på favorit listen.

4Likes
2Kommentarer
821Visninger
AA

2. Frinedship based on competition!

Stilheden der fulgte var helt utrolig. Helt sindsygt at 70000 mennesker kunne være så stille på en gang. Jeg havde opvarmet i meget lang tid, og jeg var helt parat. Det var nu det hele blev afgjort. Hvem der vandt de olympiske lege 2012 i mændenes 100m løb. Hvem der var verdens hurtigste mand. Jeg kunne næsten høre mit eget hjerteslag så stille var der, og adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig. Jeg pressede øjnene sammen af koncentration og jeg nåede lige at skimte Usain lave hans tegn, han altid gør inden han skal løbe. Jeg ville gøre alt for at vinde, også selvom min bedsteven var med. Vi havde aldrig rigtig snakket om det med at vinde over hinanden. Det var ikke noget der generede os. Jeg havde godt nok kun vundet over Usain en gang før, og det var hjemme i Jamaica ved Olympic trials 200 meter, og når vi tabte til hinanden så stod det ikke i vejen for vores venskab. Jeg havde forberedt mig på det her i 4 år, og nu var det på tide at få det afgjort. "Set"  lød stemmen, og jeg gjorde mig klar til at sætte af. Der var intet andet i verdenen end den her medalje, lige idet øjeblik. Startskuddet lød, og jeg fik en fantastisk start. Faktisk så fantastisk at jeg lå allerforest. Det var helt vildt at stilheden der var lige før, kunne ændre sig til sådan en larm. Men jeg havde øvet mig meget i at lukke det ude af mit hovede, da jeg vidste at det ville spille en stor rolle. Jeg spurtede afsted, og kunne lige skimte Usain en meter bag mig, og han var efterfulgt af Tyson Gay fra U.S.A. Fokus. Jeg kunne mærke syreren i mine ben, og det blev værre og værre for hver skridt jeg tog. Og ligesom jeg lå allerforest ca. 6 meter fra mållinjen, skete det. En pludselig smerte steg op igennem mit venstre baglår. Jeg skar tænder, men jeg løb aligevel nogle flere meter inden jeg begyndte at humpe. Satans. Nu var det hele spildt. Jeg kunne mærke med det samme at det var en fibersprængning. God damn it. Hvor uheldigt er det lige?

Jeg løb stadig, og prøvede at bide smerten i mig, selvom mit ben skreg på mig at jeg skulle stoppe. Jeg kunne se Usain og Tyson komme og indhente mig, men jeg ville ikke tabe når jeg havde lagt så meget foran, og brugt flere år på at træne op til det her øjeblik. Da jeg nåede målstregen humpede jeg ind over den, men desværre nåede Usain og Tyson at komme ind og indhente mig, og Powell var meget tæt på mig, så jeg vidste ikke hvad plads jeg kom på. Det var også lige meget, der var ingen medalje til mig alligevel. Jeg nåede lige akkuart ind over målstregen, før jeg kastede mig på jorden, og foldede mig sammen af smerte. Jeg kunne høre en masse skrig og råb, og jeg så at Usain satte den ene hånd bag øret, og pegede op mod himmelen med den anden. Det fik mig til at trække lidt på smilebåndet. Godt han vandt, og det ikke var Tyson, altså så fik Jamaica idet mindste en guldmedalje. Jeg kneb øjnene sammen, og skar tænder af smerte. Jeg var så vred, frustreret, ked af det, og skuffet. Det hele var så sikkert. 

Pludselig kunne jeg høre Usain komme løbende hen til mig. Han havde Jamaica´s flag om skulderne, og et andet med i hånden. Jeg kiggede mærkeligt på ham. Så havde Powell nok fået en tredje plads, og han ville give flaget til ham, så de kunne løbe omkring stadion. "Hva fanden ligger du der for Bro?" spurgte han. Han kiggede ned, lagde hovedet lidt på skrå og smilede til mig. Usain og jeg drillede altid hinanden når vi blev skadet. Også selvom det var alvorligt. "Jeg pegede på mit ben, og råbte "Fiber". Det var meget svært at overdøve publikum i den larm. "For satan, Blake" sagde han og kigge på mig med et lidt bekymret blik. "Hvordan fanden vil du så løbe din sejrsrunde?" spurgte han og lyste op i et smil. What? Jeg fattede ingen ting af hvad det var han sagde. Sejrsrunde. Jamen Powell havde jo... "Du fik squ en tredjeplads selvom du fik en fiber, og Powell nåede dig ikke!" råbte han begejstret, som om han kunne læse mine tanker. Wtf? Jeg troede alt håb var ude. Guldmedaljen var så sikker i starten, så gik det galt, og jeg troede jeg endte på en sidsteplads. Men jeg løb videre med en fiber i baglåret og fik kraftedermame en tredje plads. Mit ansigt lyste op i et smil, og det fik Usain til at smile endnu mere. Forpustet fik jeg rejst mig op på en kejtet måde, og jeg kunne se at nogle læger var på vej over imod mig. Men Usain vinkede dem bare væk, og tog fat om min skulder. Hvordan fanden ville han have at jeg skulle løbe hele stadion rundt?...

Han måtte have set mit tvivlende ansigt, for han tog fat i mine svedige ben, og slyngede mig op på hans svedige skuldre. Havde han tænkt sig at løbe rundt med mig på stadion? "Er du klar" råbte han. Okay. Han havde tænkt sig at løbe rundt på stadion med mig på rygen. What?? Nej jeg var squ da ej. Men istedet for svarede jeg bare "Giv mig lige mit flag". Og det gjorde han. Jeg foldede det ud over mine skuldre, og uden at tænke over det råbte jeg bare "klar" til ham, og Usain begyndte sin/vores æresrunde rundt på stadion. Yolo.

"On a third place, Yohan Blake!"

Råbte kommentatoreren, og et gigantisk skrig lød fra puplikum. Jeg smilede og vinkede til folk, og kunne tydeligt høre et højt grin fra Usain imens han langsomt løb videre. Den følelse der gik igennem min krop var helt fantastisk. En fantastisk varme, og jeg glemte næsten alt om smerten i mit lår.

"On a second place, Tyson Gay"

Råbte kommentatoreren, og et skrig lød igen, ikke så højt som det før, hvilket gjorde mig ret stolt. Jeg kunne se ud af øjenkrogen at Tyson vinkede og smilede ud til folk. Jeg havde ikke noget imod ham, kun at han tog min andenplads. Men det var der jo ikke noget at sige til.

"And on a first place, Usain Bolt"

Råbte kommentatoreren. Puplikum skreg igen endnu højere. Det var som om det hele eksploderede. Det var helt fantastisk. Jeg havde lidt dårlig samvittighed over at stjæle Usain fra alle tilskuerne. Men det lod ikke til at gør ham noget. Tyson kom løbende hen til os, og lagde hånden på vores skuldre. "Godt gået guttere" råbte han og smilede til os. "I lige måde Bro" råbte vi nærmest i kor på samme tid. Tyson tog fat om mine ben så Usain kunne få en hånd fri til at vinke med. Usain sendte ham et taknemmeligt smil, og begyndte at vinke til publikum der gik helt amok. Det var ikke så tit at man så så tætte venskaber i sejrsrunder, eller bare gennerelt i løb. Jo nogle enkelte engang imellem der sagde tillykke til hinanden eller byttede t-shirt. Men at løbe rundt med hinanden på ryggen, og holde hinanden i hænderne. Det var squ ikke ligefrem hver dag man så det.

Og sådan fortsatte vi vores sejrsrunde, der førte hele vejen hen til medaljepodiet, og min bronzemedalje.

 

 

Hej alle sammen. x

Tusind tak fordi i læste med. Det betyder helt fantastisk meget.

Jeg håber i vil like og sætte på favorit, så jeg har en chance for at vinde i konkurrencen.

Endnu engang tusind tak til jer alle sammen. I har en hel speciel plads i mit hjerte. x

// Tricia! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...