I Can't Remember {JongKey}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Kibum har efter en ulykke fået hukommelsestab og han ikke huske noget om ulykken. Kun at han var sammen med nogle af sine venner, da der så skete noget uforklarligt. Kibum har ingen andeles om hvad der er sket ham men han for tit flashbags som han ikke rigtigt kan beskrive med ord. Jonghyun og de andre har dog lidt svært ved at hjælpe Key men de prøver så godt som muligt. Men hvad sker der når Key pludselig kommer til gernings stedet og kan huske det hele igen? Vil Key stadig have mulighed for at føle sig tryg ved hans venner, ud over SHINee? (I må undskylde for det dårlige resume, og for stavefejl i historien Hvis i ikke forstår hvad de forskellige Koreanske ord betyder, så skriv en kommentar med ordet, så skal jeg nok svare jer, hvis ikke det står i kapitlet.) Smid gerne en Kommentar og giv en Like. Tak ^^

21Likes
145Kommentarer
3928Visninger
AA

20. Skriget.

Den skinger skrigen blev ved med at bore sig ind i min øregang.  Den ville ikke stoppe den blev bare ved. Det var ikke svær at regne ud. Det var den alt for skrøbelige Taemin som var kommet ind for at se til mig. Og nu var vi opdaget det det vi var så godt i gang med.  Jeg kunne ikke få mig selv til at flytte mit frosne blik. Minho var hurtig henne for at hive Taemin væk. Han viste selvfølgelig at vi havde noget kørende men vi prøvede at skåne Taemin.

"Så han lige det? Var det virkelig? Drømmer jeg?" Hviskede den bekymrende Jonghyun som nu lå ved min side med hoved mod puden, selvom det kun var hans pande og øjne som var dækket. Jeg kunne tydeligt høre ham, selvom han hviskede. Alt var så stille i huset.

"Det er ikke på den på Tae. Det er ligesom med os." Minhos stemme var den som brød stilheden. Han stod og forklarede Taemin det hele. Måske var der ikke så meget at forklare men han ville alligevel prøve at få ham til at lytte. Han havde jo også alt muligt kørende med Minho, noget som jeg bekymrede mig over på grund af Taemins alder og skrøbelighed.

"Jeg kan bare ikke forstå det! Hvorfor holdte de det hemmeligt? Key var da allerede godt om os! Måske ved han for meget! Men hvis han viste at jeg elsker dig hvorfor måtte jeg så ikke bare vide han elskede Jonghyun Hyung? Det er så uretfærdig! Bare fordi jeg er den yngste betyder det ikke jeg skal være den sidste til at vide alt!" Taemins stemme blev kun højere og højere for hvert ord der fløj ud af munden på ham. Jeg fik straks skyldfølelse. Jeg havde endelig aldrig fortalt ham at jeg elskede Jonghyun? Jonghyun havde nu flere gange sagt mit navn i søvne eller når han troede han var alene hjemme.

"Det er hele min skyld Jongie.. Du skal ikke tænke sådan på det, det var mig som aldrig havde fortalt ham det. Det er min skyld alt sammen!" Hviskede jeg stille inden jeg så langsomt rejste mig for at finde mit spredte tøj frem. Selvfølgelig godt dækket til at min dyne, inden jeg rejste mig. Jonghyun lå stadig med numsen bar, men på grund af hans seng, kunne man kun se hans hoved. Måske havde han ikke lagt mærke til jeg havde taget dynen?

"Key, kan du ikke lige komme her ud?" Onew stemme kommer fra den anden side af den nu lukkede dør. Hans stemme er lidt lav, men rystende. Jeg kunne ikke få tøjet hurtigere på. Da jeg fik det hele på, kunne jeg ikke undgå at se mig selv i spejlet for at rette på mit hår, så jeg bare så en smule mere normal ud. Jeg fik døren op og ud kom jeg springende.

"Ja? Hvad så Onew? Hvad?" Jeg stivnede da jeg så Taemin står med ryggen mod Minho, som havde fået våde øjne. Noget som ikke skete så tit. Minho prøvede at få Taemin vendt mod ham igen, men Taemin fandt altid en måde til at blive stående.

"Taemin.. Jeg er ked af det, jeg skulle havde sagt det det er min skyld, min fejl" Jeg begyndte langsomt at bevæge mig mod ham. Jeg stoppede lidt fra ham for at se an på hvordan han ville reagere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...