De små historier

En gang i mellem sker der det at jeg får spontant lyst til at skrive en historie. Og det bliver ofte en kort lille en jeg skribler ned på 10-15 minutter, for bagefter bare at ligge og passe sig selv.
Så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne ligge dem herud og se hvad i kære mennesker siger til dem.
Som sagt, det er meget randomme, til tide mærkelige og meget korte historier, hvis man kan kalde dem det (;
Håber nogle af jer finder dem interesante at læse, ellers så beklager jeg hvis i føler at jeg har spildt jeres tid! :)
Og jeg beklager meget, men de er altså ikke rigtig gennemlæst eller -rettede, da det ofte ikke er noget jeg føler for disse.

1Likes
1Kommentarer
772Visninger
AA

2. Mørkeræd

 

Det gullige lys fra den lille læselampe, formåede lige akkurat at lyse hele rummet op. Ikke fordi det var et specielt godt lys, det var lige før det havde været bedre uden.

Nej, det havde på ingen måde været bedre uden lyset, det ville indhylle rummet i tæt sort mørke. et mørke der føles som et uendeligt stort rum, men hvor du sidder fanget på et lille sted. Der er ikke noget der som sådan holder dig fast, eller begrænser dig, men alligevel er du fanget ude af stand til at flytte dig. Du kan knap bevæge hovedet, mest af alt fordi du frygter hvad du vil se, men også fordi du inderst inde ved at du ingenting vil se.

Så hellere det lille svage lys, fra den lille lampe. Selvom lampen og derfor også lyset kerne er langt væk, så er det nok bedre end ingenting. Og selvom det kaster uhyggelige lange skygger i resten af rummet, så kan jeg da se hvad der er i rummet.

Lyset er meget svagt her, det har en mærkelig brun farve, i stedet for den varme gule farve som det har henne ved lampen. Hvorfor valgte jeg ikke at sætte lampen ovre ved mig? Eller sætte mig ovre ved lampen?

Det er jo så nemt at være bagklog, men der er ikke noget at gøre ved det nu. Jeg må bare sidde her sammen med de lange mørke skygger, hvor lyset ikke rigtig når mig ordentligt.

Jeg forsøger at kigge rundt, væk fra det lille lys jeg så desperat klamre mig til.

Et øjeblik mister jeg luften, den bliver slået ud af mine lunger da jeg ser en skikkelse sidde ved siden af mig. Jeg bliver panisk ved med at stirre, som et dådyr fanget i billygter. Så går det op for mig at det er min dyne, der ligger krøllet sammen ved min side. Jeg troede jeg stadig havde den på, jeg troede jeg stadig lå i min seng og var ved at falde i søvn, men jeg kan ikke.

Jeg tager en fast beslutning, jeg må gå op mod det lille lys, det er nok bedre at det ikke er her. Mørket er jeg vant til, det kan jeg lige klare. Men mørke og lys blandet sammen, det kan jeg ikke. To uforenelige kræfter der mødes, fremkalder alle de værste monstre. Og eftersom jeg ikke kan få lyset, må jeg nøjes med mørket.

Jeg rejser mig tøvende på vaklende ben, og sætter forsigtigt den ene fod foran den anden. Men der går ikke længe før jeg ud af øjenkrogen skimter en bevægelse, der hurtigt for mit hoved til at vende sig.

Der står jeg så, og får øjenkontakt med en person der har lange uhyggelige skygger i ansigtet, indtil det går op for mig at det er mig selv. Jeg tvinger mig selv til at blive ved med at kigge på det uhyggelige syn, siger gentagne gange til at mig selv at jeg ikke skal være bange, for det er bare mig.

I stedet bliver jeg endnu mere skræmt da jeg bag mig i spejlet ser en skikkelse. Det giver et ryk i mine ben, som hurtigt fører mig det sidste stykke op til lampen, hvorefter de bærer mig i tilbage i sikkerhed.

Jeg kryber forsigtigt ind under dynen, håber der ikke er noget der venter på mig derinde, og falder så til ro igen.

Nu er der bare mørket, det sammen gamle uhyggelige mørke. Mine øjenlåg er begyndt at blive tungere, så jeg giver efter og lukker dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...