I Can't Remember {JongKey}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Kibum har efter en ulykke fået hukommelsestab og han ikke huske noget om ulykken. Kun at han var sammen med nogle af sine venner, da der så skete noget uforklarligt. Kibum har ingen andeles om hvad der er sket ham men han for tit flashbags som han ikke rigtigt kan beskrive med ord. Jonghyun og de andre har dog lidt svært ved at hjælpe Key men de prøver så godt som muligt. Men hvad sker der når Key pludselig kommer til gernings stedet og kan huske det hele igen? Vil Key stadig have mulighed for at føle sig tryg ved hans venner, ud over SHINee? (I må undskylde for det dårlige resume, og for stavefejl i historien Hvis i ikke forstår hvad de forskellige Koreanske ord betyder, så skriv en kommentar med ordet, så skal jeg nok svare jer, hvis ikke det står i kapitlet.) Smid gerne en Kommentar og giv en Like. Tak ^^

21Likes
145Kommentarer
4007Visninger
AA

2. Dø eller levende?

Jeg lå livløs på vejen efter de havde forladt mig. Den allerede stramme trøje klæbede nu til mit bryst og mave. Min vejrtrækning var langsom og ustabil, imens mit hjerte langsomt stoppede med at pumpe blodet rundt i min krop. Regnen stod ned i store stråler, som ikke ligefrem gjorde det meget bedre. Mine stramme bukser, sad lidt strammere end normalt, som om de var krympet. Mine spinkle ben rystede selvom jeg var sikker på at jeg var død. Jeg vidste ikke hvor lang tid jeg havde ligget livløs på jorden, omringet af en blodpøl. Jeg havde ingen tidsfornemmelse imens jeg lå der. Efter hele episoden var jeg ikke helt sikker på om jeg var død eller levende. Indtil jeg hørte stemmen.

 

”Kibum. Er du sikker på du vil opgive dit liv på jorden og komme til himlen.?” Stemmen gjorde mig utryg men jeg havde sådan en lyst til at skrige ja. Hvorfor skulle jeg overhoved blive? Mine bedste venner var vrede på mig og jeg havde mistet min familie. Men ville jeg virkelig gerne give afkald på min elskede? Selvom han ikke viste jeg elskede ham?

”Kom nu! Træk vejret!” Jeg mærkede en ubehagelig, stikkende, følelse over mit bryst, som blev ved. Nu var jeg forsikret at jeg altså var i live? Eller de prøvede at få mit hjerte til at banke igen. Selvom det var svært blev personen ved, med at bruge hjertemassage på mig. Personen ville ikke give op.

”Kim Kibum! Vil du forlade verden eller vil du have en chance mere?” Stemmen var i mit hoved igen. Personen ville åbenbart have et svar af mig, men kunne jeg afskille mine læber uden jeg begyndte at skrige af smerte, eller ville jeg blot snakke? Jeg prøvede at adskille mine læber, men det lykkes ikke. Pludselig blev de dog adskilt og en mærkelig følelse fløj igennem min krop da jeg kunne mærke nogle rørte mine læber. Personen gav ikke op, så jeg fik kunstige åndedræt.

”Kom nu Kibum! Jeg vil ikke lade dig dø, det har du ikke fortjent. Jeg vil ikke miste dig!” Personen snakkede til mig. Stemmen lød bekendt selv om jeg ikke kunne sætte ansigt på. Det var en ældre dreng, kunne jeg hører. Men hvis jeg kunne hører ham så var jeg vel i live? Jeg kunne bare ikke selv sige noget. Personen var stærk efter som det blev ved. Hjertemassagen og de kunstige åndedræt, varede indtil en hvis irriterende sirene kom hen til os.  

”Jeg vil ikke lade dig dø Umma!” Stemmen lød bekendt. Den var blød og behagelig selvom den også var i panik. Jeg kunne skabe et billede af en smuk engel med tåre i øjne og våde kinder. Elskede de mig stadig selvom jeg havde svigtet dem?

Dunk… Dunk…… Dunk………..Dunk……………………………………….

Alle lyde blev lukket ude. De paniske folk omkring mig, den irriterende sirene og den grædende stemme. Alt blev stille og fredfyldt, indtil jeg mærkede den kolde følelse flyve igennem min krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...