It's Gotta Be You - One Direction

Grace Riverton har lige afsluttet niende klasse og beslutter at tage et par måneder til London som en forlænget sommerferie. Hendes familie har aldrig manglet penge, og hendes far er englænder så han betaler et ophold på et luksushotel. Men når man kommer på hospitalet på grund af en hjernerystelse som man får ved at en ung dreng hamrer en glasdør i hovedet på dig, så dæmper det glæden en smule...

27Likes
20Kommentarer
2669Visninger
AA

3. En dag med 'drengene'

 

Jeg vågnede fuldstændig omtumlet og så mig omkring. Hvad var det der havde vækket mig? Jeg satte mig op og spidsede øre. Og sprang mindst en halv meter op af sengen da jeg hørte en hård banken på døren. Jeg steg ud af sengen, ind gennem stuen, greb et tæppe på vejen og tog det om mine skuldre og bevægede mig med små skridt ud i entréen.

 

Jeg kastede et skyndsomt blik i spejlet og sukkede. Jeg så herrens ud. Mit hår var i total uorden og jeg havde poser og sorte rander under øjnene. Jeg gik hen til døren og sagde med en søvndrukken stemme: ”Hvem er det?” ”Roomservice,” lød det fra den anden side. Jeg åbnede langsomt døren, kiggede ud i to sekunder og skulle så til at smække døren i.

 

Roomservice min bare...

 

Der stod Niall med sit forpjuskede lyse hår, og hans forbandede søde øjne med et lille smil spillende om mundvigene. ”Hvordan har du det, Grace?” spurgte han helt alvorligt og satte en fod i døren så jeg ikke kunne smække den i hovedet på ham. ”Jeg er træt, sagde jeg surt og gav døren et ekstra skub. ”og jeg har ikke inviteret dig!” fortsatte jeg. ”Det er jeg klar over,” sagde han, satte armen i døråbningen og skubbede til. Jeg indså at jeg havde tabt og lod ham komme indenfor.

 

Jeg tøffede langsomt ind på mit soveværelse. ”Hvor skal du hen?” spurgte han mistænksomt. ”Jeg skal have tøj på.” sagde jeg tvært. Han så forlegent ned på sine fødder, tror han havde opfatte at jeg var halvnøgen under tæppet og sagde undskyld.

 

Jeg hoppede hurtigt i et par stramme jeans og en tanktop med Union Jack på. Børstede hurtigt mit hår igennem og satte det op i en løs knold. Det tog mig ca. 5 minutter. Badeværelset stødte op til soveværelset, så jeg børstede hurtigt tænder, og kastede noget koldt vand i hovedet så poserne forsvandt. J

 

eg gik ud i soveværelset og standsede op i fløjdøren for at betragte Niall. Han havde slået sig ned i samme lænestol som i går. Jeg havde forberedt en mindre roman om at jeg ikke gad at han blandede sig i mit liv, og at jeg bare ville nyde min ferie for ikke at forglemme at jeg var sur på ham over at han ikke så sig for når han gik ud af døre. Det faldt mig ikke et øjeblik ind at jeg selv skulle have set mig for. Han fik da også hele smøren, men så ikke ud til at tage det særlig alvorligt.

 

Men da jeg kom til det med døren fik han det bekymrede blik i øjnene og da jeg var færdig spurgte han tvivlende: ”Jeg håber at du er okay?” Jeg prustede fornærmet som svar. Sandheden var at jeg havde det helt fint. Men han skulle ikke tro at jeg bare ville tilgive ham og at vi så var de bedste venner. Han så en smule beroliget ud, og jeg kastede mig tungt ned i sofaen overfor ham. J

 

a, jeg var sur på ham, men jeg kendte jo ingen her, og det var meget rart med lidt selskab. Men det skulle Niall jo ikke vide. ”Jeg... Øhmm...” han rømmede sig lidt og så på mig. ”Altså jeg skal mødes med drengene om lidt. Vi skal ned og spise og jeg tænkte på om du ikke ville joine os?” igen gik jeg ud fra at drengene var resten af bandet. ”Og hvorfor skulle jeg det?” spurgte jeg trodsigt.

 

Egentlig ville jeg gerne, men han regnede sikkert med at jeg ville være abnormt beæret over at spise med One Direction, og det skulle han ikke komme her og tro, for det var ikke derfor jeg gerne ville. ”Det kunne bare godt være at du trængte til lidt selskab...” sagde han afventende. Jeg himlede med øjnene og udåndede et 'fint', trak i mine Converse og gik hen til døren. ”Kommer du så, eller hvad?” spurgte jeg utålmodigt. Han sprang op straks op af stolen og fulgte efter mig ud af døren.

 

***

 

Der var en stor morgenmadsbuffet i hotellets restaurant. Jeg sad ved et bord med de fem drenge, hvoraf jeg stadig kun kendte Nialls navn. Ingen af dem havde gjort sig den ulejlighed at præsentere sig for mig. De regnede sikkert med, at eftersom de var verdensberømte kendte alle deres navne. Jeg gjorde bare ikke.

 

Drengene havde en eller anden smalltalk i gang, jeg lyttede ikke rigtig efter. Pludselig kom jeg i tanke om noget. Ham med det krøllede hår, havde også været der på hospitalet! Jeg rømmede mig og sagde: ”Hey, dig med krøllerne! Du besøgte mig også på hospitalet!” han nikkede med et charmerende smil, og sagde så: ”Jeg har faktisk et navn.” jeg sukkede opgivende. ”Ja det har du sikkert,” sagde jeg spydigt. ”men eftersom du ikke har gjort dig den ulejlighed at fortælle mig det, hvordan vil du så have at jeg skal vide hvad det er?” han kiggede lidt forvirret på de andre drenge, men rømmede sig så. ”Nej selvfølgelig. Undskyld! Mit navn er Harry Styles,”sagde han. Han kiggede på sin sidemand som havde nøddebrunt hår, og pjuskede øjenbryn. ”Jeg er Liam Payne,” sagde han, og turen gik videre indtil Zayn Malik og Louis Tomlinson også var præsenteret. ”Rart at møde jer!” sagde jeg oprigtigt.

 

De virkede meget søde. Og så var det jo kun et plus at de alle lignede engle sendt fra himlen. Det viste sig at de alle havde været på hospitalet, men jeg var faldet i søvn inden de fik hilst på mig.

 

Jeg deltog ikke så meget i samtalen, men lyttede dog efter. Louis sad og skabte sig, og hver eneste gang, knækkede Niall sammen af grin. Han så enormt sød ud når han grinede. Og jeg kunne nok godt tilgive ham for det med døren. Det viste sig jo ikke at være så slemt alligevel.

 

Jeg spurgte dem hvorfor de boede på hotel, når de havde egne lejligheder osv. De grinede alle og sagde at nu hvor de havde fri ville de tilbringe noget tid sammen, og her blev der både gjort rent og lavet mad for dem, så de nød bare at hænge ud med hinanden.

 

Det tror jeg godt at jeg kunne vænne mig til. Bare bo på hotel når jeg havde lyst, kun fordi jeg var doven, og fordi jeg kunne.

 

Efter vores morgenmad spurgte drengene om jeg ville med ud. Men jeg blev nødt til at tjekke med hospitalet først. Det kunne virkelig være hyggeligt. Og nu når jeg havde fået stedkendte venner, så kunne jeg ikke vente til at komme ud og se byen.

 

Men jeg blev også nødt til stadigvæk at spille en smule kostbar overfor Niall. Jeg vidste ikke helt hvorfor. Men jeg syntes ikke at han skulle have det alt for let.

 

Lægen syntes ikke at der var noget galt i at tage ud eftersom jeg havde det som jeg havde. Men han sagde at jeg skulle tage direkte hjem hvis jeg fik det dårligt.

 

Så det var altså en aftale. Jeg skulle ud i London med drengene fra One Direction. Jeg opfattede dem dog ikke som et verdensberømt boyband, men mere som nogle nye venner. Det blev der dog hurtigt lavet om på da vi kom ud på gaden. Ustandseligt blev vi stoppet af fans der ville have billeder, autografer, kram etc. så tilsidst besluttede vi at tage Harrys bil. Vi sad 4 klemt sammen på bagsædet, men det gik i det mindste hurtigere end at gå.

 

Vi endte med at gå rundt i en lille gade med en slags marked. Der var en masse små boder der solgte hatte, diverse smykker, solbriller og meget mere. Louis og Harry købte begge et par identiske hjerte-solbriller og jeg købte en stråhat. Det meste af dagen gik Niall og jeg 5 skridt bagved de andre og snakkede. Det var umuligt at være sur på ham når han sendte én det der drillende smil, og så på en med øjne der kunne smelte bjerge. Det var dog kun et trick han havde brugt nogle få gange hvor jeg var lidt for afvisende. Vi endte dagen på Nando's, og efter vi havde spist var jeg virkelig træt. Det havde været så sjovt og jeg kunne virkelig lide mine nye venner. De var slet ikke så højrøvede som jeg troede de ville være, men tværtimod var de faktisk helt nede på jorden.

 

Da vi kom op til vores etage sendte Niall de andre drenge et blik der sagde: 'bare gå, jeg kommer om lidt,'. De gav mig alle et knus og takkede for en hyggelig dag.

 

Niall og jeg gik ned ad gangen i tavshed, og stoppede ud foran min dør. ”Må jeg komme med ind?” spurgte han. Jeg nikkede. ”Selvfølgelig!” Jeg fiskede nøglekortet op af lommen og kørte det gennem terminalen, så døren klikkede og jeg kunne lukke den op.

 

Jeg lagde kortet på et lille bord der var placeret under spejlet. Pludselig sagde Niall ud af det blå: ”Jeg håber at du har tilgivet det med glasdøren,” sagde han betuttet. Jeg stak hagen i vejret og lod som om jeg overvejede det grundigt. ”Det ved jeg nu ikke helt..” Jeg trak lidt på det for sjov, og pludselig begyndte Niall at kilde mig.

 

Jeg er ekstremt kilden, så jeg kollapsede fuldstændig, både af grin og af kildenhed hvis man kunne kalde det det.

 

Det endte med at vi rullede rundt på gulvet, begge to flade af grin imens Niall kildede mig. ”Jeg stopper kun,” sagde han forpustet ”hvis du tilgiver mig det med døren!” ”Okay, okay, du er tilgivet!” råbte jeg, hivende efter vejret, og han stoppede straks, rejste sig op og slog sig triumferende på brystet. Jeg satte mig op og genvandt pusten.

 

Jeg rejste mig og gik hen til Niall. ”Jeg tror at jeg vil gå i seng nu,” sagde jeg, og forsøgte at skjule en gaben men det mislykkedes. Jeg fulgte ham ud til døren og sagde: ”Godnat, og tusind tak for en hyggelig dag!” ”Sweet dreams.” sagde han og kyssede mig på kinden.

 

Alle spor af latter var væk fra hans øjne og nu så han bare intenst på mig. Jeg så ned i jorden og rømmede mig sagte. ”Nå, men... Godnat. Og hils de andre.” sagde jeg og åbnede døren for ham. Han trådte ud af den, og så en sidste gang på mig, inden jeg lukkede døren forsigtigt.

 

Jeg skyndte mig i seng. Tog bare mit tøj af uden at børste tænder eller noget. Da jeg lå i mørket under dynen, kunne jeg stadigvæk mærke hvor han havde kysset mig.

 

Det brændte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...