I Can't Remember {JongKey}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Kibum har efter en ulykke fået hukommelsestab og han ikke huske noget om ulykken. Kun at han var sammen med nogle af sine venner, da der så skete noget uforklarligt. Kibum har ingen andeles om hvad der er sket ham men han for tit flashbags som han ikke rigtigt kan beskrive med ord. Jonghyun og de andre har dog lidt svært ved at hjælpe Key men de prøver så godt som muligt. Men hvad sker der når Key pludselig kommer til gernings stedet og kan huske det hele igen? Vil Key stadig have mulighed for at føle sig tryg ved hans venner, ud over SHINee? (I må undskylde for det dårlige resume, og for stavefejl i historien Hvis i ikke forstår hvad de forskellige Koreanske ord betyder, så skriv en kommentar med ordet, så skal jeg nok svare jer, hvis ikke det står i kapitlet.) Smid gerne en Kommentar og giv en Like. Tak ^^

21Likes
145Kommentarer
3929Visninger
AA

23. Hospitalet.

Minhos Synsvinkel.

Mine ben fik mig langsommere videre ind igennem gangen. Alt var hvidt, undtagen de lange streget i gulvet. Taemins hånd var i min, selvom jeg følte han var langt væk. Jeg følte jeg stod alene med alt. Jeg lukkede øjne da mine ben stoppede, foran døren. Nu var det nu. Jeg skulle se min mor, efter den værste oplevelse i vores liv. Taemins stemme fik mine øjne til at åbne sig og gav ham da min fulde opmærksomhed.

"Rolig Minho Hyung.. Skal jeg gå med ind eller skal jeg blive her ude?" Hans stemme var forsigtig, mens han forsigtigt prøvede at få sin hånd fri. Det mislykkede for ham, da jeg blot stammede mit greb mere. Han skulle ikke forlade min side nu, hvor jeg havde mest brug for ham. Han fik et svagt sil på læberne inden han tog fat i døren for at åbne. Jeg stoppede ham igen, inden vi kom til syne. Jeg var ikke klar. Hvad nu hvis min mor lå for døden?

"Rolig Hyung. Vi klare det sammen. Jeg er her for dig" Hans ord fik mig til at slappe af i kroppen. Jeg er stadig ikke klar, men Taemin åbnede dog alligevel døren så vi kom til syne. Mine øjne lagde sig over min mor med det samme. Hun lå med en masse slager og noget i sin næse og noget om munden og en masse forskellige ting, jeg ikke engang viste hvad blev brugt til. Det var et forfærdeligt syn. Jeg ville ønske jeg kunne lukke øjne og glemme det hele. Tænke tilbage på hende som en sund og frisk mor, der altid var der for mig. Nu kan jeg risikere at hun forsvinder.

Taemin begyndte forsigtigt at hive lidt i mig, for at få mine ben i bevægelse igen. Jeg stod åbenbart stivnet. Jeg begyndte stille at blinke lidt, men jeg stirrede igen på min mor da jeg stoppede ved sengen. Jeg prøvede at få ordene frem i mit hoved men intet kom frem. Det hele var helt tomt. Hvordan?! Hvorfor min mor?! Hvorfor min Familie? Hvad har jeg gjort andre? Mens jeg stirrede på min mor kunne jeg høre at Taemin og min far havde hilst og de nu snakkede. Jeg var helt fraværende. Jeg kunne ikke klare tanken om at min mor var blevet skadet på denne måde. Hvem har kunne gøre sådan noget? Og hvor er den person? Har de overhoved set hvem der gjorde det? Min øjne begyndte langsomt at blive oversvømmet og gjord jeg ikke kunne se hende klart. Jeg begyndte at blinke så små perler af vand faldt ned over mine kinder og ned i min dynen, der dækkede min mors krop.

"Minho Hyung.. Din far siger hun klare sig.. Og husk.. Minho? Minho Hyung!" Taemin blev ved med at prøve, og prøve men jeg kunne ikke fjerne mit blik fra min mor før min far tog fat i min krave og vente mig om. Han fortalte mig at alt nok skulle gå, lige inden jeg brød sammen. Tårnene trillede hurtigere og hurtigere i træk efter hinanden videre ned over kinderne og nu ind i min fars trøje. Han havde fået mit hoved mod hans skulder, mens han klappede mig på ryggen.

"Vi skal nok klare den Minho.. Minho, min søn.. Stop med at græde, vi klare den" Hviskede han om og om igen, i mit øre. Jeg kunne ikke kontroller det. Jeg kunne stoppe, så jeg blev ved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...