I Can't Remember {JongKey}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Kibum har efter en ulykke fået hukommelsestab og han ikke huske noget om ulykken. Kun at han var sammen med nogle af sine venner, da der så skete noget uforklarligt. Kibum har ingen andeles om hvad der er sket ham men han for tit flashbags som han ikke rigtigt kan beskrive med ord. Jonghyun og de andre har dog lidt svært ved at hjælpe Key men de prøver så godt som muligt. Men hvad sker der når Key pludselig kommer til gernings stedet og kan huske det hele igen? Vil Key stadig have mulighed for at føle sig tryg ved hans venner, ud over SHINee? (I må undskylde for det dårlige resume, og for stavefejl i historien Hvis i ikke forstår hvad de forskellige Koreanske ord betyder, så skriv en kommentar med ordet, så skal jeg nok svare jer, hvis ikke det står i kapitlet.) Smid gerne en Kommentar og giv en Like. Tak ^^

21Likes
145Kommentarer
3931Visninger
AA

4. Sygeplejersken og lægen.

 

Key P.O.V

Der stod 2 læger ved siden af min seng mens de undersøgte mit hjerte slag. Jeg havde endelig fået den dumme maske af, som kradsede. Det var ikke lige sådan en maske jeg ville have på. Lægerne spurgte mig om en masse spørgsmål. Nogle var lette andre forstod jeg ikke.

”Vi prøver igen. Kibum, kan du huske hvorfor du er her?” spurgte den kvindelige læge som stod foran mig. Hun troede sikkert hun var lækker fordi hendes sygeplejerske kjole var kort og meget nedringet. Hun stirrede på mig og prøvede sikkert bare at scorer mig. Men jeg var ikke ledig! Der var en anden som havde taget mit hjerte.

”Så svare jeg igen. Nej! Jeg ved jo ikke hvad der er sket, ellers havde jeg aldrig spurgt hvad jeg laver her inde!” Knurrede jeg surt af hende. Hun så ud til at tage det meget personligt da hun rettede sig helt op. Hun så meget fornærmet ud. Jeg sendte hende mit koldeste blik. Jeg var ligeglad med hende.

”Fint! Hvis du tror du kan snakke sådan til mig så tager d..” Hun blev afbrudt af Jonghyun tog fat i hendes krave og skubbede hende væk fra os. Hans smukke hundehvalpe øjne var gemt væk. Han var sur over hun var sådan. Men hun smilede bare skævt og så på Jonghyun med et forførende blik.

”Du kan godt glemme alt om det der!” Svarede Jonghyun bare til hende. Igen så hun fornærmet ud, og gik hen til døren. Jonghyun så vredt efter hende men da hans blik lande på mig var hans smukke hunde øjne fremme igen.

”Har du fået det bedre Key-goo~?” Spurgte han blidt mens hans fingre forsigtigt kørte ned over min kind. Det gav mig de vildeste kuldegysninger, men jeg elskede dem. Hans berøring fik mit hjerte til at slå hårdt, som fik maskinen ved siden af min seng til at larme højere.

”E-Emh, Mianhae!” Sagde han hurtigt og trak sin hånd til sig selv igen. Maskinen begyndte langsomt at blive lavere igen, da mit hjerte ikke slog så hårdt mere. Jeg kunne mærke mine kinder rødmede, og mit blik blev sænket mod jorden. Han smilede skævt, tog fat i min hage og hævede mit hoved.

”Når du kommer ud her fra skal vi nok have det sjovt!” Hviskede han stille og slap min hage, i det en læge kom ind af døren. Jonghyun bakkede tilbage så lægen kunne komme frem til mig. Han kiggede i sine papirer og derefter på mig. Min rødme var hurtigt forsvundet, så jeg ikke blev opdaget.

”Må jeg godt snart tage hjem?” Spurgte jeg i håb om at hører et ’Nae’ eller ’Ja’ Lægen så dog bare ned i papirerne igen.

”Du har fået en hjernerystelse Kibum. Er du frisk nok til at tage hjem nu?” Spurgte han. Jeg nikkede hurtigt og så på ham. Jeg måtte tage hjem! Og hygge med Jjong!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...