De små historier

En gang i mellem sker der det at jeg får spontant lyst til at skrive en historie. Og det bliver ofte en kort lille en jeg skribler ned på 10-15 minutter, for bagefter bare at ligge og passe sig selv.
Så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne ligge dem herud og se hvad i kære mennesker siger til dem.
Som sagt, det er meget randomme, til tide mærkelige og meget korte historier, hvis man kan kalde dem det (;
Håber nogle af jer finder dem interesante at læse, ellers så beklager jeg hvis i føler at jeg har spildt jeres tid! :)
Og jeg beklager meget, men de er altså ikke rigtig gennemlæst eller -rettede, da det ofte ikke er noget jeg føler for disse.

1Likes
1Kommentarer
773Visninger
AA

4. Ønsket om titlen som udskud

Når jeg slår øjnene op og kigger mig i spejlet, ser jeg en normal person.

Jeg ser en person med et intetsigende og kedeligt ansigt. Med et normalt og kedeligt hår. Med en enkel og firkantet trøje og de samme kedelige bukser som alle går i. Med en standart lidt halvdellet krop der generelt trænger til at blive strammet op. Med fødder der har samme størrelse som alle andres. Med negle der har den mest ligegyldige længde. Med selv øre der hverken er for store eller små.

 

Alt i alt ser jeg en kedelig person der falder ind i mængden. En person ingen ville stoppe op og kigge på eller huske når de kom hjem fra byen den dag. En person der bare går rundt uden nogen tænker den mindste smule over det.

Det er det jeg frygter mest i hele verden.

Jeg er bange for at ingen ligger mærke til mig, at ingen ser mig.

Derfor bliver jeg ved med at klippe i mit tøj, købe nyt, farve mit hår og klippe det, bruge vildere make up, få lavet den ene piercing efter den anden, alt prøver jeg. Men hver gang jeg endelig synes at jeg skiller mig ud, at jeg endelig har formået ikke at ligne alle de andre, går der aldrig mere end et par dage før jeg ligner dem alle sammen igen.

 

Engang vendte folk sig efter mig på gaden, fordi jeg ikke lignede alle de andre. Fordi jeg skilte mig ud fra mængden. Folk har fortalt mig at de kunne se mig på flere hundrede meters afstand selvom jeg stod i en stor sort masse af mennesker.

Det savner jeg. Jeg savner altid at vide hvorfor folk kigger på mig, og jeg savner opmærksomheden man får når man ikke ligner de andre. Jeg savner selvtilliden det giver at få alt opmærksomheden og vide hvorfor man har den.

 

Der er stadig nogen der kigger på mig en gang i mellem, men jeg ved ikke længere hvorfor. Men det giver mig ikke selvtillid mere. Nu bliver jeg bare en lille forkrøblet mus af det, som gerne vil gemme sig væk i sit musehul.

Så en gang i mellem kravler mit gamle jeg frem, og prøver forsigtigt at forklare mig at jeg stadig skiller mig ud og jeg aldrig har været som nogle af de andre. Så bliver jeg nød til at pakke det ned i kassen igen, for jeg ved at tingene har ændret sig og jeg må ikke snyde mig selv.

 

Tanken om jeg skiller mig ud strejfer mig stadig, og i de få sekunder er jeg lykkelig. Jeg er lykkelig lige indtil kassen er lukket helt til igen, så kravler jeg tilbage i mit musehul med mit alt for kedelige og normale jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...