It's Gotta Be You - One Direction

Grace Riverton har lige afsluttet niende klasse og beslutter at tage et par måneder til London som en forlænget sommerferie. Hendes familie har aldrig manglet penge, og hendes far er englænder så han betaler et ophold på et luksushotel. Men når man kommer på hospitalet på grund af en hjernerystelse som man får ved at en ung dreng hamrer en glasdør i hovedet på dig, så dæmper det glæden en smule...

27Likes
20Kommentarer
2617Visninger
AA

1. Når man "rammes" af uheldet

 

Da jeg havde færdiggjort niende klasse syntes jeg at jeg havde brug for noget tid til mig selv. Jeg ville gerne ud og rejse.

Min familie har aldrig haft økonomiske problemer, faktisk tvært imod, jeg er enebarn og min fars øjesten så jeg er altid blevet forkælet.

Men jeg er selvstændig og kan sagtens passe på mig selv, så min far som selv er englænder mente at jeg ville have godt af lidt tid i udlandet, så han sendte mig til London.

Og det havde jeg det helt fint med eftersom jeg jo altid har været et bymenneske.

 

Min far havde bestilt værelse på et af de fineste hoteller i 2 måneder som en forlænget sommerferie, og så skulle jeg bare være der, opleve byens kultur og så videre.

Vi havde aldrig rejst meget, kun til Tyskland i ny og næ, og et par gange til Hertfordshire hvor min far var vokset op.

 

Og her var jeg så. Og jeg elskede det. Jeg havde været her i omkring de ni dage, men det var lige mig. Jeg var vrkelig et storbymenneske.

Indtil videre havde jeg været ude og se de typiske touristattraktioner: London Eye, Big Ben, Madame Toussaudes, og selvfølgelig spenderet en formue på tøj og accesories og hvad der dertil hører. Og hver eneste aften gik jeg en lang tur ved Themsen.

Jeg har altid været lidt af en skønhed, hvis jeg selv skal sige det. Langt, brunt, bølget hår, store dådyrøjne, og en perfekt, rød mund, pæn næse, hverken for stor eller for lille, og fremtrædende kindben.

Opmærksomhed har jeg heller aldrig haft noget imod, og den fik jeg skam nok af på mine aftenture. Men jeg sendte bare de unge, håbefulde herrer en blændende smil, kastede med håret og fortsatte i mine tårnhøje stilletter.

 

Sådan skete det også den niende dag jeg var der. Jeg kom gående ned ad hotellets brostensbelagte gade. Vejret var fabelagtigt. Det var tusmørke, klokken var omkring de 20 stykker og det var ca. 15 grader varmt og helt stjerneklart, selvom de ikke var så tydelige endnu.

Jeg havde spist min aftensmad på en lille hyggelig cafe, og var i et fantastisk humør.

 

Jeg nærmede mig hotellets glasdøre men gik helt i mine egne tanker og lagde slet ikke mærke til ham på den anden side af døren.

Lige i det øjeblik jeg tog efter håndtaget, skar en stærk smerte gennem mit hoved og forplantede sig ned gennem fødderne. Jeg nåede lige at kigge op og se ind i et par forskrækkede, blå øjne, og noget forpjusket lyst hår. Så blev alt sort og jeg væltede bagover. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...