I Can't Remember {JongKey}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Kibum har efter en ulykke fået hukommelsestab og han ikke huske noget om ulykken. Kun at han var sammen med nogle af sine venner, da der så skete noget uforklarligt. Kibum har ingen andeles om hvad der er sket ham men han for tit flashbags som han ikke rigtigt kan beskrive med ord. Jonghyun og de andre har dog lidt svært ved at hjælpe Key men de prøver så godt som muligt. Men hvad sker der når Key pludselig kommer til gernings stedet og kan huske det hele igen? Vil Key stadig have mulighed for at føle sig tryg ved hans venner, ud over SHINee? (I må undskylde for det dårlige resume, og for stavefejl i historien Hvis i ikke forstår hvad de forskellige Koreanske ord betyder, så skriv en kommentar med ordet, så skal jeg nok svare jer, hvis ikke det står i kapitlet.) Smid gerne en Kommentar og giv en Like. Tak ^^

21Likes
145Kommentarer
3936Visninger
AA

22. Omo Minho!

Taemins synsvinkel.

"Minho Hyung! Er du her?" Jeg stak hoved ind på vores værelse, og lod blikket glide rundt for at finde ham. Men han var her ikke. Hvor kunne han så være? Jonghyun var gået i bad og Onew sad og så serie i stuen og Key i køkkenet. Hvor kunne han ellers befinde sig? Jeg skulle til at hive hoved ud da jeg kunne høre et snøft fra et af hjørnerne af. Jeg åbnede døren helt og kunne derud fra se at Minho sad i Fosterstilling og græd.

"Omo! Minho Hyung! Er det min skyld du er så ked af det? Hyung~ Det var ikke meningen!" Ordene fløj ud af munden på mig inden jeg så skyndte mig hen ved hans side. Han gemte sit hoved i hans allerede våde hænder. Jeg fik en slem hjerte banken og en skyldfølelse fløj ind over mig. Jeg viste at det nu var min skyld at han græd. Jeg gav ham den kolde skulder, afviste ham.

"Minho~ Hyung! Vil  du ikke nok lade vær?" Jeg lagde mine tynde arme omkring ham så meget jeg kunne nå. Han snøftede hurtigt inden han fjernede hans hænder fra hoved. Hans grædefærdige ansigt kiggede på mig. Hans røde øjne så ind i mine. Mit hjerte blev knust over dette jeg havde gjort over for ham, at jeg havde knust ham.

"Det er ikke din skyld Taemin." Hans stemme rystede. "Det var min far som ringede. Han fortalte mig.. " Hans stemme knækkede over inden han udbrød i tåre igen. Jeg kunne ikke lide synet af ham. Mit syn blev langsomt sløret af mine egne tåre som trillede ned af mine kinder efter hinanden. Nærmest om kamp. Hvilken tåre kunne komme hurtigst ned over mine tykke kinder og ned over min hage for derefter at falde ned mod jorden.

"Hvad sagde din Appa?" Hviskede jeg lavt. Jeg blev en smule overrasket over at min stemme selv var ved at knække, så hurtigt. Jeg var ikke engang grædefærdig som han var. Men gav vide hvad der kunne have gjort ham så ked af det? Jeg kunne ikke lade vær med at tænke over det forskellige ting der skulle have været sket? Sygdom? Røveri? Fattigdom? Mord? Selvmord? Ulykke? Måske eller Måske ikke?

"Hyung.. Hyung, træk vejret roligt! Dybe vejrtrækninger, og ånd ud igennem næsen. Jeg vil virkelig gerne høre hvad der er sket! Det er noget som er hårdt på dig" Jeg holdte vejret en smule, for at kunne høre, om han gjorde som jeg sagde. Han gjorde det. Han tog en dyb vejrtrækning inden han så åndede ud igennem næsen. Han rettede lidt på hoved inden han så ud i luften.

"Mine forældre er blevet påkørt i trafikken, på vej hjem. Min mor ligger på hospitalet mens min far slap for alvorlige skrammer" Hans stemme knækkede selvom han blev ved med at holde tårnende tilbage og prøvede at være hård. Jeg sad med stor mund og store øjne.

"Omo! Hyung! Det er jo forfærdeligt! Men hvordan? Du skal da ind til din mor! Jeg kan tage med, kom nu Minho!" Jeg havde allerede rejst mig og var klar til at smutte ud efter sko og jakke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...