Løgn på løgn.

Anita har aldrig rigtig været accepteret i sin klasse. Hendes såkaldte "veninder" har altid bagtalt hende, og holdt hende udenfor. Men den her dag bliver anderledes..

6Likes
5Kommentarer
805Visninger

1. En ny dag

Nu står jeg her igen. Uden for klassen, parat til at starte første skoledag efter sommerferien. Eller parat bliver man vel aldrig. Især ikke mig, jeg er blevet mobbet i tre år nu. Den eneste grund til at jeg stadig går på denne skole, er at min mor ikke har råd til at jeg flytter skole. Okay, jeg løj igen. Det er jeg efterhånden ret god til. Jeg har stort set løjet om alt hvad der er sket i mit sølle liv nu. F.eks. lyver jeg om at min mor arbejder som en kendt forfatter, og det passer ikke. Hun har ikke skrevet i 3 år, efter hun fik skriveblokering. Jeg har også løjet om, at jeg har fået mit første kys. For det ville være pinligt at indrømme at jeg faktisk nærmest er bange for drenge. Alle mine ”veninder” har kysset, og de har også alle sammen været fulde. Jeg skammer mig, både fordi at jeg lyver om alting, men også fordi at jeg er 15 år og har aldrig gjort nogle af de ting. For lidt siden løj jeg om at den eneste grund til at jeg går på den her skole, er fordi at min mor ikke har råd til andet. Men det er også fordi at der går den sødeste dreng i den her klassen, han hedder Ditlev. Jeg har været forelsket i ham siden 3 klasse. Jeg beslutter mig for at gå ind i klassen, før jeg går helt i staver. I det sammen jeg kommer ind ad døren, får jeg en papirs kugle i hovedet. Jeg ryster bare på hovedet og skynder mig ned på min plads. Jeg hører nogle lette fodtrin komme hen mod der jeg sidder. ”Hey Anita! Dårlig hår dag hva’?” Griner min såkaldte ”veninde” Lene. Jeg griner lidt forsigtigt, og begynder at rette på mit hår. Lene læner sig ned over mit bord og hvisker: ”Når, hvem har inviteret dig til gallafest på fredag?” BANG! Jeg havde fuldstændig glemt det! Det er den vigtigste fest, og jeg har ikke engang fået en partner! Det er der vel heller ikke noget at sige til. Mit orange hår er umuligt at sætte, og jeg har fregner i hele ansigtet. Mine øjne er jeg faktisk ret tilfredse med, de er grønne og så har jeg lange tætte øjenvipper. Jeg tror problemet er det, at jeg altid har de samme grå bukser på, og den samme hættetrøje. Efter min far rejste væk fra min mor, har min mor knoklet røven ud af bukserne bare for at vi havde noget mad at sætte på bordet. Jeg kommer i tanke om at Lene spurgte mig om noget, og kommer ud af min egen verden. Jeg hører mig selv sige: ”Jada, jeg skal følges med Ditlev.”  What?! Hvor kom det fra? Lene ser lige så forbløffet ud som jeg føler mig. Jeg rejser mig hurtigt op, for at støtte hende så hun ikke falder bagover. Efter et stykke tid får hun mumlet noget frem: ”Wow, det må jeg sige.. Du kan jo scorer!” råber hun så højt, at alle i klassen vender sig om. Selv Ditlev kigger på mig. Hans flotte brune øjne fanger mig fuldstændig. Hans hjerte formede ansigt, som er indrammet af det halv lange lyse hår, er guddommeligt. Selvom han sikkert bare har revet noget tøj ud af skabet, og ikke tænkt på hvad han tog på, er det fantastisk. Jeg tager tit mig selv i at dagdrømme om ham. Som jeg gør nu, jeg dagdrømmer jo hele tiden. Hele mit liv er en stor dagdrøm.                                                                                    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...