I Can't Remember {JongKey}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Kibum har efter en ulykke fået hukommelsestab og han ikke huske noget om ulykken. Kun at han var sammen med nogle af sine venner, da der så skete noget uforklarligt. Kibum har ingen andeles om hvad der er sket ham men han for tit flashbags som han ikke rigtigt kan beskrive med ord. Jonghyun og de andre har dog lidt svært ved at hjælpe Key men de prøver så godt som muligt. Men hvad sker der når Key pludselig kommer til gernings stedet og kan huske det hele igen? Vil Key stadig have mulighed for at føle sig tryg ved hans venner, ud over SHINee? (I må undskylde for det dårlige resume, og for stavefejl i historien Hvis i ikke forstår hvad de forskellige Koreanske ord betyder, så skriv en kommentar med ordet, så skal jeg nok svare jer, hvis ikke det står i kapitlet.) Smid gerne en Kommentar og giv en Like. Tak ^^

21Likes
145Kommentarer
3910Visninger
AA

21. Undskyld Taemin.

Taemin sendte mig et vredt blik, mens jeg kom nærmere og nærmere. Han så iskoldt ind i mine øjne, mens hans mund var stiv. Hans arme var over kros, mens han hæle var mod hinanden. Jeg havde ikke fortalt min egen lille baby sandheden om de følelser som jeg havde over for min elskede.

"Undskyld TaeBaby. Jeg er ked af det over jeg har løjet for dig! Jeg er virkelig, virkelig ked af det" Sukker jeg lavt inden jeg så forsigtigt stopper ved hans side. Mine øjne var rettet ind i hans selvom det knuste mit hjerte, hvor iskolde de var. Hans ryg var stadig vendt mod Minho som blot stod og så mere og mere ned i jorden. Han blev nærmest afvist af Taemin.

"Jeg vil gerne fortælle dig det hele. Jeg har bare haft så mange ting m ørne at jeg har glemt alt om at du også skulle vide det. Minho viste det sådan set godt, fordi han flere gang har opdaget os kysse i køkkenet eller set os når vi kommer ud fra Bad sammen. Onew har så kun set os kysse i køkkenet. Men Tae, jeg er virkelig ked af det over det. Jeg elsker Jonghyun højere end mig selv, og det er ikke noget jeg kan kontrollere. Han for mit hjerte til at hoppe og danse af glæde" Min stemme bliver lavere og lavere hver gang jeg kommer længere og længere ind i sætning og til sidst er det kun en lav hvisken til slutningen.

Minho havde vendt sig vej, og var på vej ind på hans og Taes værelse. Det var tydeligt at han var deprimeret over den kolde skulder Taemin gav ham. Jonghyun havde stikket hoved ud af døren og havde hørt alt hvad jeg fortalte Taemin. Onew stod som sædvanligt i køkkenet i gang med at spise kylling som altid. Den kyllinge æder.

"Jeg forstår det bare ikke. Jeg er altid den sidste som for ting af vide! Jeg synes det er uretfærdigt behandlet at bare fordi jeg er den yngste skal jeg have det sidst af vide!" Hans stemme var lige så kold som at ligge nøgen i sneen. Han vendte forsigtigt hoved væk fra mig. Det fik mig ikke til at stoppe.

 "Hey, Tae. Jeg er altid været den som er gået til dig når jeg fik hjemve." Jeg fik et lille smil på læben, da jeg kunne skimte et lille smil på hans bløde læber. Jeg kunne ikke lade vær med at fnise en smule tøset over ham. Han var vist ved at tø lidt op.

"Ja okay, så fint. Jeg kan ikke blive ved med at være sur, men bare husk det! Jeg vil også have tingende af vide men ikke altid som den sidste! Det er uretfærdigt behandlet af jer som skulle behandle mig ordentligt!" Han havde nu vendt sig mod mig, og havde et glimt i øjne og et smil på læberne. Synet gjorde mig ekstrem glad, og jeg kunne ikke lade vær med at ligge armene om ham i et stort kram. Onew var smuttet ind i stuen, mens Minho havde lukket døren næsten lydløst. Jonghyun havde fået tøj på og var nu på vej ud i køkkenet. Sikkert efter han havde ordnet sig selv, så vi ikke skulle se på hans stiveret.

"Godt, ind og sig undskyld til Minho. Jeg laver noget mad" Han var hurtigt inde på værelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...