It's Gotta Be You - One Direction

Grace Riverton har lige afsluttet niende klasse og beslutter at tage et par måneder til London som en forlænget sommerferie. Hendes familie har aldrig manglet penge, og hendes far er englænder så han betaler et ophold på et luksushotel. Men når man kommer på hospitalet på grund af en hjernerystelse som man får ved at en ung dreng hamrer en glasdør i hovedet på dig, så dæmper det glæden en smule...

27Likes
20Kommentarer
2614Visninger
AA

6. To stand out from the crowd

 

Hjemme på hotellet smed jeg mit tøj, hulkende, gjorde mig ikke den ulejlighed at fjerne min makeup.

 

Jeg kastede mig ned i dynerne, stadig hulkende og fyldt med selvmedlidenhed. Men det ændredes hurtigt til medlidenhed med Niall, da jeg gennemløb aftenens hændelser i hovedet.

 

Og Nialls triste ansigtsudtryk sad fastfrosset på min nethinde.

 

Jeg græd mig selv i søvn.

 

***

 

Næste morgen vågnede jeg forholdsvis tidligt. Jeg stod op og gik ud på badeværelse og så mig selv i spejlet. Jeg så forfærdelig ud. Jeg havde mascaraspor hele vejen ned ad kinderne og mine øjne var hævede og røde.

 

Pludselig vældede gårsdagens drama ind over mig for fuld styrke og jeg brød sammen i gråd igen.

 

Hvor var jeg egentlig bare et forfærdeligt menneske!

 

Jeg gik ind i brusekabinen, og lod vandet skolde mig, og varme mine kolde muskler op. Og samtid stod tårerne ud af mine øjne i stride strømme.

 

”Tag dig sammen, Grace!” tænkte jeg. ”Han tilgiver dig alligevel aldrig.” jeg slukkede for vandet, og steg ud. Tørrede min krop og mit hår og åbnede døren ind til soveværelset for at finde noget rent undertøj.

 

Jeg fik det største chok.

 

Inde på mit værelse stod... Var det Louis?

 

og rodede rundt i mine diverse tøjbunker. Jeg blev så forskrækket at jeg gav et skrig fra mig, og da jeg skreg, blev Louis også forskrækket og gav ligeså et udråb fra sig. Det gik pludselig op for mig at jeg var fuldstændig nøgen, og jeg vendte hurtigt om lukkede døren til badeværelset, greb et håndklæde og svøbte det stramt om mig, og gik så ud til Louis igen.

 

Han stod med en grå hættetrøje i hånden og så meget ængsteligt på mig. ”Hvad i den hede hule helvede laver du her?” spruttede jeg. ”Det må du virkelig undskylde!” sagde han oprigtigt. ”Niall havde glemt en trøje herinde, som han bad mig hente. Han fortalte hvor du gemte dit nøglekort.” Louis kiggede forlegent led i jorden. ”Det var slet ikke meningen at du skulle have opdaget mig. Jeg ville bare hente den, og så smutte igen.”

 

Jeg satte mig tungt ned på sengen. ”Det er okay, Louis,” sagde jeg. Jeg kunne høre at han var på vej ud af døren. ”Louis?” kaldte jeg sagte. Jeg hørte at han standsede, men turde ikke se på ham. ”Undskyld. Sig det til ham. Undskyld.” jeg var ikke i tvivl om at Louis forstod hvad jeg mente. Han sukkede tungt. Jeg kunne høre hans skridt fortsætte ud ad døren, og lidt efter smække hoveddøren.

 

Jeg kunne mærke noget vådt på min kind, endnu flere tårer havde banet sig vej.

 

***

 

De næste tre uger brugte jeg på at, sove, græde, spise, græde, gå lange ture ved Themsens bred i sommerregnen og græde endnu mere. Måske var det gået lidt for hurtigt imellem Niall og mig. Vi havde ikke nået at opbygge et bånd der var stærkt nok til at klare jalousi og misundelse.

Og jeg havde begået en stor brøler ved at prøve at gøre Niall misundelig.

 

Han havde jo bare kysset sine fans på kinden!

 

Intet at blive sur over.

 

Jeg prøvede hele tiden at bilde mig selv ind at det var alkoholens skyld. Men jeg troede ikke rigtig på det.

 

Jeg mødte Niall meget få gange på hotellet, og når det skete gik han bare lige forbi mig som var jeg luft. Og jeg forstod ham godt. Jeg mødte også de andre drenge et par gange. De smilede bare kort og sørgmodigt til mig, og fortsatte uden et ord.

 

Hele dagen inden jeg tog tilbage til Danmark brugte jeg på at skrive et brev til Niall. Jeg vidste at vi ikke ville blive forsonede igen, men jeg havde brug for at fortælle ham hvordan jeg følte.

 

Jeg skrev hvor ked af det jeg var, hvor meget jeg skammede mig over mig selv, og at jeg godt forstod ham. Tilsidst takkede jeg ham for al den gode tid vi havde haft sammen, og at det helt sikkert ville blive en sommer jeg aldrig glemte, både for det gode og det dårlige. Og at jeg tog afsted til København med et fly der gik kl. 8:35.

 

Der lå et bjerg af sammenkrøllede papirskugler ved siden af mig da jeg var færdig. Og bordet var dækket af en mindre sø af tårer.

 

Jeg gik hen til drengenes dør, og puttede det under dørsprækken. Så gik jeg tilbage til mit værelse, pakkede de sidste småting og gik i seng.

 

***

 

Jeg kom i god tid ud i lufthavnen, så jeg fik tjekket al min bagage ind som en af de første, og kom sikkert gennem security. Der var mange mennesker selvom det var tidligt, og for at fordrive tiden gik jeg op på 1. etage for at drikke en kop kaffe på en café hvor man kunne se alle menneskerne i velkomsthallen.

 

Da der var en halv time til flyet lettede, gik jeg ud fra caféen og lod et øjeblik mit blik hvile på de mange mennesker i velkomsthallen. Men specielt en person fangede min opmærksomhed.

 

Nogle klare isblå øjne, et lyst pjusket hår, afbleget, og en bekymret rynke mellem øjenbrynene. Jeg frøs, og lod mit blik udforske ham fra top til tå.

 

Jo.

Det var ham.

Ingen tvivl om det.

 

Pludselig fangede hans øjne mine. Vi havde øjenkontakt i et halvt minut. Så satte han sig i bevægelse. Jeg gik i panik. Havde ikke modet til at tale med ham, og bryde grædende sammen midt i lufthavnen. Så jeg hastede hen til gaten.

 

Da jeg nåede kvinden der skulle tjekke mit Boardingpass, tøvede jeg. Jeg skulle højst sandsynligt aldrig se ham igen. For det første fordi jeg ikke kom til London så tit. For det andet fordi han velsagtens ikke gad se mig.

 

Jeg kom til at tænke på hans skuffede ansigt. Jeg tror ikke at jeg ville kunne klare at se det igen.

 

Jeg tog en dyb indånding, sendte damen et smil og gik ind i flyet. Jeg fandt mit sæde og satte mig tungt ned.

 

Da flyet rullede ud på startbanen blev jeg enig med mig selv om at jeg aldrig nogensinde kunne tilgive mig selv for at have forladt ham uden at jeg i det mindste havde prøvet at tale med ham.

 

Det havde uden tvivl været min mest uforglemmelige sommer nogensinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...