At vinde guld - One shot

One shot om at vinde guld til OL.
Til OL konkurrencen.

5Likes
5Kommentarer
649Visninger
AA

1. At vinde guld.

Stemningen er fantastisk. Tusinde og atter tusinde at mennesker, som sidder på tribunerne og jubler. Danskere, som vifter med dannebrog, og jubler højere end de resterende tilskuere. Folk, som sidder med hænderne i vejret. Folk, hvis repræsentanter ikke har vundet en medalje, som alligevel jubler af os. Af mig. Den lykke som fylder mig er ubeskrivelig. Men den fylder ikke lige så meget som min stolthed, på nuværende tidspunkt. Stolthed over, at kunne gøre Danmark den ære, at vinde guld. Min første guldmedalje. Årets første danske guldmedalje. Mit hår er stadigvæk vådt efter sidste tur i vandet, den tur, som gør, at jeg står her nu. Jeg husker den jubel der mødte mig, da jeg ramte enden af bassinet før nogen af de andre. Jeg husker hvor overrasket jeg blev, da jeg så, at min drøm var gået i opfyldelse. For det er i den grad min drøm, som nu er gået i opfyldelse. 

Jeg opfatter knap nok, at bronze- og sølvvinderne bliver råbt op. Kommentaterstemmen er blot en summen i mine ører, i forhold til alle andre lyde. Men det er først da mit navn bliver råbt op, at jublen kommer for fuld styrke. Jeg træder op på vinderskamlen men mine knyttede næver hævet over mit hoved i jubel, i lykke, i stolthed. Mine øjne skinner om kap med guldmedaljen, som bliver båret hen foran mig på en pude. Jeg bukker hovedet, og medaljen bliver hængt om min hals. Jublen tager til i styrke, og fotograferne knipser løs foran mig. Glædestårer slører mit syn, og glider stille ned af mine kinder, da jeg ser Dannebrog blive hejst op foran mig til nationalsangen, som fylder området mellem tribunerne. Aldrig har jeg følt så meget glæde ved at høre den sang, og aldrig har den lydt så smuk. Jeg har ikke overskud til at synge med, men teksten kører tydeligt i mit hoved. Mine øjne følger flagets opstigning mod himlen, og da jublen igen bryder løs efter sangen er forstummet, hæver jeg igen mine næver over hovedet. Jeg tørrer tårerne af kinderne, og kigger ned på de mange kameraer, der kæmper om at få det bedste billede. Folk smiler til mig fra alle sider. Selvom jeg ikke kan se dem, kan jeg føle min families stolthed. Jeg kigger op i himlen og lukker øjnene i. Jeg knuger den gyldne plade om min hals, og nyder øjeblikket. Jeg ved, at de næste dage vil være fuld af interviews, hvor jeg skal beskrive øjeblikket, og jeg ved, at det vil være umuligt. 

For følelsen er ubeskrivelig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...