It's Gotta Be You - One Direction

Grace Riverton har lige afsluttet niende klasse og beslutter at tage et par måneder til London som en forlænget sommerferie. Hendes familie har aldrig manglet penge, og hendes far er englænder så han betaler et ophold på et luksushotel. Men når man kommer på hospitalet på grund af en hjernerystelse som man får ved at en ung dreng hamrer en glasdør i hovedet på dig, så dæmper det glæden en smule...

27Likes
20Kommentarer
2618Visninger
AA

2. "Ham der" fra One Direction

 

Jeg vågnede ved at en skarp smerte jog igennem mit hoved. Jeg kunne høre nogle dæmpede stemmer og en monoton bippende lyd.

Jeg glippede med øjnene, men blev straks blændet af et stærkt hvidt lys.

Jeg løftede en arm op for at skygge for øjnene, men blev forhindret da min arm føltes tung som bly og desuden havde et drop i.

Vent.

Et drop?

Hvorfor fanden havde jeg et drop i armen?

Hvor var jeg overhovedet?

Jeg slog endnu engang øjnene op, og så et hvidt rum. På væggen foran mig hang et mindre fladskærms-tv, og da jeg så ned ad mig selv var jeg dækket af en hvid dyne og var klædt i en stribet pyjamas som jeg ikke genkaldte at have set før.

Det lignede et hospital.

Men hvorfor skulle jeg være på hospitalet?

 

Jeg missede lidt med øjnene da de dæmpede stemmer stoppede og jeg hørte en stemme sige: "Se, jeg tror hun er vågnet..."

Nogle få fodtrin hørtes, og straks så jeg op i et par bekymrede blå øjne. De fik nogle klokker til at ringe, men jeg kunne slet ikke sætte en finger på hvad det var.

"Er du vågen?" hørtes en omsorgsfuld men bekymret stemme med lettere irsk accent.

"Hvor er jeg henne?" spurgte jeg med en skrøbelig og svag stemme.

"Du er på hospitalet," sagde den irske stemme med de bekymrede øjne som jeg endnu ikke havde fået sat ansigt på.

"Du besvimede...." Sagde stemmen tøvende og øjnene flakkede. Ansigtet fjernede sig lidt og jeg så nu at det var en ung dreng på omkring de atten, med lyst hår.

Det så afbleget ud.

 

En dæmpet latter hørtes fra et andet sted i lokalet og en behagelig mørk stemme sagde: "Ja, fordi at gode gamle Niall her, smækkede en glasdør lige i fjæset på dig!" En dreng kom hen og bankede ham der hed Niall i ryggen. Han havde mørkt, krøllet hår og et bredt smil om munden.

 

Smækkede en glasdør i hovedet på mig....

What the fuck?

 

Men pludselig kunne jeg godt huske hvad det var der var sket. Det var efter min tur langs Themsen. Jeg mærkede smerten i mit hoved og følte en indestængt vrede mod Niall, hvem han så end var. Jeg spurgte ham med det krøllede hår hvor længe jeg havde været her.

"Det var igår du fik døren i hovedet, og du har været helt væk lige siden." Jeg følte at jeg var sur på ham Niall.

Hvad fanden bildte han sig egentlig ind, at komme her og ødelægge min ferie? Jeg havde sikkert fået en ordentlig hjernerystelse og skulle nok tilbringe flere dage i sengen!

Men da vreden begyndte at ulme, startede en dunkende smerte i mit hoved, og jeg blev enig med mig selv om at jeg nok skulle finde mig tid til at være sur en anden gang.

I det hele taget bare tænke...

 

***

 

Det var to dage siden jeg var blevet udskrevet fra hospitalet.

Jeg havde kun været der i to døgn, så havde de sendt mig hjem på hotellet med udtrykkelig besked om at blive i sengen i en uge, og tage den med ro.

Jeg var godt gal i skralden.

Specielt på ham Niall som åbenbart var synderen i denne sammenhæng. Jeg havde egentlig mest lyst til at lukke mig inde på mit værelse og surmule, men det skulle jeg ikke få lov til.

For Niall (Ja, jeg kendte kun hans fornavn, og vidste intet andet om ham) havde startet med at insistere på at han sørgede for transporten til hotellet. Han havde haft en mindre diskussion med lægerne som mente at det mest forsvarlige ville være at transportere mig i en ambulance, men tilsidst fik Niall sin vilje.

 

Han havde siddet ved min sengekant det meste af dagen, og hvert femte minut spurgt ind til hvordan jeg havde det. Tilsidst blev jeg så træt af at fortælle ham at jeg havde hovedpine om og om igen, at jeg foregav at sove. Jeg havde håbet på at han ville finde mig kedelig og gå, men han blev ved med at sidde ved siden af mig, og jeg kunne føle hans blik på mig hele tiden.

 

Han irriterede mig grusomt, for det første fordi at jeg slet ikke kendte ham, for det andet fordi han var så bekymret for mig når han egentlig burde være ligeglad, og sidst men ikke mindst fordi at han sad og stirrede på mig 24/7. Men hver gang jeg hissede mig op over det begyndte mit hoved at dunke noget så forfærdeligt så jeg slog altid tanken fra mig.

 

Men altså, sygeplejerskerne fik hjulpet mig ned på gaden (jeg kunne sagtens gå selv, men de insisterede) og ind i Niall's bil.

 

Hele vejen til hotellet prøvede Niall at starte en samtale med mig. Men jeg var sur på ham og det skulle han vide. Jeg anede ikke engang hvem han var? Ud over at han hed Niall selvfølgelig.

 

Eftersom jeg blev ved med at besvare hans spørgsmål med enstavelsesord opgav han endelig. Han tændte for radioen for at afbryde den akavede tavshed og fra højtalerne lød det:

I wanna be up all night, and jump around until we see the sun,”

”Årh, så sluk da for det lort!” udbrød jeg surt. Jeg havde godt hørt det britiske boyband One Direction før, og jeg fattede ikke at alle var så hooked på dem. Det var kedeligt og indholdsløst, deres musik. Fattede slet ikke hvad folk så i dem. Jeg vidste ellers intet om One Direction, andet end at de vist nok havde noget med X-factor at gøre.

 

Niall sendte mig et overrasket blik. ”Kan du ikke lide det?” spurgte han med et hævet øjenbryn. ”Nej det, ved gud, jeg ikke kan!” sagde jeg surt og kiggede demonstrativt den anden vej. ”Men,” indvendte han, men jeg afbrød ham inden han nåede længere og sagde irriteret: ”Hør, hvis du absolut vil tale med mig, kan du så ikke i det mindste fortælle mig hvem du er?” han så et øjeblik helt perpleks på mig, indtil han fattede sig og sagde: ”Fortælle dig hvem jeg er? Ved du ikke det?”

Hvad fanden var det for et spørgsmål?

”Nej paphoved, selvfølgelig ved jeg ikke hvem du er?! Hvor skulle jeg dog vide det fra?” spurgte jeg ham med en lettere opgivende stemme. ”Næh undskyld, jeg troede bare...” sagde han tøvende og begyndte forlegent at tromme på rattet. ”Jeg er Niall Horan fra One Direction,” sagde han pludselig med et glimt i øjet.

 

Niall Horan fra One Direction..

Well... That's akward...

 

Som sagt vidste jeg intet om bandet. Heller ikke hvad medlemmerne hed. Og nu havde jeg lige siddet og svinet hans nummer for groft. Jeg rømmede mig dæmpet og så ud af vinduet.

 

Min hovedpine var aftaget, lagde jeg mærke til. Jeg kunne mærke hans udfordrende blik i nakken og fornemmede at han morede sig en smule. Jeg overvejede om jeg skulle sige undskyld hvad angik mine udtalelser, men droppede det hurtigt igen. Det ville simpelthen være for svagt.

 

Vi var på vej ned ad gaden med hotellet, og jeg åndede lettet op. Det var simpelthen for akavet det her. Og jeg var træt og ville gerne op og sove.

 

Jeg kunne stadig mærke Nialls morskab, og da vi endelige stoppede lige ud for hotellet var jeg ivrig efter at komme ud af bilen. Men inden jeg kunne nå at foretage mig andet end at klikke min sele op, stod Niall allerede parat ved min dør. Galant åbnede han den, og rakte en arm til mig for at hjælpe mig ud. Jeg slog den irriteret væk og steg lidt for hurtigt ud af bilen.

 

Jeg blev helt svimmel og alt snurrede rundt et øjeblik, indtil Nialls arme greb efter mig og støttede mig. Jeg lod dem blive et kort øjeblik indtil jeg havde genvundet balancen, og rev mig så løs. Jeg stormede ind i foyeren, opsat på at slippe af med ham.

 

Jeg håbede at han opfangede mine signaler om at jeg gerne ville være alene, men han satte bare farten op og fulgte lige hælene på mig. Jeg havde haft min pung i lommen da jeg dejsede om, og mit nøglekort lå i den, så jeg fiskede den frem fra baglommen i en håndevending, steg ind i elevatoren og trykkede på 5. etage. Jeg åndede lettet op, vendte mig om og gæt hvem der stod lige bag mig? Det gjorde Niall selvfølgelig.

 

Jeg himlede med øjnene og spurgte ham i et hårdt tonefald: ”Sig mig, hvad har du egentlig gang i?” han så på mig med et frækt glimt i øjet og sagde: ”Jeg tænkte, at eftersom du jo nu ved hvem jeg er, så kunne jeg følge dig op på dit værelse, og lære dig bedre at kende. Desuden, hvad enten du kan lide det eller ej, ligger mit og drengenes værelse på samme etage som din.” sagde han roligt og mødte mine sure øjne med sine glimtende blå.

 

Drengene?

Nåh ja, sikkert resten af hans band.

 

Jeg opgav, var for træt til at argumentere med ham og lod ham følge mig ind på mit værelse. Han slog sig ned i en lænestol og så sig omkring. Det irriterede mig grænseløst at han bare vandrede ind som om han ejede det hele.

 

Jeg slog dobbeltdørene til mit soveværelse op, vendte mig om i døråbningen og sagde: ”Var der ellers noget? Ellers må du gerne forlade mit værelse, eftersom jeg ikke stoler specielt meget på dig. Jeg kender dig ikke.” han så lidt på mig og svarede så: ”Men det kunne du jo komme til. Hvad hedder du?”

 

Han rejste sig og gik tættere på mig. ”Grace,” svarede jeg. ”Grace Riverton.” han så ud til at smage lidt på det. ”Grace,” gentog han så med en lav stemme ”pænt navn.” jeg så lidt på ham. Kunne mærke hans ånde, så tæt stod vi.

 

Jeg trådte et skridt tilbage og sagde så: ”Og hvis du ikke har noget mod det vil jeg gå i seng nu. Jeg er træt.” Jeg tog fat i fløjdørene og skulle til at klappe dem i lige for næsen af ham, men en stærk hånd greb mig om håndledet og bremsede mig. ”Jeg kommer tilbage i morgen.” sagde han med et underfundigt blik i øjnene. Jeg rullede med øjnene, løsrev mig fra hans greb og smækkede døren i. Jeg fik klædt mig af på nul komma fem, og jeg sov idet mit hoved ramte puden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...