Formskifternes dronning

Mange store hemmeligheder, ligger begravet under den ydre idyl. Hvad sker der når hemmelighederne bryder op til overfladen, og det viser sig at verdenen og personerne i ens liv, ikke er som man troede?

Formskifternes dronning, er en beretning om den unge pige, Vega, som mangler forandring og udfordringer i sit liv, en dag går hendes drøm i opfyldelse, men ikke på den måde hun havde håbet. Pludselig er hun fanget i et spil, mellem liv, død og evig kærlighed.

"Der er noget ved Trevor, som ikke er som det burde være. Min hjerne var ikke i tvivl, men mit hjerte havde en anden mening.."

1Likes
1Kommentarer
628Visninger
AA

5. Uventet partner

 

Vega:

 

Da jeg kørte væk fra hospitalet, overvejede jeg mine muligheder. Jeg kunne køre på arbejde, og tjene lidt penge på den lille café. Jeg havde arbejdstøj der, og havde virkelig ikke lyst, til at tage tilbage til skolen, kun iført en kort t-shirt, eller en blodig trøje, det ville ALDRIG gå. Jeg kunne selvfølgelig også køre hjem, og tage en ny trøje på. Min lærer ville alligevel ikke, sige noget til, at jeg ville komme for sent. Da jeg havde fået en seddel, fra en sygeplejerske, som jeg havde fået til at skrive, hvorfor jeg ikke var mødt i skole. Det ville være det rigtige at gøre. Jeg orkede bare ikke, at skulle køre de 15 km. hjem, så jeg valgte, at tage hen i den lokale tøjshop. Jeg parkerede bilen, og steg ud på den menneskefyldte parkeringsplads. Folk diskuterede deres nye køb, med hinanden, og deres fremtidige køb, som de endnu ikke havde lavet. Der var flere rækker butikker, ved siden af hinanden. En med tøj til koner og mænd, en med købmandsvarer, en med tøj til unge, en genbrugsbutik og alle mulige andre forskellige butikker. Jeg plejede at gøre mine køb i genbrugsforretningen, men jeg synes, jeg fortjente en belønning, for at have reddet Trevor i dag. Jeg havde faktisk udsat mig selv for fare, så jeg slentrede ind i butikken med tøj til unge. Duften af dyrt mærkevare-tøj ramte mine næsebor i samme sekund, jeg trådte ind. De spillede den nye sang, med Rihanna, som dunkede ud af de store højtalere. En lille smal kvinde, kom springende hen til mig, hun gav mig elevator blikket. Hun undrede sig sikkert, over mit tøj, efter at tyde på hendes misfornøjede ansigtsudtryk. Langt om længe, åbnede hun endelig munden, men det var tydeligt, at hun meget hellere, ville smide mig ud af sin butik. ”Hvad kan jeg så gøre for dig?” spurgte hun sukkersødt. Hvorfor skal de altid spørge? kan man aldrig få lov til at kigge lidt? man skulle da nok selv komme hen og spørge, hvis man havde brug for hjælp. Selvom vreden boblede under min hud, svarede jeg alligevel anstændigt, det var jeg blevet opdraget til. ”Nej ellers tak, jeg kigger bare” det var tydeligt, at det var det svar hun havde håbet på. ”Okay det er bare i orden, men du skal endelig bare sige til!” sagde hun, men tonen i hendes stemme, sagde tydeligt, at jeg bare skulle holde mig, langt væk fra hende. Hun stirrede på min tynde, korte t-shirt og mine blodige bukser, inden hun vendte ryggen til. Jeg måtte ligne et omvandrende lig, ikke noget at sige til, at hun ønskede at jeg gik min vej. Hun kastede med håret og valsede bort. Jeg gik langsomt rundt i butikken, mens jeg beundrede de forskellige stykker tøj. Alt sammen havde en overmenneskelig høj pris. Jeg nåede hen til afdelingen med kjoler, og da mit blik faldt på den opstillede mosaikfigur, stivnede jeg. Mosaikken var iført en kort sommerkjole, som fremhævede de kvindelige former. Det så ikke billigt ud eller noget, men den viste formerne, på en anstændig måde. Den var kongeblå, og var lavet af det blødeste bløde stof. Jeg nærmede mig den, og rørte den ganske forsigtigt, som om den ville gå i stykker, under min berøring. Den skulle det være! Der var mange der havde kjoler på i denne tid, da det var midt i sommersæsonen.

 

Jeg gik hen til rækken med kjolerne, ved siden af mosaikken, fandt min størrelse og gik ind i prøverummet. Jeg ville ikke tjekke prisen, det ville helt sikkert, få mig til at hænge den tilbage på knagen, og løbe skrigende ind i genbrugsforretningen, hvor jeg ville købe en sort, eller grå trøje, som ville være alt for stor. Da jeg fik mig smurt ind i kjolen, udstødte jeg et lille gisp, jeg lignede slet ikke mig selv. Selvom jeg stadig havde blod i ansigtet, var der noget ved mig, der havde forandret sig. Meget mærkværdigt, tænkte jeg. Det var som om, mit ansigt var blevet mere symmetrisk og mit hår var begyndt at krølle en anelse i spidserne. Jeg løsrev blikket og smurte kjolen af mig selv igen. Jeg jokkede hen til skranken og lagde den fuldendte kjole, op på disken. Kvinden der kom, var den samme som havde taget imod mig. Hun lavede et undrende blik, da hun så mit valg, men fortsatte hen til disken, og holdte den anklagende op. ”Er du nu sikker på det, unge dame?” spurgte hun syrligt. ”Ja selvfølgelig er jeg sikker, jeg har arbejdet hårdt for pengene, jeg har ikke solgt hash eller noget for at få råd!” sagde jeg hårdt. Hun smilede et listigt smil og sagde; ”Det var da ikke det jeg mente, man skal kunne bære den med ynde og præcision, det er ikke som en hvilken som helt kjole, den derovre vil passe bedre til dig!” sagde hun og pejede over mod en brækgrøn slasket kjole. ”Tak, men nej tak! må jeg nu betale, eller har du tænkt dig at stå der og glo hele dagen?” spurgte jeg skarpt. ”Undskyld da maddamen” sagde hun ironisk og bippede den ind. Jeg nægtede at kigge på hvilke tal, der blev vist. Jeg satte bare mit kreditkort i, tastede den kendte kode, trykkede godkend og rev kortet til mig igen, efter maskinen havde godkendt købet. Den ondskabsfulde kvinde havde i mellemtiden, lagt kjolen sammen i posen, og så rakte den til mig. Hun nåede ikke, at sige noget, inden jeg havde taget posen, ud af hånden på hende, og styrtede mod udgangen.

 

Da jeg nåede skolen, småløb jeg ind på pigetoilettet. Jeg ville helst undgå, at nogen så mit blodige tøj. Jeg gik ind i en bås og skiftede til kjolen. Der var ikke meget plads, men det gik an. Da jeg var færdig, og var gået ud af båsen. slentrede jeg hen til vandhanen, og gned det indtørrede blod fra mit ansigt væk, meget bedre tænkte jeg. Med ny energi, forlod jeg pigernes toilet, og gik mod klasseværelset. Jeg havde tjekket uret, og det sagde, at det var tid til historie. Ikke mit ynglingsfag, men heller ikke mit værste, tænkte jeg optimistisk. Da jeg nåede hen til døren, stoppede jeg op, og tog nogle dybe indåndinger. Når jeg trådte ind, ville alle glo på mig, hvilket gjorde mig endnu mere taknemmelig over, at jeg havde købt noget nyt tøj. Men ALLE ville glo. Tag dig nu sammen Vega!!! du kan klare det! jeg bankede to hårde slag på døren og trådte ind. Blikkende var værre end jeg havde forstillet mig. Ikke nok med at de stirrede, mange af eleverne gispede også, og tog hånden op til munden. Jeg ignorerede det, og kiggede op på min lærerinde, Sylvia. ”Undskyld jeg kommer for sent, men min..” Jeg tøvede, hvilket ord kunne jeg beskrive Trevor med? ”…ven.. kom ud for en ulykke, så jeg kørte ham på hospitalet. Jeg har en seddel med” forklarede jeg. Jeg gik hen til hende, og rakte hende det lille foldede papir. ”Det er helt i orden Vega, tag du bare plads.” Hun gad ikke engang kigge på sedlen, hun vidste jeg talte sandt. Jeg var ikke typen, der pjækkede, så hun stolede blindt på mig. Jeg kastede et blik ud over klassen, som stadig var i chok. Jeg kiggede efter en fri plads, og til min rædsel, var der kun én fri plads, nemlig ved siden af Ryan, min X-kæreste. 

 

 

Jeg gik langsomt ned mod bordet, hans blik hvilede på mit ansigt, jeg kiggede hurtigt væk, og satte mig tungt ned i stolen. Trine sad i den anden ende af lokalet, men hvis jeg kendte hende ret, ville hun snart skrive en besked til mig. Jeg satte mig så langt ud på stolen som muligt, og stirrede lige frem for mig, mens jeg lavede en tavs bøn, om at vi ikke skulle lave pararbejde i dag. Jeg kunne mærke Ryans blik hvile på mig. Men jeg var dog taknemmelig for, at vi sad bagerst i klassen, så skulle jeg ikke, mærke de andres blikke i ryggen, og de var alligevel anstændige nok, til ikke at glo bagud på mig. Jeg vidste det kun var et spørgsmål om tid, inden Ryan ville komme med en af sine åndsvage kommentarer. Heldigvis begyndte Silvia at snakke om formskiftere, inden han nåede at sige noget, jeg lyttede interesseret efter, selvom jeg egentlig ikke troede på det. Alt andet var bedre end at skulle lytte til Ryan. Pludselig stoppede Sylvia med sine forklaringer, og tog et kig ud over klassen. ”Nu skal i arbejde sammen om nogle spørgsmål, jeg har forberedt til i dag, i skal arbejde sammen med jeres sidemakker” sagde hun spidst. Jeg sukkede dybt.  Da hun havde delt papirerne rundt, og klassen begyndte at snakke, sad vi stadig helt stille. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg havde virkelig ikke lyst til, at arbejde sammen med Ryan. Jeg plejede at arbejde sammen med Trine, men hun sad sammen med Sofia. Jeg kunne ikke bebrejde hende det, hun havde sikkert troet, at jeg var syg, men det undrede mig nu alligevel,at hun ikke havde sendt mig en sms endnu. Jeg tog mig sammen, og rettede mit blik mod papiret, der lå foran mig på bordet. Jeg blev nødt til at sige noget. Men lige inden, jeg skulle til at give mit svar, på det første spørgsmål, om formskifterne, afbrød Ryan mig. ”Inden du siger noget, vil så ikke tage imod min undskyldning? jeg var virkelig et kvaj, du ved at jeg aldrig og jeg siger ALDRIG, ville udsætte dig for sådan noget..” han tøvede, men jeg afbrød ham, ved at tage min hånd op, foran ham, som et stoptegn. Jeg ignorede det han havde sagt og sagde ”svaret til det første spørgsmål, må uden tvivl være 18-20 års alderen, det er der forvandlingen begynder.” Ryans tanker begyndte at sværme, omkring min lækkerhed, når jeg spillede kostbar. Vent Ryans tanker.. Hvor kunne jeg vide det fra? sikkert fordi jeg havde kendt ham i så mange år efterhånden. Det betød intet, det var sædvanligt for ham, at tænke sådan og han vil garanteret, sige noget om det om 5,4,3,2,1 ”du ved godt du er totalt tiltrækkende, når du spiller kostbar ikk?” spurgte han. Jeg vidste det! det er det eneste han tænker på. ”kan vi holde os indenfor spørgsmålene tak?” spurgte jeg en anelse fornærmet. Han skulle ikke tro, jeg ville falde for hans flirt, efter det han havde gjort. Jeg ville aldrig i mit liv, tilgive ham for det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...